Education International; Barn af Berlin-murens fald

Education International (EI), er med over 30 millioner medlemmer fra 360 pædagog- og lærerfagforeninger i 169 lande verdens største fagligt-professionelle sammenslutning og en af de mest indflydelsesrige.

Den kolde krig satte skel mellem lande og mennesker. Ingen steder var det tydeligere end ved muren i Berlin. Men også fagbevægelsen var i koldkrigsårene præget af den kamp, som udspilledes mellem USA og Sovjetunionen og deres allierede.

Frem til Berlin-murens fald i 1989 fandtes der fire verdensomspændende sammenslutninger for lærer- og pædagogfagforeninger. Det drejede sig om International Federetation For Teachers Unions (IFFTU), som tilhørte den socialdemokratiske storfamilie, Federation Internationale Syndicat de l'Education (FISE), som gik for at være kommunistisk, og den katolske World Conferederation of Teachers (WCT).

Den fjerde sammenslutning, World Confederation of Organizations in the Teaching Profession (WCOTP), var uden klar politisk orientering og koncentrerede sig i hovedsagen om fagprofessionelle anliggender. Den lige så store, hvad medlemstal angår, sammenslutning, IFFTU, var mest optaget af traditionelt fagforeningsmæssige forhold.

Forskellen mellem de to var nogenlunde den samme som forskellen på LO og FTF.

Med Berlin-murens fald i 1989 opstod en ny situation. Den kommunistisk orienterede sammenslutning holdt i praksis op med at eksistere. Dermed var vejen banet for en fusion af de eksisterende organisationer. På en kongres i Stockholm i 1993 dannede IFFTU og WCOTP i fællesskab Education International (EI), hvis position blev forstærket, da de katolske lærer- og pædagogorganisationer tilsluttede sig i 2004.



Kina mangler. Endnu er der dog et stykke vej til, at EI kan bryste sig af at være Faglig Internationale for alle verdens 67 millioner lærere og pædagoger. Uden for rækkerne står blandt andre 20 millioner kinesiske lærere og pædagoger, og der får de lov at blive stående endnu en tid. Den uafhængighed af statsmagten, som er et af kriterierne for optagelse i EI, kan ingen kinesisk lærer- og pædagogorganisation leve op til. Og i forhold til den parti-og statskontrollerede fagbevægelse, som findes i Kina, besluttede EI at praktisere en politik baseret på ikke-samarbejde og ikke-kontakt.

Til gengæld vil EI bestræbe sig på at styrke sin position i andre dele af verden, hvor man også står svagt, først og fremmest i Mellemøsten og i Centralasien.







Irak fordømmelse gav stort bifald

I den meget lange række af resolutioner, som kongressen behandlede, fremkaldte især én stort bifald. Den var foreslået af American Federation of Teachers, handlede om situationen i Irak, udtrykte EI's modstand mod krigen og opfordrede den amerikanske regering og dens koalitionspartnere til at trække tropperne hjem og i stedet søge diplomatiske veje ud af moradset.

Desuden fordømte resolutionen det nye styre i Irak for at have opretholdt Saddam Husseins dekret fra 1987, som fratog offentlige ansatte retten til at danne fagforeninger. Og ikke nok med det: Det USA-støttede styre har konfiskeret fagforeningernes midler og besiddelser, ligesom lønmodtagere ikke længere kan trække fagforeningskontingentet fra i skat.



Mangel på pædagoger i hele verden

Ikke bare i Danmark truer manglen på lærere og pædagoger. Truslen er global. Ifølge en opgørelse fra FN er man 18 millioner lærere fra at kunne opfylde samme verdensorganisations målsætning om, at alle børn i 2015 skal have adgang til i det mindste en grundskole-uddannelse.

EI kræver på den baggrund, at regeringerne prioriterer lærernes løn- og arbejdsforhold. Det er, siger EI i en resolution, grundlæggende i en situation, hvor globaliseringen åbner nye muligheder for unge mennesker, muligheder, som finansielt er mere attraktive end hvad en lærerkarriere i dag kan tilbyde.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.