Den direkte vej til samarbejde

Stemningen var god. Vi havde en åbenhjertig og meget direkte diskussion, hvor der ikke blev stukket noget under stolen."

"Det, vi hæfter os ved, er, at vi har været i jævnlig dialog og talt konstruktivt sammen siden september. Og vi kan se mange fælles samarbejdsflader."

Formuleringerne kunne være hentet i diplomatiets ordbog. Men det var to optimistiske forbundsformænd, der op til påske kom ud fra det første fælles forretningsudvalgsmøde nogensinde mellem Danmarks Lærerforening (DLF) og BUPL.

Og hverken lærerformanden, Anders Bondo Christensen, eller pædagogernes Bente Sorgenfrey ville høre tale om, at der skulle være "krise i parforholdet", som der stod i Børn&Unge ugen i forvejen (nr. 14/2003). Her kunne man læse, hvordan der var gået ping-pong-spil i den omkring et forslag til en fælleserklæring mellem de to forbund med titlen "Pædagoger og lærere i samarbejde i folkeskolen". Først vendte lærerforeningens hovedbestyrelse tommelen nedad. Efter diverse rettelser forhandlet på plads mellem de to formænd gik den glat igennem hos lærerne. Men så sagde BUPL-hovedbestyrelsen fra med det resultat, at man nu står med en fælleserklæring, der er tiltrådt af lærerforeningen, men ikke i BUPL.



Respekt for faglighed. Men det går altså den rigtige vej nu, mener Bente Sorgenfrey:

»Ingen har sagt, det ville gå nemt, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det ikke har været lette forhandlinger i de to hovedbestyrelser. Men det afgørende er, at vi har fået brudt den årelange stillingskrig mellem de to forbund og er enige om, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger skal bygge på gensidig anerkendelse og respekt for hinandens faglighed. At begge faggrupper har deres opgaver at løse i folkeskolen og i SFO'erne. Det er udgangspunktet for de videre drøftelser, og vi skal passe på ikke at hænge for fast i spidsfindige formuleringer og vendinger. Nu vender vi bunken en gang til, og vi skal nok få en fælles politisk erklæring på plads, men vi vil give det den tid, det tager. Og imens kan vi godt udarbejde fælles politikker på de konkrete udfordringer, vi står over for.«

I sin tale til den kongres, som sidste efterår valgt ham til ny formand for DLF, fremhævede Anders Bondo Christensen BUPL som en af de organisationer, lærerforeningen har størst interessefællesskab med, og han betonede et samarbejde mellem de to fagforeninger som en af sine klare målsætninger. Han tillægger det derfor stor signalværdi, at ledelserne i de to organisationer nu viser, at de kan tale sammen og bruge ressourcerne i fællesskab frem for at anvende dem på det, han kalder en historisk strid.

»Mit håb er, at budskabet breder sig som ringe i vandet, så vi den måde bliver katalysator for lokalt samarbejde. Det findes allerede i nogle af de større byer, hvor man har lavet samarbejdsaftaler omkring arbejdet i skolen og haft fælles initiativer op til den sidste overenskomst og i forbindelse med kommunale budgetnedskæringer. Men i det store og hele har konflikten mellem organisationerne blokeret for lokale løsninger. Og det er min oplevelse, at både lærere og pædagoger er trætte af alt det kiv og savner nogle positive udmeldinger om samarbejde fra centralt hold,« siger Anders Bondo Christensen.



Skole i bevægelse. Det forlig om folkeskolen, som et flertal i Folketinget vedtog tidligere på måneden, lægger et yderligere pres på de to organisationer om at finde fodslag omkring det daglige samarbejde i skolen, er de to forbundsformænd enige om.

I forliget indgår det såkaldte udviklingsprogram "En skole i bevægelse", som sigter mod større rummelighed i folkeskolen, hvilket blandt andet indebærer, at skolen skal spille en central rolle i integration af tosprogede, i indsatsen for socialt udsatte børn og i bekæmpelse af mobning. Programmet lægger også op til større samspil mellem skolens fritidstilbud og undervisningen.

»Det er opgaver, der lægger klart op til fælles løsninger, hvor lærere og pædagoger trækker på hinandens kvalifikationer. Og som organisationer tror jeg, vi kommer længst, hvis vi tager fat i den slags konkrete udfordringer. Det er en nemmere og mere direkte vej til samarbejde end lange teoretiske og politiske diskussioner,« mener Anders Bondo Christensen.

