Dagpenge: Pernilles familie får ikke råd til mad og tøj

Foråret plejer at være en tid, man ser frem til. Men for Pernille Ingemann Hunt fra Helsinge i Nordsjælland kan det blive svært at glæde sig over fuglefløjt og de første grønne blade på træerne.

For noget, der ikke lige hænger ned fra grenene i gribehøjde, er et fast job til den 40-årige pædagog. Og til marts næste år har Pernille opbrugt sin dagpengeperiode på to år plus det halve år, som regeringen midlertidigt forlængede dagpengeperioden med fra juli i år til 1. januar 2013.

»Det gav lidt luft at få perioden forlænget, men det har stadig ikke givet noget arbejde, og jeg er meget nervøs for, hvad der sker, når dagpengene slipper op. Jeg kan få helt ondt i maven af at tænke på det,« siger Pernille.



Ikke råd til mad og tøj. Hun er gift og mor til tre, og familiens økonomi hænger ikke sammen uden de gennemsnitligt 9000 kroner, som Pernille månedligt og efter skat modtager i dagpenge. Mandens løn går til varme, afdrag på lån og alt, hvad der har med huset at gøre, mens Pernilles penge går til dagligdags indkøb og gaver.

»Uden mine penge, kommer der ikke mad på bordet eller tøj på kroppen,« siger hun.

Ægtefællen er lige blevet selvstændig i ingeniørbranchen, og på grund af hans løn på cirka 30.-40.000 kroner, vil Pernille ikke kunne få kontanthjælp. Ikke engang det gamle bondehus vil det hjælpe at sælge.

»I dag vil folk have mere energibesparende huse, og selv hvis vi kunne sælge det, vil der ikke være penge tilbage, når gælden er betalt,« siger Pernille, der også vægrer sig ved at flytte langt væk af hensyn til børnene, som er tæt knyttet til daginstitutioner, skole og deres venner i lokalområdet.



Fra 4 til 200 ansøgere. Familiens yngste er tre år, og det var i maj 2010 efter endt barsel med datteren, at Pernille pludselig stod uden for arbejdsmarkedet. Det pædagogiske vikarbureau, hun havde haft ansættelse på, lukkede, og sundhedsprojekter, som hun selv havde iværksat i Gribskov Kommune, kunne ikke få flere midler.

»Det gjorde det ikke nemmere, at jeg lige havde været på barsel. Til jobsamtalerne havde jeg ikke en masse nye erfaringer, som jeg kunne øse af. Jeg oplevede, at mange lagde min ansøgning nederst i bunken, fordi de kunne se, jeg ikke havde haft fast job længe,« siger Pernille.

Der stod hun med både sin pædagoguddannelse og en diplomuddannelse i kost, sundhed og ernæring oven i hatten og kunne ikke få arbejde. Ikke engang som pædagog.

»Det har chokeret mig. Før var der måske fire ansøgere til et job som pædagog. Nu er der minimum 50 om buddet, og jeg har set helt op til 200 ansøgere,« fortæller Pernille, der også søger job på sundhedsområdet, på skoler og inden for uddannelse og coaching. Hun sender mindst to ansøgninger om ugen.



Håber på løsning. I ventetiden på et job, har Pernille forsøgt for at få lov til at uddanne sig ud over de seks uger, ledige normalt har ret til efteruddannelse. Hun havde også selv en finger med i spillet, da der i sommer blev et fagligt relevant løntilskudsjob til hende. Sammen med en sundhedskonsulent tager hun ud i socialt belastede områder, hvor hun blandt andet tilbyder børnene et sundt morgenmåltid for derefter at følge dem i skole.

»Jeg føler mig heldig, fordi jeg er i løntilskud et sted, hvor jeg kan anvende min faglighed. Men jeg skal have et rigtigt job nu, for et løntilskudsjob bruger af dagpengeperioden, og jeg optjener ikke dagpengeret,« siger Pernille, der dog kan se en lille lysplet i den mørke tid, hun går i møde.

Halsnæs Kommune har hvisket om en stilling på 15 timer som støttepædagog, og sundhedskonsulenten fra løntilskudsjobbet forsøger at finde timer til hende på projektet. Måske fra oktober i år.

»Det ville være fantastisk, hvis det flasker sig, men ellers må jeg søge job i Netto også,« siger Pernille.