Etik Tak: Etikvejen er brolagt med dilemmaer

Et etisk grundlag for pædagoger er ved at blive formuleret. Inden kongressen i december skal der ligge et færdigt forslag klar. Derfor var 50 pædagoger indkaldt til den meget svære opgave at prioritere de udsagn, som var indsamlet fra hele landet. Det blev to hårde, men spændende dage.

Hvilke værdier skal et etisk grundlag bygge på? Hvilke etiske budskaber om pædagogens arbejde skal grundlaget bestå af, så det sender de rigtige signaler om, hvad pædagoger vil kendes på?

Det har pædagoger over hele landet givet deres bud på i det seneste år.

På en todageskonference skulle 50 udvalgte pædagoger prioritere i formuleringerne, så de helt rigtige i sidste ende kommer til at udgøre den etiske forpligtelse for pædagoger.

Inddragelse af medlemmerne blev valgt, for at flest muligt kunne diskutere, hvad et etisk grundlag skal fortælle om pædagoger og den pædagogiske profession.

Allan Baumann, medlem af BUPL's forretningsudvalg, mener, at det har været helt nødvendigt, så pædagogerne også på længere sigt kan føle sig forpligtet af det etiske grundlag, som man formentlig ender med at lægge sig fast på.

"Et etisk grundlag giver jo kun mening, hvis pædagogerne stiller sig bag det, og det kan vi ikke beslutte os til, at de skal gøre. Derfor har vi været interesseret i, at det, som vi får skabt, er så tæt på pædagogerne som muligt. Vi håber på, at de også bagefter vil finde et etisk grundlag og diskussionerne interessante, og at det bliver et fundament for det pædagogiske arbejde og at de vil bruge det dagligt," siger han.

Allan Baumann mener, at den måde pæda­gogerne på konferencen gik til arbejdet på, viser, at formuleringerne i et etisk grundlag er vigtige og derfor også er værd at bruge tid og energi på.

"For et etisk grundlag handler både om, hvordan vi vil beskrive vores identitet som pædagoger, og hvilke signaler vi sender udadtil," siger han.



Et spørgsmål om ord. Deltagernes arbejde blev netop et spørgsmål om ord. Ville det ene eller det andet ord beskrive det, pædagoger står for, bedst?

Fordelt på syv grupper skulle alle 50 pædagoger diskutere og prioritere udsagn om mål for det pædagogiske arbejde, værdier i det pædagogiske arbejde, etik for pædagogen i relationen, for pædagogen i professionen og for pædagogen i samfundet. For hvert område var der udsagn, som indeholdt næsten samme mening og alligevel sendte helt forskellige signaler.

For eksempel skulle deltagerne vælge mellem udsagn som: 'Formålet med pædagogisk arbejde er at tilvejebringe rammerne til, at barnet og den unge løbende udvikler sig således, at de kan håndtere de krav, der bliver stillet fremover' eller: 'En pædagog arbejder med omsorg, socialisering, dannelse og læring for at fremme børns og unges trivsel og læring'.

I gruppe syv valgte deltagerne begge udsagn som første prioritet, fordi de mente, at det ikke er nok at sige, hvad pædagoger arbejder med, men at de også skal tilvejebringe rammerne for, at det kan lade sig gøre.

Samme dilemmaer stod deltagerne overfor, da emnet var etik for pædagogen i relationen. 'Skal pædagogen arbejde for at styrke børns og unges udvikling, individuelt, socialt og læringsmæssigt således, at barnets eller den unges livsduelighed styrkes?' Eller 'styrker pædagogen børns og unges udvikling ...?'

I gruppe fem fyldte netop diskussionen om, hvor aktivt udsagnene skulle formuleres, mest. Deltagerne endte med at anbefale formule­ringen 'pædagogen skal i sit virke styrke børns og unges udvikling ...'



