De højtlønnede blokerer

Væggene i Folkets Hus i Rømersgade i København har gennem årene lagt ører til meget. Smældende røde sange og revolutionære brandtaler fra stålsatte proletarer, parate til at øve heltedåd i klassernes kamp, er de vokset op med. Men det, de fik at høre, da forhandlingsfællesskabet KTO fredag i sidste uge holdt repræsentantskabsmøde i den gamle arbejder-højborg, var af en lidt anden beskaffenhed, og ikke mindst kom det fra uventet hold. Her var det ikke sultens slavehær, men de absolut bedst stillede på det kommunale arbejdsmarked, som ville op på barrikaden, mens det var de knapt så velaflagte - pædagoger, håndværkere, arbejdsmænd, socialrådgivere og slige godtfolk - som manede til omtanke og besindighed.

Kirsten Nissen fra Socialpædagogernes Landsforbund, Anne Worning fra Dansk Socialrådgiverforening, Jakob Bang fra Pædagogisk Medhjælper Forbund, Arne Hansen fra Specialarbejderforbundet i Danmark, Kenneth Bergen fra Dansk Metal, Bente Sorgenfrey fra BUPL og såmænd også Carsten Andersen fra en sammenslutning af deltidsansatte brandmænd sagde med lidt forskellige ord det samme:

»Kunne I ikke prøve at overveje én gang til, om det er klogt at lade et godt forlig gå på gulvet, fordi I er imod, at forlodsfinansieringen af Ny Løn bliver 0,5 procent større end sidst? Tænk på alternativet. Vi havner i forligsinstitutionen, og ud af den tur kommer under alle omstændigheder en større forlodsfinansiering, men næppe et resultat så godt som det vi ellers kunne have opnået. Helt go' nat bliver det, hvis vi kommer i konflikt på det her. Forskellen mellem det, arbejdsgiverne vil have, og det, I vil være med til at låne dem, er 100 til 150 kroner pr. ansat.«



Et princip. Bønnerne blev ikke hørt. Svend M. Christensen, formand for Akademikernes Centralorganisation, og Anni Herfort Andersen, formand for Danmarks Lærerforening, stod fast. Deres udgangspunkt havde været, at der denne gang slet ikke skulle være nogen forlodsfinansiering af Ny Løn. De var gået med til, at den blev af samme størrelse som ved OK99, men nu kunne de heller ikke strække sig længere.

Henvendt til de forligsivrige sagde Anni Herfort Andersen: »Hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg synes, det var genialt godt, det, der er sagt her i dag. Men det her handler ikke om Ny Løn eller ej, det handler om "hvordan Ny Løn". Det handler om, om vi skal låne arbejdsgiverne penge, så de kan betale os Ny Løn. Arbejdsgiverne vil have råderum, men de har sgu da råderum. De har en hel del penge at gøre godt med ude i kommunerne, fordi der er nogle gamle, der holder op, og nogle nye, som kommer til, og de nye er en hel del billigere end de gamle. Så det handler altså om hvor mange af vores midler, de skal låne til at lægge oven i det, de i forvejen har. Vi siger "ikke mere end sidst". Det er det principielle i sagen. Vores udgangspunkt var "ingenting", og det må vi forklare forligsinstitutionen, hvis det er der, vi havner.«

Det tyder meget på, at det er. De interne KTO-regler bestemmer nemlig, at hvis et flertal i bare en af de tre tilsluttede hovedorganisationer er imod, kan der ikke indgås forlig - eller for den sags skyld ske genoptagelse af afbrudte forhandlinger. Sagt på en anden måde: Lærerne og akademikerne, de højest lønnende på det kommunale arbejdsmarked, blokerer for, at det flertal af organisationer i KTO, som foretrækker selv at ordne sagerne med arbejdsgiverne i stedet for at eksportere problemerne til forligsinstitutionen, kan sætte sig igennem.



Forlodsfinansiering begrænser. Mens årsagen til lærerformandens standhaftighed nok primært beror på et bagland, der generelt er meget kritisk over for Ny Løn, finder akademikernes modstand sin begrundelse i, at forlodsfinansieringen efter deres mening virker som en begrænsning.

