De små problemknusere

Handskedukkerne Hurtig-hunden med de brune øjne og Stop-op-sneglen ryger hurtigt ind i børnenes hjerter, når Trin for Trin-kassen bliver åbnet. Uanset om det er i børnehaven, skolen, fritidshjemmet eller SFO'en.

Specielt de fire-seks-årige børn elsker dem, og de bliver meget optagede af de problemer, som dyrene løber ind i. Og dyrene løber ind i nøjagtig de samme almene problemer som børnene selv: Hvorfor må jeg ikke være med i en leg? Hvorfor må jeg ikke få det stykke legetøj? Hvorfor vil han ikke lege med mig?

»Alle de almene psykologiske problemstillinger, som børn skal lære at takle,« forklarer pædagogisk konsulent og cand.pæd.psyk. Lone Gregersen, Danmarks Pædagogiske Universitet, der har fordansket det amerikanske undervisningsprogram Second Step, så det passer til danske forhold under navnet Trin for Trin.

»Vi ønsker jo alle, at vores børn er socialt kompetente. Trin for Trin konkretiserer dels nogle områder, som vi synes er vigtige, dels giver det nogle metoder til at arbejde med de sociale færdigheder på både en meget børnevenlig og meget systematisk måde,« siger Lone Gregersen.



Hvorfor virker det? Trin for Trin er bygget ud fra både teorier og praksis. Amerikanske forskere har undersøgt nøje, hvad socialt kompetente børn gør i modsætning til de børn, der ikke kan få det til at fungere.

»De har fundet ud af, hvilke strategier børnene bruger. Det børnevenlige ved Trin for Trin er, at man lærer børnene disse strategier ved at motivere dem til at gå ind i legen - gennem blandt andet fotoplancherne af børnene og handskedyrene,« forklarer Lone Gregersen.

Børn i fire-fem års alderen kan have svært at formulere hvilke vanskeligheder, de har. Lone Gregersen gør opmærksom på, at de simpelthen ikke har abstraktionsevne til at se, hvad der sker. De er mere inde i deres egen krop og kigger ud. Men børnene mærker, at Trin for Trin rammer dem, og at det er noget, de kan bruge. Rollespillene i programmet - når pædagogen f.eks. opridser situationer, som børnene skal leve sig ind i - gør det mindre abstrakt for dem.

»Børn kan mærke, når noget fungerer eller ikke fungerer for dem. Når de begynder at bruge ordene og handlingerne, som vi giver dem gennem Trin for Trin, kan de mærke, at det virker. De får det demonstreret, øvet og afprøvet. Dermed bliver der en naturlig forstærkning og læring i det,« siger Lone Gregersen.



Iscenesættelse og opfølgning. Trin for Trin går på to ben - undervisningen er iscenesættelse, hvor pædagogerne eller lærerne giver børnene ordene, sproget og forærer dem nogle handlemuligheder. Det andet ben er opfølgningen. Hvis børnene ikke bruger det, de har lært, må de voksne være der til at huske børnene på, hvad der blev talt om. Lone Gregersen giver et eksempel på, hvad man kan sige til børnene:

»Kan du huske, hvad det var, man kunne sige i sådan en situation? Prøv at sige det til mig, og gå så hen og sig det til ham bagefter.«

Hun understreger, at den halve time, som ligger i Trin for Trin én gang om ugen, ikke er nok. Undervisningen skal følges op af barnets eget brug af det, de lærer, og der skal være feedback fra både andre børn og fra de voksne. Det er vigtigt, at alle børnene arbejder med det.

Desuden skal hele institutionen deltage i programmet, fordi børnene skal bruge hinanden, når de bruger det, de har lært sig.

Jo mere en institution ånder af voksne, der bruger begreberne og teknikkerne samt lærer dem fra sig til børnene, i jo højere grad vil børnene tage det til sig. Så bliver det måden, man er sammen på, måden man løser problemer på, måden man taler til hinanden på, måden man stopper drillerier på.

»Børnene har fået nogle begreber, som de har udviklet i fællesskab, og som de også bruger, når de voksne ikke er tilstede. Det er lidt som en stor søskendeflok, du behøver ikke at lægge den samme omhu og ihærdighed i børnene. De opdrager på hinanden,« siger Lone Gregersen, mens hun nikker.



Optimal brug i børnehaven. Den optimale brug af Trin for Trin i f.eks. en børnehave er, at pædagogerne samler de fire-fem-årige, og at de mødes fast én gang om ugen i en periode.

»Så ved børnene, at det er fast og tilbagevendende. De kalder det selv at lege skole, og det er der prestige i. Det er også vigtigt, at de er uforstyrrede, mens det foregår. Der er ingen forældre, der kommer og henter, eller andre børn der afbryder.«

Hele tiden skal de voksne følge op på det og anerkende, hvad de ser hos børnene. Især hos de børn, som har svært ved at lære det. Man skal være lige så opmærksom på dem, som børnene er, når man hele tiden ser deres unoder og fortæller dem, at de skal opføre sig ordentlig. Når børnene begynder at øve sig, er det vigtigt, at pædagogerne anerkender det, mens det foregår.

»De voksne lærer de samme strategier som børnene trin for trin. I begyndelsen har de nok med at sætte sig ind i Trin for Trin for at formidle det til børnene. Men sammen med børnene vil pædagogerne leve sig ind i rollespillene og selv få deres færdigheder automatiseret. De voksne bliver også bedre til at give tilbagemeldinger til børnene og bliver mere bevidste om deres egne reaktioner. Og det er en fordel for alle involverede,« siger Lone Gregersen.