Computere blev erstattet af lanciers

100 børn venter parvis med hinanden i hånden. Hvert par står sammen med tre andre par i kvadriller. Snakken er højlydt i gymnastiksalen, indtil musikken strømmer ud af højtalerne. Hvert par vender sig mod hinanden, drengene bukker, og pigerne nejer. De vender sig igen mod parret overfor, går et par skridt frem og nikker høfligt.

2. og 3. klasserne i SFO'en Spiloppen er i gang med at danse lanciers. Det gør de hver fredag, ligesom deres forgængere i den århusianske institution også har danset lanciers. Det hele begyndte omkring årtusindeskiftet, og efterhånden kan alle børn på Kragelundskolen i Århusforstaden Højbjerg, som Spiloppen er en del af, danse lanciers.

Udgangspunktet var dog et helt andet end komplimenter og chasseer. For syv år siden fyldte computerne alt for meget i børnenes hverdag i SFO'en, og en del af børnene rørte sig for lidt. Det var utilfredsstillende for personalet.

"Vi blev irriterede over, at vores pædagogik var endt med at handle om at tvinge børnene til at gå ud i stedet for at arrangere gode aktiviteter eller lave relationsarbejde," siger pædagog Dorthe Andersen og fortæller, at børnene altid havde været glade for at spille stikbold, men nu måtte pædagogerne nærmest tvinge dem over i gymnastiksalen, fordi de hellere ville sidde ved computeren.

Derfor indførte hun, sammen med sin kollega Karl Aage Rasmussen, et pointsystem, hvor børnene for at få lov til at spille computer i èn time, skulle røre sig i tre.

Det virkede.

"Det skulle være voksenstyrede aktiviteter, for ellers kunne børnene snyde. Så de begyndte at gå flere lange ture, lege mere dåseskjul og spille mere fodbold. Nu var det børnene, der hev i de voksne for at komme ud," fortæller Karl Aage Rasmussen.



Lanciers er klassisk dannelse. Specielt drengene var ivrige efter at optjene retten til at spille, og det var ikke kun, fordi de var mest vilde med computere. De fleste aktiviteter rettede sig mod drengene, og det brokkede pigerne sig over. Pædagogerne var igen nødt til at tænke nyt.

"Vi ville give et tilbud til alle og kom frem til, at det skulle være noget, ingen kunne i forvejen. Så fandt vi ud af, at det skulle være lanciers. Det giver også en form for klassisk dannelse. I lanciers er der mange systemer, man skal indrette sig på, og gruppen er afhængig af dig. Du kan ikke bare gå din vej, for så fungerer kvadrillen ikke," siger Karl Aage Rasmussen og tilføjer, at lanciers også passer til store hold, hvilket er nødvendigt, når de to pædagoger øver med op til 150 børn ad gangen.

Det er også nødvendigt, at de selv kan dansene. Derfor investerede SFO'en i en cd med musikken, og skolebiblioteket skaffede en

instruktionsvideo, så Karl Aage Rasmussen og Dorthe Andersen kunne komme i gang med at øve chassé, komplimenter og damemøller.

Både børn og forældre tog godt imod ideen, selvom det for nogle børn var en overvindelse, at drenge og piger skulle danse sammen.

"I begyndelsen var vi nødt til at indføre et pointsystem, hvor børnene fik mere computertid ud af at danse med en af det modsatte køn. Det hjalp, og i flere år har det slet ikke været noget, der bliver diskuteret. Sådan er det bare," siger Dorthe Andersen.



I Guinnes' Rekordbog. Nu har computerspillet nået et acceptabelt niveau. Børnene kan stadig optjene computertid ved at danse eller ved andre fysiske aktiviteter, men en stor del af dem glemmer det, fordi dansen er blevet vigtig i sig selv. Samtidig er der nu kommet en ekstra motivationsfaktor. Efterhånden har næsten alle børn på Kragelundskolen lært at danse lanciers, så næste år vil medarbejderne i SFO'en arrangere et kæmpemæssigt afdansningsbal, hvor omkring 1.400 børn skal danse lanciers. Planen er, at ballet skal optages i Guinnes' Rekordbog for det største antal mennesker, der har danset lanciers på en gang. Den rekord er endnu ikke optaget i bogen, så skolen fra Højbjerg skulle have gode chancer.

Formålet er dog stadig, at alle børn skal bevæge sig.

"Vi søger ikke perfektion, men strukturerne i dansen kan de nogenlunde, så de lærer noget af det. De står stille meget af tiden, men de koncentrerer sig, og når de er i gang, storsveder de. De er helt røde i hovederne efter tre kvarters dans," siger Dorthe Andersen og fortæller, at det gennem årene stort set er lykkedes at gøre alle børn interesserede i at danse lanciers.

"Vi har fået fat i den gruppe, som vi kunne frygte ikke ville være med til de fysiske aktiviteter - de børn, der måske ville kigge ud i luften eller sidde klistret til computeren, når de fik muligheden."





Borgerskabets dans



Lanciers blev opfundet i Storbritanien i 1800-tallet. Senere er dansen blevet videreudviklet i Frankrig. Den er blevet danset i det finere borgerskab i flere lande og bliver nu danset på mange danske gymnasier på sidste skoledag.

I selve dansen indgår hvert par sammen med tre andre par i en kvadrille, hvor alle danser sammen efter faste systemer og under meget høflige former.





" Det er ikke sjovere at danse med en pige, men man fjanter ikke lige så meget, så man ryger ikke lige så let ud af dansen. Nogle gange er det lidt svært at danse, når man ikke lige ved, hvad man skal. Så er det godt, der er nogen fra 3. klasserne, som hjælper os.

Mads Gammelgård, 8 år.



" Jeg danser med Simon. Det er ok, selvom han nogle gange napper mig i hånden. Så bliver jeg nødt til at slå ham over hænderne. Jeg synes, man fjanter en del, selvom man danser med en dreng.

Julie Frederikke Rolfsen, 8 år.



" Og så er det sjovt, at man lærer nogle andre at kende. Hvis ens makker ikke lige er der, skal man danse med nogle andre. Så kan man få nye venner.

Magnus Knudsen, 8 år.



" Jeg danser med Katrine. Hun er lige begyndt, men hun er en rigtig god nybegynder. Nogle gange husker hun nogle trin, som jeg har glemt.

Magnus Knudsen, 8 år.



" Jeg øver nogle gange lanciers alene. Så danser jeg rundt på skolen og lader som om, jeg har en partner. Det er mest, når jeg får den der lanciers-sang på hjernen.

Elisabeth Van Dassen Løfting, 8 år.



" Det er kun svært, når man skal lære nye ting. Man skal gøre det et par gange, før man kan. Ellers er det let nok.

Camilla Holmbo Arentoft, 8 år.



" Det er sjovt at danse. Nogle gange kan vi godt glemme nogle trin, men når vi hører musikken, så husker vi det. Det er heller ikke hårdt at danse. Det er kun, når vi laver herremøllen og damemøllen, vi bliver forpustede.

Julie Aagaard, 9 år.