Han nævner desuden arbejdsmiljø og forældrekontakt som områder, der lægger op til øget lokalt samarbejde.

Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2002 sad Bente Sorgenfrey med ved bordet indenfor og var med til at fordele Ny Løn-kronerne, mens den dengang kommende lærerformand, Anders Bondo Christensen stod udenfor og protesterede sammen med sine kolleger. Ikke færre end 94 procent af de lærere, der stemte, fulgte dengang deres forbunds anbefaling og stemte nej til mæglingsforslaget. Hovedsagelig på grund af de kommunale arbejdsgiveres forvaltning af Ny Løn-systemet.

Men den situation opstår ikke igen, hvis det står til de to formænd.

»Vi har ingen forestillinger om at vende tilbage til det gamle lønsystem. Men mange steder er det lykkedes arbejdsgiverne at presse en individualisering af Ny Løn igennem, som er fuldstændig uacceptabel og slet ikke passer til den måde, vores medlemmer arbejder på. Der er i høj grad tale om en kollektiv proces, og det skal afspejle sig i løndannelsen,« siger Anders Bondo Christensen.

Bente Sorgenfrey nikker genkendende til beskrivelsen:

»Ingen af de to grupper er begejstrede for Ny Løn, som systemet virker i dag. Kun lidt over halvdelen af pædagogerne stemte ja ved sidste overenskomst. Dertil kommer, at der bliver brugt utrolig mange ressourcer i de lokale fagforeninger og på arbejdspladserne på at forhandle om meget små midler,« siger hun.



Større frihed i KTO. Derfor lægger de to forbund nu i fællesskab op til en ændring af forhandlingssystemet, der giver større frihed for de enkelte organisationer i KTO, som forhandler overenskomster for godt 640.000 ansatte i amter og kommuner. Og de vil presse på for, at KTO markerer sig mere offensivt overfor arbejdsgivere og regering for at sikre, at der er de nødvendige midler til lønudvikling.

»Vi har ingen hensigt om at lave vores egen lille gruppe i KTO. Tværtimod ønsker vi et stærkt KTO. Men vi vil åbne en diskussion blandt medlemsorganisationerne om nogle ændringer, der gør det muligt for hver enkelt organisation at udvikle deres egne lønmodeller inden for systemet og selv bestemme hvor stor en del af lønpuljen, der skal ud til lokale forhandlinger. Det er muligt, nogle faggrupper ønsker flere penge til lokale forhandlinger, men det er ikke et behov, vi har i de to organisationer,« siger Anders Bondo Christensen.

»Jeg kan forestille mig, at større frihed kan bruges til at opbygge to forskellige lønmodeller for ledere og for assistenter. Et system, der tager højde for, at lederne har større lokale og individuelle lønmuligheder, end det er tilfældet for de øvrige medlemmer,« siger Bente Sorgenfrey.



Faglig aktivitetsdag. Den 15. maj trommer det landsdækkende netværk af tillidsmænd og fagforeninger Fagligt Ansvar sammen til faglig aktivitetsdag. Over hele landet vil dagen blive brugt til at markere fagbevægelsens modstand mod regeringens skattestop og den økonomiske undergravning af velfærden. Det er en god mulighed for fælles aktiviteter mellem de lokale lærer- og pædagogfagforeninger, mener de to forbundsformænd.

»Arbejdsgiverne har haft alt for let ved at spille på vores interne strid. Det har været smart for dem at gøre det til et spørgsmål om ressourcer enten til skolen eller til institutionsområdet. I stedet skal vi slås for, at der tilføres de nødvendige ressourcer til at bevare velfærden. Det kan vi i fællesskab sende et signal om sammen med den øvrige fagbevægelse på aktivitetsdagen,« siger Bente Sorgenfrey.

Men lokale aktiviteter gør det ikke alene.

»Vi lægger op til og har en forventning om, at KTO også forholder sig mere offensivt og tænker strategisk mellem overenskomstforhandlingerne. For eksempel er tidligt ude og presser på for, at der er de nødvendige penge til at sikre lønudviklingen i den aftale om kommunernes økonomi, som indgås mellem regeringen og Kommunernes Landsforening,« siger Anders Bondo Christensen.

Hvornår den lovede fælleserklæring ligger på bordet, vil hverken han eller Bente Sorgenfrey komme med et bud på.

»Vi skynder os langsomt. Men inden længe,« siger hun.

»Og når det sker, lægger vi op til at holde en fælles konference mellem de to forbund. I hvilket regi og med hvilke deltagere er ikke fastlagt.«