Familierådgivning: Pædagogerne er frontsoldater

Familieterapeut Jesper Juul glæder sig over, at pædagoger fungerer som

Jesper Juul, der er familieterapeut og underviser på Kempler Instituttets kurser i familierådgivning, er glad for, at pædagogerne nu tilbyder forældrene rådgivning.

"I mange år har jeg kæmpet for, at der skulle være en åben forældreaften to gange om måneden, hvor forældrene har mulighed for at møde op til en snak. Den kamp har jeg tabt, men det er glædeligt, hvis børnehaverne er begyndt at tilbyde familierådgivning. Det er et skridt i den rigtige retning," siger han.

"Der mangler et led, der tager sig af de almindelige familieproblemer eller de konstruktivt usikre forældre. Pædagogerne er et logisk valg. De ved bare ikke nok om voksne, men det kan de lære. Det kunne være fantastisk, hvis familierådgivning blev en integreret del af pædagoguddannelsen, men vi ser desværre i højere grad, at dem, som planlægger uddannelserne, har fået akademiske ambitioner. Og det kan ses på uddannelsens sammensætning," siger Jesper Juul.



Han mener, at pædagoger sagtens kan være med til at løse problemer, der ellers ender som irritationsmomenter hos andre fagpersoner.

"Pædagogerne er frontsoldaterne. De har forældrenes tillid. Desværre har man frataget dem deres kompetencer, så børn bliver sendt til specialister, og det er ærgerligt. Skolepsykologerne og børnepsykiaterne brokker sig jo over, at forældrene kommer med småting, hvad det bestemt ikke er for forældrene, men problemerne kunne måske være løst tidligere, for eksempel i børnehaven af pædagoger," siger Jesper Juul.



Legalt at blande sig. På Kempler Instituttet mærker man en stigende interesse for kurser i familierådgivning, som pædagoger bruger på arbejdspladsen.

"Det er blevet mere legalt som fagperson at blande sig i barnets trivsel og dermed også familiens indre liv. Det drejer sig om både meget alvorlige ting som dødsfald, ulykker, skilsmisser i familien og mere dagligdags fænomener, hvor børn ikke spiser, sover eller trives, som forældrene ønsker sig det," siger Lisbeth Kristensen, der er administrationschef og studievejleder på Kempler Instituttet.

"Ofte er det pædagogerne, som ser, at barnet har vanskeligheder, og derfor er det også pædagogerne, som med noget ekstra uddannelse i bagagen kan gribe ind og være med til at forandre stemning, trivsel og alvorlige tilstande til indsigt og forandringer," siger Lisbeth Kristensen.

BUPL's formand Henning Pedersen hilser en efteruddannelse af flere pædagoger velkommen.



"Det er udmærket, at pædagogerne, som jo er i forreste linje, udnytter deres kompetencer på denne måde. De har kontakten til og fortroligheden med forældrene, og det er mit indtryk, at netop dette felt har mange pædagogers interesse," siger han.

Men formanden understreger, at forudsætningerne skal være på plads, før en pædagog begiver sig ud i at rådgive familier.

"Pædagogen skal selvfølgelig have taget den relevante efteruddannelse, og det skal være frivilligt, om pædagogen vil gå ind i det arbejde," siger han.



Det må heller ikke være sådan, at en leder regner med, at rådgivningsarbejdet skal laves samtidig med det arbejde, som pædagogen normalt skal udføre.

"Hvis institutionen vil tilbyde familierådgivning, som bliver foretaget af en af de ansatte pædagoger, må der også findes ekstra timer til det," siger han.

Der skal ifølge BUPL-formanden også være klare retningslinjer for, hvor langt pædagogen kan gå i sin rådgivning, og hvornår andre fagpersoner skal involveres.



Både familieterapeut Jesper Juul og de pædagoger, som Børn&Unge har talt med i Tørring Børnehave, kunne godt tænke sig, at familierådgivning blev en integreret del af pædagoguddannelsen, men det er Henning Pedersen ikke enig i.

"Pædagoguddannelsen er en uddannelse, hvor man bliver uddannet generelt til at arbejde med børn og unge. Jeg synes ikke, at det ville være en god ide, at der blev indlagt en yderligere specialisering i uddannelsen, men jeg ser gerne en specialisering sideløbende med eller efter uddannelsen," siger Henning Pedersen.



Lær det selv

Kurset "Familierådgivning - Teori og Metode" har eksisteret i 15 år.

Læs mere på www.kempler.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.