Flammerne åd alt

En mor og hendes børn måtte til morgen redde sig ud af vinduet i deres brændende lejlighed i Margrethevænget i Maribo. Familien blev kørt til skadestuen, mens brandvæsenet slukkede ilden.

Sådan sagde studieværten i TV2 Øst den 14. februar i år. For de fleste lød historien som held i uheld. Familien var jo reddet og ingen kom til skade. Men for moderen, Jane Boye, var det en hel verden, som brød sammen.

Nu, to måneder efter ulykken, er Jane flyttet til en anden lejlighed i den samme blok i Margrethevænget, som er et boligkompleks tæt på centrum i Maribo. Byen har godt 6000 indbyggere og er kendt for Maribo Domkirke. Det var også her, at digteren Kaj Munk blev født. Byen ligger midt i Lolland Kommune, som i de senere år er blevet kendt for at huse mange socialt belastede familier.

Facaderne i Margrethevænget er afskallede, og fra nogle af altanerne hænger der tæpper til luftning. Legepladsen i gården ligger øde hen, og foran en opgang ligger en væltet cykelvogn. Da vi ringer på, lyder der skridt, og døren bliver åbnet af en smilende Jane Boye, som rækker hånden frem og lukker os ind i lejligheden.

Her bor hun sammen med sine fire børn, Nicolas på to måneder, Lucas på to år, Clara på fire og Celine på seks samt hunden Dina, en blanding af en Rottweiler og en Labrador. Egentlig er det faren til Janes to ældste børn, der ejer hunden, men hun passer den indimellem.

De nymalede vægge skinner rent og hvidt og danner kontrast til den brugte sofa, som er fyldt med grå-sorte hundehår. Ved vinduet står et bord med tøj, men ellers er der stort set ingen møbler i den 100 kvadratmeter store lejlighed.

"Jeg har sørget for børnene først. Man kommer jo ikke langt for 9000 kroner," siger Jane med henvisning til det lån, Lolland Kommune har givet hende efter branden.

Hun viser os ind i et værelse med en køjeseng og dyner, der ligger hulter til bulter i sengene. Selv må hun sove på sofaen i stuen, for hun har ikkee haft råd til at købe en seng til sig selv endnu.



Ingen forsikring. Jane og hendes børn mistede alt ved branden. For langt de fleste mennesker vil et sådant tab blive dækket af en indboforsikring, men Jane havde ingen forsikring.

"Jeg må starte forfra med alt. Det eneste, jeg kunne redde, var mine personlige papirer, og de var også sorte og afsvedne efter branden. Pengene fra kommunen er slet ikke nok til, at jeg kan købe både møbler og tøj til mig selv og børnene," siger hun uden at hæve stemmen.

Branden har ramt Jane og hendes børn særlig hårdt, fordi familien i forvejen er udsat. Jane er bare 26 år og alene med fire børn. Hun får SU, men lige nu er hun på barselsorlov efter den seneste fødsel.

Jane fik først lånet på 9000 kroner fra Lolland Kommune 14 dage efter branden. Indtil hun fik lånet bevilget, klarede hun sig med hjælp fra sine venner og børnenes fædre. Også børnenes institution trådte til og samlede ind blandt de andre familier.

"De hængte et skilt op, hvor de skrev, at der var en mor, som manglede tøj og legesager til sine børn. Jeg fik to sække med tøj og en masse legetøj. Man kunne ikke se, at det var til mig," fortæller Jane.

Det er kun to måneder siden, hun fødte sit fjerde barn, som skal hedde Nicolas. Barnedåb har hun ikke råd til, så den er udskudt på ubestemt tid. Det ser dog ikke ud til at bekymre den lille dreng, som ligger i sin mors arme og smiler.

"Han er den nemmeste af mine børn," siger Jane og henter en flaske med modermælkserstatning. Da han har fået flasken, falder han i søvn ved siden af sin mor på sofaen.



UD! Aftenen før branden havde den nyfødte dreng været syg med hoste, og Jane havde kun sovet få timer. Hun husker, at hun så fjernsyn indtil klokken 22.30. Derefter gik hun i seng. Den ældste af børnene, Celine, var hos en af Janes veninder i en af naboblokkene, og Jane og hendes tre andre børn sov i det samme værelse. Hun vågnede tidligt, fordi den mindste var urolig, og ville gå ud i køkkenet for at tage en flaske til ham, da hun blev mødt af flammer og en kolossal varme.