Med undtagelse af gymnasielærerne er offentligt ansatte akademikere ret godt tilfredse med Ny Løn. De skal nemlig nok komme til fadet, hvad enten der en forlodsfinansiering eller ej. Det er der andre kommunalt ansatte, som ikke kan være sikre på. For dem giver forlodsfinansieringen en vis garanti for, at kommunerne i deres budgetter afsætter midler til Ny Løn, og at de bliver fordelt nogenlunde jævnt mellem faggrupperne. Det er især vigtigt for de grupper, hvis lønordning kun stipulerer en grundløn og overlader al anden lønudvikling til lokal forhandling.

Akademikerne ønsker, at der slet ikke er nogen forlodsfinansiering. Alle midler skal i stedet bruges på generelle lønstigninger. Dem får de højestlønnede mest ud af, fordi de gives som en procentdel af lønnen. Og det gør en forskel, om en generel lønstigning på fem procent skal gives af en månedsløn på 40.000 kroner eller af en pædagogløn på 20.000 kroner.



Historisk godt forlig. Selv om KTO-formand Poul Winckler på repræsentantskabsmødet gjorde sig umage, kunne han ikke helt skjule sin ærgrelse over, at forhandlingerne endte i sammenbrud.

»Personligt må jeg sige, at det var en overraskelse og en skuffelse for mig, at vi ikke kunne indgå forlig, for jeg vurderer faktisk, at vi var på vej til et historisk godt forlig. Hvis nej'et fastholdes, er det et nej til en lang række goder,« påpegede Poul Winckler.

KTO-formanden stillede også et konkret spørgsmål.

»Der kan være forskellige vurderinger af, hvor meget af det, vi allerede har været enige om ved forhandlingsbordet, vi kan få med i en samlet pakke i forligsinstitutionen. Men ét scenario kan jeg ikke få ud af hovedet: På et tidspunkt fremlægger forligskvinde Mette Christensen en mæglingsskitse, hvor forlodsfinansieringen er tættere på arbejdsgivernes 2,2 procent end på vores 1,5 procent. Væk er samtidig en eller flere af de landvindinger, vi kunne have opnået, hvis vi var kommet arbejdsgiverne i møde. Er vi virkelig parate til at betale den pris?«



KTO står sammen. Hvis Poul Winckler havde ønsket et benægtende svar, fik han ikke sit ønske opfyldt. Derimod fik han tilslutning til, at KTO kan fremsætte nye forhandlingstilbud over for arbejdsgiverne, hvis forhandlingsudvalget vurderer, at der er basis for det. Da både lærerne og akademikerne sidder i forhandlingsudvalget, er der ringe udsigt til, at det sker.

Hvis det ender med, at OK-spillet videreføres i forligsinstitutionerne, bliver det KTO, som tegner de 63 medlemsorganisationer, ligesom det bliver det nuværende forhandlingsudvalg, der fører forhandlingerne.

Henvendt til eventuelle separatister, som helst så lærerne og akademikerne sat uden døren, sagde Poul Winckler: »Det nytter ikke, at vi splitter os op og går solo. Den situation vil arbejdsgiverne omgående udnytte.«



Enighed og hængepartier

Da overenskomstforhandlingerne gik i hårdknude tirsdag den 5. februar, var der enighed om:

- Puljer til specielle forhandlinger og pensionsforbedringer

- Opstramning af procedurer omkring Ny Løn

- Udvalgsarbejde om ligeløn

- Forbedring af vilkår for tillidsrepræsentanter

- To ekstra feriedage

- Seniorpolitik

- Barselsaftale

- Socialt kapitel



Visse justeringer manglende, men ellers var der også enighed om:

- Funktions- og kvalifikationsløn gøres pensionsgivende for tjenestemænd

- Opstramning af reglerne for tidsbegrænset ansættelse

- Nye principper for behandling af retstvister



Uenighed var der om:

- Forlodsfinansiering af Ny Løn.

Arbejdsgiverne: 2,2 procent. KTO: 1,5 procent



Hængepartier, hvis løsning forudsatte enighed om forlodsfinansiering:

- Generelle lønstigninger på 5,55 procent

- Indførelse af opmandsinstans ved uenighed om Ny Løn

- Pligt til at vende bunken med medarbejdere, som ikke har fået Ny Løn inden for de seneste to år

- Ekstraordinær regulering af tjenestemandspensionerne

- Forhøjelse af arbejdsgivernes bidrag til uddannelsesfond for tillidsrepræsentanter