Dagpenge: Lis jagter 1924 timer

Som et æsel, der jagter en gulerod, som nogen hele tiden flytter. Sådan beskriver pædagog Lis Dokkedal sig selv og sin situation. Fra 1. marts næste år står den 51-årige pædagog fra Nyborg uden dagpenge. Hun mangler ellers kun 46 timer for til marts at have optjent de 1924 timers arbejde over tre år, som efter de nye dagpengeregler er kravet for at få en ny toårig periode på dagpenge. Men det står ikke mejslet i granit, at hun kan nå det mål.

Lis har nemlig flere gange oplevet, at reglerne ændrer sig. Senest, da regeringen midlertidigt forlængede dagpengeperioden med et halvt år. Så manglede hun pludselig alle de vikartimer, hun havde optjent det første halve år af den gamle treårige beregningsperiode.

»Der mistede jeg flere hundrede timers arbejde, som jeg igen skulle ud og jagte,« siger hun.

Hun håber derfor ikke, at hjælpen til de ledige, som fra januar og fremefter falder ud af dagpengesystemet, bliver endnu en udskydelse af de nye reglers ikrafttræden.

»Det hjælper mig ikke – tværtimod,« siger hun.



Vil bare have fast arbejde. Lis blev ledig efter 10 års arbejde som pædagog i SFO og skoleregi. Det skete, da hun i forbindelse med kommunesammenlægningerne i 2008 blev flyttet til en ny skole i en ny stilling, som skolelederen havde udset sig til en anden end Lis.

Dette dårlige udgangspunkt for samarbejdet endte i en fyring, og Lis har siden 2009 haft perioder med vikararbejde suppleret med dagpenge, et job af næsten et års varighed på et opholdssted for anbragte unge samt næsten endnu et år i løntilskud på et uddannelsescenter for handicappede unge. Samme sted er hun nu tilkaldevikar og arbejder dertil 15 timer månedligt som ledsager for en synshandicappet pige fra Nyborg.

Hun har på intet tidspunkt bare gået hjemme på dagpenge, og de 46 timers arbejde er heller ikke i sig selv et problem for Lis at få afviklet inden marts, når dagpengeretten skal gøres op. Men fordi jobcentret siger, at de vil sende hende ud i et nyt 37-timers-løntilskudsjob, risikerer hun at mangle tiden til at tage 46 timers vikararbejde.

»Og det er jo absurd, fordi jeg nu kun mangler det, der svarer til en god uges arbejde som vikar,« siger Lis, der ikke drømmer om løntilskudsjob, men fast arbejde.

»Med en stilling på bare 25-30 timer om ugen, vil jeg kunne klare mig,« siger hun.



Må æde sine mursten. Som enlig mor med værdier for mere end 10.000 kroner i form af for eksempel hus og bil, kan Lis ikke få kontanthjælp, hvis det går så galt, at hun mister dagpengene til marts.

»Huset er sat til salg, og så må jeg jo æde mine mursten og drikke havvand til, men det er ikke sjovt at skulle flytte,« siger Lis.

Det vil især være svært for hendes 15-årige datter, der lider af epilepsi og har andre særlige behov. Datteren har behov for trygge og vante rammer. Lis finder det også absurd at flytte, fordi en lejlighed vil blive dyrere for hende at sidde i end huset, som hun længe har betalt af på.

Bilen vil hun også nødig af med.

»Jeg har søgt job over hele Fyn og på Lange­land og har brug for bilen, når jeg skal til jobsamtaler, men også når jeg arbejder som vikar. Jeg ved først den morgen, de ringer, hvor jeg skal hen,« siger Lis.



Der er brug for os. Det føles allermest absurd for Lis, at mens så mange velkvalificerede pædagoger går ledige, må dem på arbejdspladserne løbe lynende stærkt for at tage sig af børn og unge, som lider under stadig dårligere normeringer og stressede voksne.

»Der er brug for vores arbejdskraft, men der er ikke råd til os. Og så opfinder man alle mulige ’lappe på såret-job’. Men hvordan skal der blive plads til de ordinære job, når flere og flere ryger på dagpenge og kommer ind igen i løntilskud for at udføre det samme arbejde, men til den halve løn. Det er ikke i orden,« siger Lis.