Efterløn: Vi snupper pengene

Pædagogerne vælger pengene nu frem for efterløn senere. 7145 personer har allerede valgt at få udbetalt efterlønnen. Bare de har tænkt sig om først, håber formanden for BUPL’s a-kasse, Lis Pedersen.

Pengene frister. I januar viste en undersøgelse i Børn&Unge, at kun 12 procent af de pædagoger, der var med i efterlønsordningen, var helt sikre eller næsten sikre på, at de ville have efterlønsordningen udbetalt. Men allerede nu har 17,5 procent hævet pengene.

Siden 2. april har 7145 pædagoger valgt at forlade efterlønsordningen for at få det opsparede beløb udbetalt skattefrit i stedet. Lige nu venter yderligere 500 medlemmer på at få deres sag kørt gennem systemet. BUPL’s a-kasse har omkring 44.000 medlemmer, der kan vælge at få udbetalt efterlønnen.

I alt har BUPL’s a-kasse udbetalt 285 millioner kroner i løbet af de første 20 dage af april.

Der har været travlt i BUPL’s medlemsafdeling, som administrerer udbetalingen af efterløn.

»Vi har arbejdet over siden 2. april,« fortæller Karina Kjærulff Sørensen, fuldmægtig i BUPL’s medlemsafdeling.

Skal man ud af efterlønsordningen, foregår det via den digitale a-kasse, men alligevel får medlemsafdelingen en del opkald om efterlønnen.

»Nogle troede, at pengene stod på kontoen 2. april. Men det var først der, vi måtte røre ved dem. Når vi har behandlet sagen, går der fire bankdage, før pengene er på folks konto,« siger Karina Kjærulff Sørensen.

Det er dog ikke kun yngre pædagoger, som melder sig ud af efterlønsordningen og tager pengene nu, fortæller hun.

»Det er godt spredt. Vi har faktisk også haft nogle, der kun er fire-fem år fra efterløns­alderen, som har bedt om at få deres penge,« siger Karina Kjærulff Sørensen.

BUPL’s medlemsafdeling har også sendt papir­blanketter ud til 2100 personer. Det drejer sig om personer, som er udmeldt for mange år siden, og som ikke vil kunne gøre brug af efterlønsordningen. De har en klat penge stående, som de skal have mulighed for at få udbetalt ligesom alle andre.

»Når man er udmeldt for længe siden, kan man ikke få adgang til den digitale a-kasse og få pengene den vej rundt. Men de sager er vi ikke begyndt at behandle endnu,« siger Karina Kjærullf Sørensen.

I første omgang er det de nuværende medlemmer, der er fokus på. Dels skal de have deres penge udbetalt, dels skal kontingentet justeres, så de ikke bliver opkrævet penge for en efterlønsordning, som de lige har meldt sig ud af.



Tænk dig om først. Lis Pedersen, formand for BUPL’s a-kasse, er ikke overrasket over, at så mange pædagoger har valgt at få udbetalt efterlønnen.

»Det er fristende at få udbetalt så stor en sum, som er skattefri, på én gang. Og hvis du har en stram økonomi, er det en overvejelse, man gør sig. Jeg håber bare, at de mange, der har valgt at få udbetalt pengene, også tænker over deres pensionisttilværelse. Det har altså en stor betydning, om du har 1000 kroner mere eller mindre om måneden at leve for, når du bliver folkepensionist,« siger Lis Pedersen med henvisning til den skattefrie godtgørelse, man kan få, hvis man bliver i ordningen.

»Hvis man arbejder, til man går på folkepension, får man en skattefri godtgørelse, som lige nu ligger på 145.000 kroner. Så meget får man jo ikke ved at gå ud nu. Økonomisk vinder man mere ved at vente,« siger Lis

Pedersen.

Og hvad gør man, hvis man bliver nødt til at forlade arbejdsmarkedet før tid? Og hvad med den seniorjobordning, som kræver, at man er med i efterlønsordningen? Den giver nemlig ret til et rigtigt arbejde til overenskomstmæssig løn, hvis man er over 55 år og er løbet tør for dagpenge.

»Sådan nogle overvejelser skal man have gjort sig, inden man får pengene udbetalt,« siger Lis Pedersen.



Betingelserne er

For at få dine efterlønsbidrag udbetalt, skal du opfylde disse betingelser:

• Du må ikke være fyldt 60 inden 3. april 2012

• Anmodningen om udbetalingen skal være modtaget i a-kassen, inden du fylder 60 år. Hvis du fylder 60 år mellem 3. april og 1. oktober 2012, skal a-kassen modtage din ansøgning før din fødselsdag.

• Du fravælger efterlønsordningen for altid. Du kan ikke fortryde dit valg.



FIND HJÆLP PÅ NETTET

Hvis du stadig er i tvivl om, hvorvidt du skal hæve din efterlønspenge, er der hjælp at hente på nettet: Du kan også læse Børn&Unges temanummer om efterløn, nr. 2/2012, som ligger på bupl.dk



bupl.dk/a-kassen

pbu.dk

borger.dk

penst.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.