Et liv under sengen

Et uforudsigeligt liv fyldt med vold og trusler skal erstattes af et liv, hvor barnet ved, hvad der skal ske i morgen, og hvor volden ikke mere er en hemmelighed. Det er målet for voldsramte kvinders børn efter et ophold på Dannerhusets Krisecenter i København.

Pædagogerne Malene Grau Nielsen og Dorte Larsen har i tre år arbejdet med de børn, som lever i en familie med vold. I evig angst for at far eller stedfar er voldelig over for deres mor eller direkte forsøger at myrde hende. I frygt for selv at blive slået, truet eller bundet til sengen eller bordet, mens mor bliver slået. Et liv skjult for omverdenen, fordi volden ofte er en så velbevaret hemmelighed, at hverken kammerater, pædagoger og lærere ved, hvad der foregår.

En del børn lever i familier, hvor mor jævnligt bliver slået og skubbet. I mange "almindelige" hjem færdes børn i en anspændt stemning. De ved aldrig, hvad der sker, lige som de sidder og har det hyggeligt, kan far eller stedfar eksplodere, og slag og skældsord flyver til højre og venstre. Mange af de kvinder, der kommer på krisecentret kan også fortælle om voldtægt, mordforsøg med knive, skydevåben og ved kvælning, slag, spark, brændemærker med cigaretter og psykisk vold som trusler, nedvurdering og indespærring.

Cirka 110 børn om året går gennem de to pædagogers hænder. De arbejder på at lette livet for disse børn.

»Når børnene går herfra, har vi flyttet nogle sten fra deres rygsæk, så deres vej videre frem bliver lidt lettere,« siger Dorte Larsen.



De små voksne. Malene Grau Nielsen og Dorte Larsen opfatter sig selv som børnenes advokater. De inviterer børnene til at snakke, og de opfordrer også moderen til at snakke, med børnene om det, der er sket og det, der skal ske.

»Disse børn har levet i uforudsigelighed i lang tid og gør det stadig, mens de er her. Det vil vi gerne ændre på, og derfor spørger vi dem direkte: Hvad tænker du, når din far slår din mor? Hvad tænker du, når du ligger under sengen? Hvordan har du det med, at ingen ved, hvad der foregår derhjemme? Ved du, hvad der skal ske nu? Det er ikke synd for børnene, at vi kalder tingene ved deres rette navn. Det er mere synd, når ingen snakker med dem,« siger Malene Grau Nielsen.

Hun fortæller om to drenge, som slår og driller de andre, og som slet ikke kan falde til ro på centret. Moderen har ikke orket at fortælle dem, hvordan deres fremtid ser ud.

»Med moderens tilladelse gør vi det så. Hun har besluttet, at de ikke skal tilbage til faderen, så børnene skal flytte skole og institution. Børnene bryder sammen, fordi de er kede af at miste deres kammerater. De får grædt og snakket ud om deres bekymringer for fremtiden. Til sidst beder vi moderen forklare børnene, hvilke beslutninger hun har taget, og hvad hun tænker om fremtiden. De får forklaringer. Det hele bliver forudsigeligt for dem, og de to børn falder til ro og leger med andre børn på en god måde. Det er tydeligt, at det gør en forskel, at de får svar.«

Pædagogerne oplever, at nogle børn kan sove roligt for første gang i deres liv, når de kommer til krisecentret. Kvinderne synes ofte, at de beskytter deres børn, fordi volden hovedsageligt foregår om aftenen eller natten. De tror, at børnene ikke ser og hører noget. Men børn oplever det hele, og ofte er de udmattede af for lidt søvn, når de kommer til Dannerhuset, fordi de ligger og lytter efter, om deres mor også får bank denne nat.

»En lille pige sagde til os: "Jeg har ikke sovet så godt i to år." Hun var vant til at ligge meget af natten under sengen med lillebroderen. Mange børn lever et liv under sengen. Pigen her er et godt eksempel på de fleste af disse børns vilkår. De er de små voksne, de er de overansvarlige børn, som klarer det for sig selv og deres søskende, mens moderen er udsat for gentagen vold. En pige på ni år sagde, at i stedet for at købe julegaver til hende skulle moderen bruge pengene til en advokat, det er da den ultimative overansvarlighed fra et barn,« siger Dorte Larsen.



