Dagpenge: Camilla har søgt 1200 job

Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Camilla Brandt Nielsen, 35 år, i 2010 blev færdig med sin pædagoguddannelse. Hele verden lå åben, troede hun. Men jobmarkedet viste hende noget andet. Efter mere end to år har Camilla søgt 50-60 jobs om måneden, eller hvad der svarer til mindst 1200 stillinger.

»Jeg har også været til samtaler, og når jeg spørger, siger de, at ansøgningen er supergod, men at det er et nåleøje, jeg skal igennem,« fortæller Camilla, der de sidste 10 år har boet i Frederiksværk med sine tre børn på i dag 10, 12 og 13 år, som hun er alene med.

Børnenes lokale tilhørsforhold gør det svært at flytte langt efter arbejde, for eksempel i hovedstadsområdet. Hun vil dog gerne køre efter et job.

»Men når jeg så kommer til samtale i for eksempel København, siger de fra, fordi jeg bor så langt væk,« fortæller Camilla.



Får nej tak fra butikker. Camilla har i perioder haft vikararbejde i daginstitutioner, og hun var i løntilskud i en SFO i området.Det kribler i hende for at komme ud og bruge sin uddannelse. Derfor har hun hidtil mest søgt pædagogrelaterede job.

»Jeg har jo netop taget pædagoguddannelsen for at komme ud og bruge den,« siger Camilla, der dog tidligere var butiksansat.

Derfor har hun også forhørt sig, om hun, hvis alt andet glipper, igen kan få job i butik.

»Men de vil ikke engang have mig. Det var i 1998, jeg sidst arbejdede i en legetøjsbutik, og de kræver, at jeg efteruddanner mig inden for butiksarbejde,« siger Camilla, der heller ikke selv har meget lyst til at vende tilbage til et butiksjob.

»Når jeg har pædagogisk vikararbejde, bliver jeg bekræftet i, at det er pædagogik og børn og unge, jeg skal arbejde med. Jeg kan bare ikke få lov,« siger hun.



Arbejdsløshed giver stress. For nylig har Camilla taget imod tilbuddet om et løntilskudsjob i et børnehus i Ølsted. Og selvom hun er i arbejde 37 timer om ugen, optjener hun ikke ret til dagpenge, mens hun er i løntilskud. Hun mangler små 500 timers ordinært arbejde for at have de 1924 timer, som til marts kan give hende ret til en ny dagpengeperiode. Men hun tør ikke satse på vikartimer.

»Med tre børn, hus og bil synes jeg ikke, jeg kan tillade mig at gamble med min månedlige indkomst. De omkring 10.000 kroner i dagpenge er ikke meget, men i det mindste ved jeg, hvad jeg har hver måned. Og at jeg kan betale maden, lån, børnenes mobilabonnementer og internetforbindelsen, som børnene bruger til skolearbejde, og som jeg bruger til jobsøgning,« siger Camilla.

Hun finder det stressende at være arbejdsledig og – også mens hun er i løntilskud på fuld tid – at skulle skrive ansøgninger.

»Man giver meget af sig selv, hver gang man søger, og ser sig selv i et nyt job for så at blive skuffet, når afslaget kommer. Jeg kan godt mærke, at jeg har gjort det mange gange nu,« siger hun.



Fast job er målet. Camilla tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis hun til marts står uden indtægt. Opsparing har hun ingen af efter to år på sparsomme dagpenge, kontanthjælp vil hun ikke kunne få, og eksmanden, der har ny familie, kan hun heller ikke forvente nogen økonomisk hjælp fra.

Hendes eneste håb er et barselsvikariat i børnehuset, hvor hun er i løntilskud. Det bliver måske slået op til december og kan i hvert fald sikre hende de tre måneders ordinært arbejde, som hun inden marts mangler for at have arbejdet 1924 timer over tre år, så hun igen får ret til dagpenge.

»Men en ny periode på dagpenge er ikke målet, det er et fast job,« siger Camilla.

Hun synes, at regeringen skulle hæve dagpengeperioden til fire år igen og halvere genoptjeningsperioden til 962 timer, så længe jobmarkedet ikke viser nogen tegn på åbning.