Det pædagogiske alternativ til regnearket

Der er behov for at fi nde stærke pædagogiske svar på bølgen

af planer, programmer og politikker, som daginstitutionerne bliver

mødt med i disse år.

De såkaldt nyliberale styringsformer svækker kvaliteten af arbejdet

med børnene, fordi det pædagogiske arbejde i stigende grad er

styret af centralt formulerede målsætninger i stedet for den enkelte

medarbejders professionelle dømmekraft. Derfor er der behov for

at styrke pædagogernes faglighed og forsvare de vigtige dele af det

pædagogiske arbejde, som ikke passer ind i tabeller og regneark,

siger lektor Annegrethe Ahrenkiel fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter.

”Mange af aktiviteterne i en daginstitution er vigtige, men upåagtede

hverdagsaktiviteter, der sikrer rytme og sammenhæng i

børnenes hverdag. De kan ikke måles og vejes, og derfor kommer

de under pres, når institutionerne skal dokumentere deres indsats,”

siger Annegrethe Ahrenkiel.

Hun er sammen med en gruppe kolleger midt i et større BUPLstøttet

forskningsprojekt om behovet for at udvikle pædagogfagligheden,

i takt med at omverdenen stiller større og større krav i form

af for eksempel læreplaner, sprogprogrammer og sundhedspolitiker.

Med i projektet ’Udvikling af pædagogfagligheden som grundlag

for et alternativ til nyliberale styringsformer’ er også lektor Finn

Sommer, lektor Niels Warring og lektor Birger Steen Nielsen fra

Roskilde Universitetscenter og post.doc. Camilla Schmidt.

Ligesom sygeplejerskerne. Det er i dag meget forskelligt, hvor

udbredt de politiske styringsredskaber er i landets kommuner.

I Århus skal institutionerne for eksempel efterleve kommunens

sundhedspolitik og har fået seks måneder til at lave en handleplan

for kost og motion. Endnu kan udbredelsen og kravene dog ikke

måle sig med hospitalsområdet, som Annegrethe Ahrenkiel tidligere

har kigget på. Men parallellerne til sygeplejerskerne er tydelige, og

perspektivet bekymrende.

”Med ventelistegarantier, frit sygehusvalg og krav om kortere

indlæggelsesforløb er hospitalsområdet det tydeligste eksempel

på nyliberale styringsformer. Man blander markedsøkonomi med

centralt statslig styring. På den ene side skal hospitalerne fungere

på markedsbetingelser, og alligevel er de underlagt politisk fastsatte

mål. Det samme er nu ved at ske på daginstitutionsområdet,”

siger hun.



For sygeplejerne har de nye arbejdsbetingelser betydet et mere

snævert handlerum, hvor sygeplejerskernes prioriteringer må vige

til fordel for centralt defi nerede beslutninger. Samtidig oplever sygeplejerskerne,

at kravet om målbarhed betyder, at nogle aktiviteter

får en højere prioritering, på bekostning af andre ofte vigtigere ting.

Det gælder for eksempel diskussionerne om, hvordan man løser

opgaverne bedst muligt.

”Sygeplejerskernes daglige diskussioner om kvaliteten af arbejdet

bliver nedtonet eller måske endda udfaset. I stedet handler det

om at leve op til de politisk fastsatte mål. Handlerummet for at

bruge sin professionelle viden er blevet mindre,” siger Annegrethe

Ahrenkiel.

Det faglige nedtones. Overført til daginstitutionsområdet er

tesen, at de nye styringsredskaber har en tendens til at udgrænse

det faglige til fordel for ’produktivitet’ og ’service’. Resultatet er

dårligere kvalitet og et forringet arbejdsliv for medarbejderne.

Men betyder det, at man skal droppe styringsredskaberne og

stole på, at kvaliteten bliver sikret ved, at pædagogerne får

lov til at være i fred?

”Nej det gør det ikke. Man skal fortsat diskutere målene for arbejdet,

og hvorfor man gør som man gør. Det er ikke nok i sig selv at leve

op til kravene om dokumentation. Pædagoger vil for eksempel

gerne arbejde med sproglig udvikling. Men arbejdet bliver først

meningsfuldt, når de får medejerskab til opgaven. Omvendt behøver

der ikke være en konfl ikt mellem politiske krav og medarbejderne.

Nogle steder oplever man måske, at sprogtests er et godt redskab,

fordi det giver mening i den lokale og aktuelle kontekst.”

Læreplanerne blev indført, fordi det var for vilkårligt, hvad der

foregik i den enkelte institution. Derfor opstillede man nogle

minimumskrav. Hvordan kan det true fagligheden?

”Jeg tror, vilkårligheden bliver større, når man prøver at måle kvalitet

ved at fastsætte kvantitative mål. Det er ikke alt, der kan kvantifi -

ceres, måles og vejes. Det gælder for eksempel pædagogernes

opmærksomhed over for børnenes udvikling og sociale relationer.

Eller at de hver dag har fulgt det enkelte barn så tæt, at de kan

fortælle forældrene, hvordan dagen er gået. Den slags risikerer at

glide ud af synsfeltet, når man fokuserer på bestemte aktiviteter.”

” Hvordan måler man resultatet af en godt børneliv?”



Et godt børneliv. Projektgruppen fra RUC

har i et andet projekt i BUPL-regi besøgt

en daginstitution i Odense-forstaden Vollsmose,

hvor der er stærkt fokus på børns

sproglige udvikling. Her så pædagogerne

sprogindlæring som en helhedsindsats, hvor

der også var fokus på børnenes sprogudvikling, når de lavede dukketeater

eller talte alle børnene, når de kom ind fra legepladsen.

”Hvis sprogpolitikken i stedet medfører, at pædagogerne skal

arbejde med sprog på en bestemt og meget formaliseret måde,

risikerer man at reducere pædagogernes handlerum i stedet for at

øge det. Sprogindlæring fi nder ikke kun sted, når man sætter sig

ned for at lære sprog.”

Hvad er der galt med pædagogers faglighed, siden der er

behov for oprustning?

”Det er ikke bare pædagogerne, der står i denne situation. Det er

mange af professionerne. Det hedder sig, at man ønsker professionsudvikling.

Man opretter professionsuddannelser på professionshøjskoler

for at give et mandat til de professionelle. Men deres

mulighed for at foretage et professionelt skøn bliver mindre og

mindre, fordi målene er så fastlagte. Lærere har lettere ved at måle

resultatet af deres arbejde. Men hvordan måler man resultatet af et

godt børneliv? Jeg er blevet spurgt, om der er behov for at styrke

pædagogernes selvtillid. Nej, der er snarere behov for at styrke

selvbevidstheden. Jo mere man industrialiserer arbejdet, desto

sværere er det at levere noget, man er stolt af.”

Hvad håber du, at der kan komme ud af projektet?

”Projektet handler om alternativer til de nyliberale styringsredskaber.

Men jeg ved endnu ikke, hvad alternativet bliver. Det skal pædagogerne,

lederne, forældrene og børnene i projektet selv være

med til at udvikle. Men jeg håber for eksempel, at BUPL kommer

mere på banen og sætter fagligheden i centrum. I dag er BUPL

optaget af pædagogernes professionsudvikling, men de skal først

og fremmest være børnenes politikere og bruge forældrene som

stærke alliancepartnere”.