Bløde eller aktive. I gruppe ét valgte deltagerne i arbejdet med etik for pædagogen i professionen ofte de bløde formuleringer. For eksempel kunne man bedre lide: 'Pædagogen søger løbende at handle og træffe valg på baggrund af viden' end: 'Pædagogen handler og træffer valg på baggrund af viden'. Begrundelsen var, at man ikke altid har viden, men tilstræber at have viden.

I gruppe to var deltagerne særligt opmærksom på formuleringen i forhold til etik for pædagogen i samfundet. Deltagerne valgte for eksempel at omformulere flere udsagn, så de blev mere præcise. I stedet for: 'Pædagoger har pligt til at diskutere de samfundsmæssige konsekvenser af deres arbejde', kom udsagnet til at hedde: 'Pædagoger har pligt til at overveje de samfundsmæssige konsekvenser af deres arbejde'. Og gruppen foretrak formuleringen, som de selv fandt frem til: 'Pædagoger understøtter demokratiske principper og opdrager, danner og socialiserer børn og unge til medborgere i et demokratisk samfund', frem for den, som de blev præsenteret for, 'Pædagoger har pligt til at tilrettelægge det pædagogiske arbejde således, at de understøtter demokratiske principper og medvirker til at udvikle børns og unges opdragelse, dannelse og socialisering til mennesker og til aktive medborgere i et demokratisk samfund'.



Liv i etiske diskussioner. De syv gruppers arbejde med at prioritere og formulere skal nu samles, så der til sidst står et færdigt forslag til en etisk forpligtelse for pædagoger. Konferencens forslag kommer sammen med hovedbestyrelsens og generalforsamlingernes forslag til afstemning på kongressen i december i år. De 50 pædagogers arbejde har efter Allan Baumanns mening bragt BUPL mange skridt nærmere et etisk grundlag.

"Det næste bliver så, hvordan vi kan få holdt liv i diskussionerne fremadrettet, når et etisk grundlag er vedtaget. For det er jo ikke noget værd, hvis det bare er et stykke papir med fine ord på. Det skal jo ud og leve blandt pædagogerne. Hvis man beslutter at nedsætte et etisk råd, er det måske en mulighed for at holde nogle debatter i gang, ved at rådet enten forholder sig til eller selv sætter gang i nogle etiske diskussioner," siger han.



At gøre det rigtige

Etik er ikke bare etik. Der er forskel på et etisk dilemma og et etisk problem. Lektor Jørgen Husted fra Århus Universitet har formuleret forskellen sådan her i Børn&Unge nr. 41 2008:

"At stå med et ægte etisk dilemma er et valg mellem pest eller kolera. Her er ikke noget endegyldigt svar - ikke noget rigtigt eller forkert.

Et pædagogisk, etisk problem er derimod et spørgsmål om at bruge den pædagogiske værktøjskasse så rigtigt som muligt."







Svært og spændende

Børn&Unge spurgte fem af deltagerne på etikkonferencen om deres oplevelse med at formulere en etisk forpligtelse. Og om vigtigheden af, at pædagoger bliver tydelige med, hvad de står for.



Pædagogen i samfundet

"Fordi vi hele tiden kom ind på pædagogens arbejde i institutionen, var det svært at få skudt os ind på, hvad pædagogens rolle i samfundet er for en størrelse. Vi fik snakket os ind på det, men som pædagoger vil vi jo gerne have fingrene ned i virkeligheden, og det her er på et mere overordnet plan."

Kan et etisk grundlag gøre pædagoger mere synlige i samfundet?

"Jeg tror ikke, at det er et etisk grundlag, som skal gøre os synlige. Men det kan få os til at turde blive synlige, fordi vi er mere sikre på hinanden. Brugen af det etiske grundlag vil betyde, at vi tør fortælle, hvem vi er. En definition af os selv som pædagoger og som medlemmer af en profession vil betyde, at vi tør sige, at vi har en viden, og at vi vil høres."

