Efterløn:10 timer giver bedre økonomi og social kontakt

Stilheden i Joan Leikier Henriksens rækkehus i Herlev er slående. Udenfor pulserer den heftige trafik i Københavnerforstaden. Men på forunderlig vis når larmen ikke ind i de lyse rum. Dette ville de fleste mennesker opfatte som et absolut fortrin. Men for den 63-årige pædagog kan stilheden virke skræmmende.

For et par år siden mistede hun sin mand igennem mere end 40 år, og på samme tid stod hun for at skulle på efterløn. Fundamentet i hendes liv var smuldret, og den situation havde Joan Leikier Henriksen svært ved at forholde sig til.

"Normalt er det en stor forandring at stoppe med at arbejde. Men at miste sin mand samtidig - det er hele to ting på én gang. Når jeg kom hjem, var der så stille. Jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre ved det hele," siger hun og kigger rundt på de tavse vægge, som leder hun efter et svar dér.



Et sted man har lov at komme. Det ser ud som om, hun har fundet svaret. For selv om blikket indimellem er alvorligt og søgende, så lyser de mørke øjne af og til op i et smil. Det sker, når talen falder på arbejdet i børnehuset 'Sol og Mudder' tæt ved Skovlunde station, hvor hun har arbejdet i mere end 20 år. Det sidste års tid kun 10 timer om ugen. Hun er en af de få pædagoger, der har valgt at arbejde samtidig med, at hun får udbetalt efterløn.

Den 63-årige pædagog lægger ikke skjul på, at timerne på arbejdet betyder meget for hende.

"Der er måske ikke så mange, der tænker over, at et arbejde er et sted, hvor man har lov at komme uden på forhånd at skulle have lavet aftaler og hørt, om det nu også passer. Når det er ens venner eller familie, ved man ikke altid, om det passer, eller om de overhovedet har lyst til at se én, " siger Joan Leikier Henriksen.



Også da Joan Leikier Henriksen havde orlov for at passe sin kræftsyge mand, spillede kollegerne en afgørende rolle. Rollen med at passe et sygt familiemedlem er både følelsesmæssigt og fysisk krævende, påpeger Joan Leikier.

"Til sidst var jeg træt. Og når jeg kom på besøg hos mine kolleger, kunne jeg slippe arbejdet med at passe min mand for en stund. Jeg er noget af et hylehoved, så når de tog om mig og gav mig et kram, begyndte jeg at græde," husker Joan Leikier.



Indviklede regler. Da hun fyldte 62, havde hun ellers besluttet at stoppe med arbejdet i vuggestuen, hvor hun har været, siden hun var 42 år. Tanken om at gå på fleksibel efterløn var fjern og ukendt, og samtidig kan arbejdet som pædagog være hårdt, ikke mindst fysisk.



"Det er hårdt arbejde med mange løft, og samtidig er der mange nedskæringer på området. Så jeg havde indstillet mig på at stoppe. Fleksibel efterløn var slet ikke noget, jeg havde overvejet, og jeg vidste heller ikke, hvad det indebar. Reglerne er meget indviklede," siger Joan Leikier Henriksen.

Men en medarbejder i hendes arbejdsløshedskasse fik hende til at overveje situationen endnu en gang. Medarbejderen blev ved med at gentage, at fleksibel efterløn er en økonomisk fordel. Arbejdet bliver modregnet time for time, og for Joan Leikier Henriksen betyder det, at hun har 1600 kroner mere i hånden om måneden, end hvis hun ikke havde arbejdet.



Hvordan skal timerne bruges? Det var dog noget af en kunst at få 10 timer til at passe ind i dagligdagen på den institution, hvor Joan Leikier var vant til at arbejde 30 timer ugentligt. Men arbejdspladsen og Joan fandt en model, som begge parter kunne være tilfredse med. De aftalte, at hun skulle komme fast hver mandag og torsdag samt hver anden fredag.



"Vi var enige om, at jeg skulle komme på faste tidspunkter. Jeg er med, når børnene spiser og skal sove, og om torsdagen har jeg rytmik. Det fungerer, ikke mindst fordi jeg kender arbejdsgangen i institutionen i forvejen," siger hun.

De 10 timers arbejde ugentligt levner samtidig fint overskud til, at den 63-årige pædagog også kan passe sine fritidsaktiviteter. Hun svømmer flere gange om ugen og beskæftiger sig med slægtsforskning og billedmaling.

Savnet af ægtemanden er der stadig. I starten dukkede det jævnligt op, som når hun var i Føtex for at handle. Det havde de gjort så ofte sammen. Men nu er savnet aftaget. Og Joan Leikier Henriksen lægger ikke skjul på, at arbejdet og kollegerne har gjort sit dertil.

"Der har været situationer, hvor jeg næsten har oplevet at få mere støtte fra mine kolleger end fra venner og familie. Ens kolleger er ikke involveret på samme måde, og derfor er det måske lettere," siger hun.

Joan Leikier siger farvel i døren. Stilheden inde er ikke længere så generende.

Og udenfor larmer trafikken.