DAMP-børn kan være alkoholskadede

Symptomerne på en medfødt alkoholskade og DAMP ligner hinanden til forveksling, og med omkring 7000 børn og unge med medfødte hjerneskader er risikoen for at tage fejl stor. Ingen ved, om børn med medfødte alkoholskader får den rigtige diagnose og dermed den rigtige hjælp

Børn med handicap, som ligner DAMP og andre forstyrrelser af centralnervesystemet, kan i virkeligheden lide af en medfødt alkoholskade, fordi moren har drukket for meget under graviditeten. Symptomerne på de to mest kendte føtale alkoholskader FAS, Føtalt Alkohol Syndrom og FAE, Føtale Alkohol Effekter, ligner hinanden så meget, at kun en egentlig hjerneskanning kan afsløre med sikkerhed, om barnet lider af den ene eller anden lidelse.

Diagnosticering af de føtale (medfødte, red.) alkoholskader er endnu så ny, at det først er i disse år, der for alvor bliver sat fokus på de specielle vanskeligheder, der kan være med at finde den rette diagnose.

Først i 1994 blev diagnoserne FAS og FAE taget i anvendelse i Danmark, og litteraturen på området er endnu sparsom. Men en gennemgang af den nyeste litteratur, som Børn&Unge har foretaget viser, at både læger, pædagoger og psykologer er ved at blive opmærksomme på den relativt store gruppe børn, som lider af medfødte alkoholskader.

I Folketingets høring om alkohol og graviditet i oktober 1999 blev det anslået, at der hvert år fødes cirka 400 børn med alkoholbetingede hjerneskader, og at dette tal var udtryk for et minimum. Det svarer til, at mindst 7.200 børn og unge under 18 år vokser op med en psykisk forstyrrelse, der meget vel kan fejlfortolkes.

Morens alkoholforbrug under graviditeten er ofte underrapporteret, og det gør det svært for f.eks. børnepsykiatere at vurdere barnets skade.

»Det er tit svært at få helt sandruelige oplysninger om, hvor meget moren har drukket under svangerskabet. Emnet er noget tabubelagt. Mængden af alkohol bliver som regel underdrevet, og det gør det vanskeligt at sætte en eksakt diagnose. Især fordi symptomerne på DAMP og alkoholskader ligger tæt på hinanden og faktisk kan forveksles. I de svære tilfælde vil en hjerne-skanning kunne vise synlige skader, mens børnene i de mildere tilfælde er dårligere begavede og generelt befinder sig i sinkeområdet,« siger børne- og ungdomspsykiater Niels Bilenberg fra Århus Amts Børne- og ungdomspsykiatriske Ambulatorium.



Uhyre sensible. Børn med føtale alkoholskader har ligesom DAMP-børn svært ved at koncentrere sig, de er dårligere begavede end gennemsnittet, de er urolige, har dårlig motorik, og ofte lider børnene også af fysiske lidelser som forringet mave/tarmfunktion og dårlig hørelse og syn. De børn, der er ramt af Føtalt Alkohol Syndrom, har et medfødt karakteristisk misdannet ansigt med nogle helt specielle træk, mens børn med Føtale Alkohol Effekter ikke har nogen synlige tegn på sygdommen. Børn med FAE udgør langt den største gruppe af de alkoholskadede børn, nemlig omkring 300 om året.

Sundhedsstyrelsen sætter risikogrænsen ved alkohol under graviditeten ved blot én genstand om dagen, og allerede ved 2-4 daglige genstande er risikoen for at føde et skadet barn øget med 50 procent.

»Børnene er uhyre sensible. De reagerer utroligt kraftigt på både følelsesmæssige og fysiske påvirkninger fra omgivelserne. Som spæde skal der næsten ingenting til at slå dem ud, og op gennem barndommen er de labile og skrøbelige: Der skal ingenting til, før de vælter,« siger Niels Bilenberg.



Skader i skolealderen. Ingen har overblik over, hvor mange børn der reelt har fået diagnosen FAS eller FAE, og det gør det vanskeligt at støtte børn med disse lidelser, som ofte først opdages i skolealderen. Ifølge Sundhedsstyrelsens publikation "Graviditet og alkohol" vil mange børn i seks-syv årsalderen med føtale hjerneskader ikke kunne leve op til kravene til indskolingen. De er simpelthen ikke "skolemodne", men hvor mange af dem der i kraft af den rette diagnose får den nødvendige hjælp og støtte gennem PPR eller specialundervisning, ved ingen. l



Litteratur

Folketingets Høring: Indsatsen over for gravide alkohol- og narkotikamisbrugere, http://www.folketinget.dk

Jova Merrick: Børn i alkohol- og misbrugerfamilier, Hans Reitzels Forlag A/S

Statistisk årbog 1998, side 42

Sundhedsstyrelsen: Gravide og alkohol, 24. marts 1999, version 1: http://www.sst.dk

Inger Thormann m.fl.: Hånden på hjertet - omsorg for det lille barn i krise, 1998, Hans Reizels Forlag A/S

Århus Kommune: En- to-mange, truede børn, februar 1998

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.