Anders Mark, leder af fritids- og

ungdomsklub i Viborg



Pædagogen i professionen

"Det var utrolig interessant, for jeg tror ikke, at processen imod professionens status har været så tydelig for alle pædagoger. Så at få det, som gør os til en profession, i spil, er utrolig interessant. Netop den etiske bevidsthed og at vi baserer vores profession på viden, synes jeg kvalificerer vores fag."

Du holdt fast på, at viden er vigtig for

pædagogen i professionen. Hvorfor det?

"Vil vi være en profession, så er det viden, der skal positionere os i modsætning til bare det at passe børn. Men det indeholder også fald­gruber, for der er en grund til, at man bliver pædagog, og det er, at man tror, at man kan gøre en forskel for de mennesker, man skal have med at gøre. For mig er der et 'kald' i det. Og kaldet er meget omsorgspræget. Det er at socialisere og at være empatisk og den slags. Men professionens viden bygger mere på målbare facts og på at kende til teorierne. Og jeg mener, at man skal passe på ikke at give køb på kaldsdelen, for så hælder vi barnet ud med badevandet."

Anette Green Kjærgaard, institutionsleder i Hedensted Kommune



Værdier i det pædagogiske arbejde

"Nogle af de 15 værdier, vi fik præsenteret, var ikke værdier for mig. Andre var mere metoder til at arbejde med værdier. For mig er en værdi et overordnet statement, man arbejder ud fra. På mit arbejde har vi jo nogle værdier, som vi er enige om skal gælde for vores arbejde, og som er vigtige for lige netop den gruppe børn, vi ­arbejder med. Det er svært at finde værdier, som er gældende for hele pædagogprofessionen, men det er en spændende opgave. Jeg håber, at vi i ender med fire statements, som vi kan sige, vi arbejder hen imod. Og at vi så kan have nogle undersætninger, som breder ud, hvordan vi ser os selv."

Hvordan kan man arbejde med en etisk forpligtelse?

"Man skal snakke om det i personalegruppen, så man i hvert fald dér forstår det samme ved ordene. Og så måske lægge vores værdinormer sammen med de overordnede og løbende diskutere, om vi lever op til dem."

Susanne Ortmann, daglig leder i en natur- og skovbørnehave i Birkerød



Pædagogen i relationen

"Det er et spændende og også et vigtigt arbejde for at få beskrevet, hvad det vil sige at være pædagog i relation til børn, forældre og kolleger. Jeg er en stor fortaler for, at vi får formuleret, at vi har ansvar, når vi er pædagoger. Om der så står 'vi tager ansvar' eller 'vi har ansvar', er mindre vigtigt, synes jeg."

Var det svært at prioritere?

"Ja, men vi arbejdede meget med at underordne udsagnene i forhold til hinanden. Noget er vigtigere end andet, og nogle udsagn er mere forklaringer til overordnede udsagn. Det var godt, at vi var så mange i vores gruppe, for så var der større chance for at få bragt diskussionen på ret kurs igen, hvis vi kom ud på et sidespor. Man får faktisk kvalificeret diskussionen og kan hjælpe hinanden med at komme ind til kernen, når man arbejder i en gruppe."

Karsten Thaarup Klevin, souschef i SFO i Odder



Formålet med pædagogisk arbejde

"Jeg synes, at det er meget relevant at diskutere formålet med det pædagogiske arbejde i forbindelse med et etisk grundlag. Det er jo det, vores arbejde bygger på, og som vi hele tiden skal have for øje. Det var svært at prioritere, fordi emnet er så bredt, og fordi der er så mange ting, man skal rumme som pædagog. Men jeg er tilfreds med det, vi fik lavet, og med de gode diskussioner, vi havde."

Var der udsagn, du savnede?

"Måske fordi jeg arbejder på specialområdet, så tænker jeg, at der også skal være udsagn, som kan rumme det arbejde. Også selvom vi er en lille gruppe i BUPL."

Katrine Pedersen, pædagog på Specialundervisningscentret i Ribe

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.