Hvis nu mor dør. Selv helt små børn bliver involveret i, at deres mor jævnligt trues på livet. Et spørgsmål, de to pædagoger ofte hører, er: "Hvem skal tage sig af mig, hvis min mor bliver myrdet?" Det er en realitet, som mange børn må leve med.

»Vi kan ikke dække over, at sådan er det, så det gør vi ikke. Børns fantasi er altid værre end virkeligheden, så derfor tager vi udgangspunkt i virkeligheden. Børn kan lave de forfærdeligste historier, når de ikke får forklaringer. Så det sørger vi for, at de får,« siger Malene Grau Nielsen.

»Her oplever børnene voksne, som kan rumme deres ofte meget voldsomme historie. Vi snakker med børnene og fortæller dem, at vi ved, hvad de har været udsat for, men at de nu er kommet til et sted, hvor vi snakker om det, der er foregået. Og at de andre børn, der bor her, også har været udsat for nogle voldsomme ting. Børnene bliver ofte forundret over, at andre har haft lignende oplevelser. Og at vi forholder os til det, som er en stor hemmelighed," siger Dorte Larsen.

Pædagogerne prøver ikke at løse børnenes problemer, for det kan de ikke. Men de spørger nysgerrigt og åbent om, hvad der er foregået, og hvad barnet føler og tænker, mens volden foregår. Malene Grau Nielsen fortæller om den lille pige på knapt tre år, som sammen med moderen er ude og male den nye lejlighed, som de snart skal flytte til. Moderens kæreste får sig smigret ind til en kop kaffe, selv om hun har lovet barnet, at hun ikke vil se "Brian" mere. Pigen vælter mælken, og hun oplever, at det udløser en meget grusom vold mod moderen.

»Barnet oplever, at hun har udløst volden, og derfor er hun så skamfuld, at hun først ikke vil tale med os. Vi siger til hende, at mor har fortalt os, at det var noget, hun sagde, der fik stedfaderen til at gå amok. Vi siger, at vi ved, hvad der er foregået, og vi vil snakke med hende om det. Vi snakker det hele igennem, hvad der er sket, hvad hun tænkte og følte. Skyld, skam og angst bliver kaldt ved deres rette navn. Vi tror på, at skylden skal tages fra hende, og at der skal sættes ord på alle følelserne. Selv meget små børn kan klare det og har glæde af det.«



At bryde hemmeligheden. Pædagogerne i Dannerhuset passer ikke børnene, det skal mødrene selv klare. Ofte fortsætter børnene i skolen og daginstitutionen, så de er væk i dagtimerne. Dorte Larsen og Malene Grau Nielsen har en samtale med kvinderne, et par dage efter de er ankommet, og derefter taler de med børnene sammen med mødrene og alene. Pædagogerne har også gode erfaringer med gruppesamtaler med børnene. I en hyggelig, afslappet atmosfære kan børnene høre om hinandens erfaringer, og de kan blive bekræftet i, at de ikke er alene om at have vold i familien. Det er en stor lettelse for de fleste.

»Vi snakker også om de tab, der følger med volden. Med den dreng, der ikke ser sin biologiske far, snakker vi om, at ingen nævner ham, og at han savner ham. Med den dreng, som bruger meget tid og energi på at være så vred, så vred på faderen, snakker vi om, at han har lov at have de følelser,« siger Malene Grau Nielsen.

Børnene snakker om, at de selv er blevet slået, og pædagogerne opfordrer til, at de fortæller deres mor om det. Børn beskytter ofte deres mor ved ikke at fortælle hende om den vold, de selv udsættes for. Alle børn har været udsat for psykisk vold. De bliver truet og brugt som gidsler: "Hvis du græder eller larmer, får din mor tæsk." Nogle bliver bundet til sengen og andre bliver lukket uden for i den mørke nat. Nogle børn er udsat for seksuelt misbrug.

En del af pædagogernes arbejde går ud på at få brudt hemmeligheden om volden udadtil. Derfor forsøger pædagogerne sammen med både kvinder og børn at finde personer i familiens netværk, som de kan snakke med. For børnenes vedkommende forsøger de at finde en pædagog eller lærer, som børnene kan lide og har tillid til.