"Jeg kan huske, at jeg råbte UD! Jeg tænkte mest på den mindste. Men hvordan vi kom ud ad vinduet, ved jeg ikke. Jeg gik fuldstændig i panik," fortæller Jane og tager sig til hovedet.

Udenfor var der sne og tocifrede frostgrader. Børnene løb i sneen med bare tæer og kun iført nattøj. Nogen havde sørget for at slå alarm, for hurtigt ankom en ambulance. Politiet kom også og spurgte Jane ud om branden, men hun var så chokeret, at hun knap kunne huske sit eget cpr-nummer. På hospitalet fik familien iltmasker, og efter 48 timer blev Jane og de to af børnene udskrevet. Den mindste kom først hjem 10 dage senere.

Jane gyser, når hun tænker tilbage på episoden. Hun er bange og rystet. Hvis ikke døren ind til soveværelset havde været lukket, kunne det være gået rigtig galt. Hvorfor branden er opstået, ved hun ikke præcist.

"Politiet mener, at en af kogepladerne har været tændt. Men den burde slå fra. De mener, at et af børnene har gjort det. Det kan jeg ikke afvise, for jeg var jo så træt," siger hun.

Efter branden var computer, fjernsyn, tøj og møbler ødelagt. Køkkenet var brændt helt ned, og de andre rum i lejligheden var fyldt med sod og røg.

Jane kan ikke helt forklare, hvorfor hun ikke havde en forsikring, der kunne have hjulpet hende.

"Jeg havde glemt det, og jeg tænkte, at sådan noget ikke skete for mig," siger hun.



Imod abort. Børn betyder meget i Janes liv. Hun fik sit første, da hun var 18 år. Drengen døde 24 dage efter fødslen. Da Jane fortæller om det, kigger hun ned og tier et stykke tid. Men så samler hun sig. Gråden kommer ikke, men da hun igen ser op, er der sorg og alvor i blikket.

Det næste barn kom, da hun var 20 år, og for et par måneder siden fødte hun sit femte barn. Hun har ingen uddannelse. Indtil videre er det blot blevet til 10. klasse. Før fødslen var hun i gang med at forbedre sin 10. klasses eksamen. Det er nødvendigt, hvis hun skal kunne tage den uddannelse som social- og sundhedsassistent, som hun ønsker sig. Det har dog lange udsigter, for de fire børn kræver al Janes tid.

"Det varer noget, før jeg kan gå i gang. Nu skal jeg først være færdig med min barsel. Jeg har altid godt kunnet lide børn og dem, der er tæt på mig, har vidst, at jeg ville have børn. Nicolas var ikke planlagt, men jeg er imod abort. Jeg har lært, at man skal tage konsekvenserne af sine valg, og jeg havde glemt at tage min p-pille," forklarer Jane, når hun skal begrunde, hvorfor hun har fået så mange børn i en så ung alder.

Faren til de to ældste børn og hans nye kæreste kommer et smut forbi. Han er en spinkel lyshåret mand. Jane ser også faderen til de to yngste børn, og alle fire voksne har et godt forhold til hinanden.

"Vi har det rigtig godt sammen. Lige nu er det mest mig, der tager imod. Jeg kan ikke så meget efter branden og min sidste fødsel," siger Jane.



Føler mig ikke fattig. Hendes omgangskreds bor i Margrethevænget, hvor hun tilbringer det meste af sit liv. Børnehusene med en vuggestue og to børnehaver ligger lige rundt om hjørnet, og der er kun få hundrede meter til Rema 1000, hvor hun gør de fleste indkøb. Det kan også hænde, at hun går i Netto eller Superbrugsen, som ligger lidt længere væk.

De fire børn sikrer Jane et godt offentligt tilskud til økonomien, og hun virker tilfreds med sit liv. Trods branden.

"Jeg har det fint og føler mig ikke fattig. Huslejen er lav her, men jeg vil da gerne indrømme, at jeg går efter tilbuddene, når jeg køber ind. Børnenes tøj bliver købt i H&M. Men vi mangler ikke noget," siger Jane uden beklagelse i stemmen.

