Dagpenge: Uro om strammere regler

Tusinder står til at ryge ud af dagpengesystemet til næste år. Efter massiv kritik af de nye regler lover beskæftigelsesministeren hjælp til de ramte. Men reglerne bliver ikke ændret.

Ondets rod består stadig. Dagpengeperioden er fremover kun på to år, og optjeningsperioden bliver fordoblet til et års fuldtidsarbejde.

En uges mediestorm, der fik næring af kritiske røster i Enhedslisten og SF, endte med et krisemøde fredag den 17. august. Her havde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) inviteret blandt andre LO, FTF, Dansk Arbejdsgiverforening og Kommunernes Landsforening til at hjælpe med at finde en løsning, så tusinder af arbejdsløse kan undgå at ryge ud af dagpengesystemet.

I sidste uge offentliggjorde A-kassernes Samvirke en prognose, der viste, at 2.400 arbejdsløse fra årsskiftet hver måned står til at miste deres dagpenge. Det fik såvel Enhedslisten som SF til at kræve ændringer i de stramme dagpengeregler, som VK-regeringen i 2010 fik vedtaget med støtte fra De Radikale.

Med de nye regler kan man kun få dagpenge i to år, og det er en halvering i forhold til tidligere. Samtidig er det blevet dobbelt så svært at optjene retten til dagpenge, når man først er røget ud af systemet. Nu skal man arbejde 1.924 timer, svarende til et års fuldtidsarbejde, i løbet af tre år, før man igen er berettiget til dagpenge.

Finansloven sidste år gav dog op til seks måneders ekstra dagpenge til folk, der ellers havde mistet dagpengene fra 1. juli til 31. december 2012.

Den kortere dagpengeperiode på to år kommer også til at ramme pædagogerne. A-kassernes Samvirke anslår, at 264 pædagoger om året vil miste retten til dagpenge.



Står fast. Økonomiminister Magrethe Vestager (R) står fast på stramningerne.

»Jeg mener ikke, at man skal ændre på reglerne. I stedet skal man gøre sit alleryderste for at gøre det, der skal til for at få folk tilbage på arbejdsmarkedet,« siger Margrethe Vestager til Jyllands-Posten.

Og på krisemødet havde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen heller ikke sat hverken dagpengeperiode eller optjeningskrav til diskussion. I stedet er ministerens ambition at hjælpe så mange som muligt af de arbejdsløse, der vil falde udenfor dagpengesystemet fra januar.



Kynisk politik. BUPL’s formand Henning Pedersen er ikke tilfreds med resultatet af krisemødet.

»Problemet er jo skabt af dagpengereformen. Man troede, der ville komme vækst og dermed mulighed for flere job eller uddannelsesmuligheder for de arbejdsløse, men det er jo gået stik modsat, og derfor er det kynisk ikke at ville ændre systemet nu,« siger Henning Pedersen, der håber, at regeringen vågner op før 1. januar, hvor folk begynder at miste deres dagpenge.

»Vi kommer til at se nogle, der mister deres forsørgelse og må gå fra hus og hjem. Jeg savner stadig svar på, hvad man vil gøre i den situation,« siger Henning Pedersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.