Dorte Larsen fortæller om den pige, som meget tit er "syg". Pædagogerne har en mistanke om, at det er fordi, hun er bekymret over noget. Piger giver udtryk for, at hun er bange for at møde moderens kæreste og komme til at røbe hemmeligheden om, hvor hun og moderen nu bor. Sammen med pigen finder pædagogerne frem til en pædagog i fritidsordningen, der lover at hente pigen i skolen hver dag. 10 dage efter er pigen igen syg og vil ikke i skole. Hun fortæller, at hun har hørt moderen sige til mosteren, at den voldelige kæreste har opsøgt hende på arbejdspladsen, og nu er pigen bange for, at der skal ske moderen noget. Så hun har brug for at kunne ringe og checke, at moderen er på arbejdet og har det godt.

»Vi får en aftale med skole og institution om, at hun altid må komme og låne telefonen, hvis hun har brug for det. Pigen bruger rent faktisk ikke muligheden ret mange gange, men bare det at hun kan gøre det, giver hende den sikkerhed, som hun har brug for.«



Gør noget ved mistanken. Malene Grau Nielsen og Dorte Larsen oplever, at pædagoger i daginstitutioner har svært ved at opdage, når børn er udsat for vold i hjemmet, og at forholde sig til børnenes problemer.

»Vi siger altid til pædagogerne, at de skal huske, at vi arbejder med sorg og tab i de her sager. Men når vi spørger dem, hvornår de sidst har haft et barn, der var i sorg, så kan de kun komme i tanke om de børn, som har oplevet, at mor eller far er død. Men andre familiemedlemmers død, svigt, vold, angst for at mor skal blive myrdet, skilsmisse og fravær af forældrenes omsorg er også tab, som udløser sorg og sætter barnet i en krisetilstand,« siger Dorte Larsen.

Alt for ofte konfronterer pædagoger ikke moderen med deres mistanke om, at der er vold i familien.

»Hvis man får en mistanke om, at der er vold i familien, synes jeg, at pædagogen skal gå til moderen og sige, at hun har tænkt på, om der sker den slags i familien. Hun skal ikke forsøge at få det ud af barnet, for det er næsten en håbløs opgave. Børn er meget bedre til at holde på hemmeligheder end voksne. Man kommer nemt til at skubbe dem fra sig og bryde tilliden ved at pumpe dem for oplysninger. Børn har brug for, at hemmeligheden bliver brudt, men det er bare ikke så ofte, at det er dem, der gør det. Hvis moderen vil tale om det, skal man støtte hende i at gøre noget ved problemerne og fortsætte den støtte til både hende og barnet, hvis de kommer på krisecenter,« siger Dorte Larsen.

Det er meget vigtigt, at pædagoger fra starten siger til alle forældre, at her hos os snakker vi også om det, der er svært og alvorligt. Pædagogerne skal sige, at de gerne vil vide, hvis der er problemer i familien - ikke for at snage - men for at de kan tage sig så godt som muligt af barnet. Pædagogerne skal sige til forældrene, hvad det er i barnets adfærd, der har fået dem til at have en mistanke, og de skal tage udgangspunkt i den konkrete bekymring for barnet og dets udvikling.

»Hvis barnet siger noget, så vær nysgerrig og vis barnet, at du tager det alvorligt. Man skal ikke sige, at man vil holde på hemmeligheden sammen med barnet, men lade det vide, at det her må du gå videre med. Pædagogerne skal skynde sig langsomt, forstået på den måde, at de ikke må gå i panik. De skal snakke med hinanden om det og finde ud af, hvordan de kan komme videre med deres viden, så de får hjulpet familien.«

Grunden til pædagogers træghed i disse sager er ifølge Malene Grau Nielsen, at pædagoger ligesom mange andre er konfliktsky og har berøringsangst.

»Men pædagoger skal turde at lufte deres ærlige bekymring med respekt for de forældre og det barn, det handler om,« siger hun.

Det er en bedre strategi at stille sig undrende an end at være bedrevidende. Så får man meget mere at vide, er de to pædagogers erfaring.

»Mange af de her børn er jo dem, der hænger i gardinerne, eller de er de meget stille og sky børn. De har brug for omsorg fra pædagogerne og ikke skældud. Pædagogerne må omsætte deres bekymring til handling over for barnet og til at finde ud af, hvorfor barnet reagerer, som det gør,« siger Dorte Larsen.