Hendes udgifter begrænser sig til mad, bolig og tøj. Transportudgifter har hun ikke så meget af, for det er sjældent, at familien tager nogen steder hen. Som barn var hun på ferie med sin familie til Frankrig og Italien, men siden har hun ikke været på ferie. Heller ikke sammen med sine børn.

Når der skal lidt luksus til, sker det typisk i forbindelse med børnenes fødselsdage eller andre familiære begivenheder. Om ikke ret længe fylder Lukas tre, og så vil familien gerne i Zoologisk have i København. Det er en tradition, at familien tager toget til København for at gå i Zoo, men det er tvivlsomt, om der bliver råd til det efter branden.

Lige nu drømmer Jane bare om at komme i orden. Ellers er hendes ønsker temmelig beskedne.

"Det, jeg ønsker mig mest lige nu, er bare at få lov til at være i fred," siger hun.



Pressesag rammer skævt. I løbet af de seneste par måneder har Lolland Kommune øget sit fokus på Jane og hendes fire børn. De har flere gange sendt sagsbehandlere ud til Jane for at tjekke, om alt var okay. Hun forstår ikke helt hvorfor. Dog har hun en mistanke om, at det hænger sammen med, at kommunen er blevet hængt ud i pressen for, at en socialt belastet familie med ni børn er flyttet til en anden kommune med et tilskud fra Lolland på 46.000 kroner. De otte af børnene blev tvangfjernet, og Lolland Kommune blev hængt ud som en af skurkene.

"Det har nok forskrækket dem, og så kommer de rendende og vil vide, hvordan børnene har det," siger hun, mens hendes øjne bliver mørke og vrede.

Jane synes, at kommunens interesse er falsk, og tænker på, at der gik 14 dage efter branden, før de bevilgede hende et lån på 9000 kroner. Indtil da havde børnene ingenting. Senest har kommunen i flere sammenhænge antydet, at



Jane selv skulle være skyld i, at branden udviklede sig så voldsomt.

"De tror, at jeg havde taget stoffer, og at det var derfor, jeg ikke opdagede, at det brændte. Men det er ikke sandt. Jeg tager ikke stoffer. Da vi var på hospitalet efter branden, tog de nogle prøver. Jeg ved ikke, om det var rutine. Men prøverne viste, at jeg ikke havde taget stoffer."



Tvangsfjernet. I Margrethevænget er det ikke er usædvanligt med stoffer, og indimellem kan der ske dramatiske ting. Det har Jane også måttet sande. En af hendes veninder i bebyggelsen har fået et misbrug, og efter at det er sket, har Jane forbudt sine børn at komme i hendes hjem.

"Det er noget med hash og noget til næsen. Altså amfetamin. Jeg vil ikke have, at mine børn skal komme i sådan et miljø. Men det blev hun vred over, og så overfaldt hun mig og bankede mig, mens jeg var højgravid. Jeg meldte hende til politiet, og nu tager hun hævn ved at tale dårligt om mig til kommunen," siger Jane og bevæger sig lidt uroligt.

Misbrug vækker dårlige minder hos Jane, og hun forsøger at holde sig langt væk fra det. Hendes biologiske mor er alkoholiker, og da Jane var fem-seks måneder gammel, blev hun fjernet fra hjemmet og kom på børnehjem. Jane ved ikke præcist hvorfor og har ikke turde undersøge, hvad der skete.

"Det må komme senere," siger hun og tager hænderne afværgende op for sig.

Som etårig blev hun anbragt i en plejefamilie, som havde to biologiske sønner. Det var en god barndom, husker Jane.

"Det var måske, fordi jeg var den eneste pige. Min plejefar var leder af et fritidshjem, og jeg havde mulighed for at komme derned og lege og ride. Men desværre har jeg ikke så meget kontakt til dem i dag," siger hun.



Efter branden. Eftermiddagslyset falder ind gennem vinduerne i lejligheden, og det varer ikke længe, før Jane skal hente sine tre store børn i Børnehusene. De har alle været mærket af branden. Særligt den store pige, som ikke var hjemme, da det sket, har reageret. Hun fik at vide, at hendes mor og søskende var kommet på hospitalet efter en voldsom brand.

"Det har forskrækket hende. Hun var bange for, hvad der var sket med os, og jeg synes, det var dårligt at fortælle hende om det på den måde. De andre har jeg ikke mærket noget på. Men man ved jo aldrig, om det kommer," siger Jane.