Bureaukrati: Vi styrer trygt i den gale retning

"Det tager tid, inden vi finder ud af, hvor slemt det står til. Vi har vænnet os så meget til at arbejde ud fra standardiserede regler og dokumentationskrav, at vi vil blive aldeles utrygge, hvis de fastlåste rammer forsvinder."

Sådan siger samfundsforsker Verner C. Petersen, der er docent, cand.scient. og dr. phil. ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen 'Vildveje i velfærdsstaten', hvor han leverer en sønderlemmende kritik af det tankesæt, der er fremherskende i nutidens Danmark. Ikke mindst i den offentlige institutionskultur.

Samfundsforskeren ser med særlig bekymring på de læreplaner, APV'ere, børnemiljøvurderinger og handlingsplaner, der florerer i landets institutioner.

"Når vi analyserer data fra institutionerne, tegner der sig et klart billede af, at pædagoger bruger mere og mere tid på planlægning og registrering," fremfører Verner C. Petersen. Og når institutionsledere og pædagoger tager den positive kasket på og hævder, at de lovmæssige styringsredskaber er konstruktive arbejdsværktøjer, er det ifølge samfundsforskeren en fejlagtig leflen for systemet.

"En konstruktiv tilgang til regel- og kontroltyranniet er blot en dårlig undskyldning. Lige meget, hvordan vi vender og drejer det, så går tiden med det. Derfor skal der råbes op nu," siger Verner C. Petersen.

Han hæfter sig ved, at der i dag er så stort fokus på mål, at man i institutionerne helt overser formålet.

"Enhver institution har travlt med at opstille klare mål og læreplaner, der er målbare og registrerbare. Det er stupid styring og halveret virkelighed. Problemet er, at de klare mål kommer til at stå i vejen for selve institutionens formål, nemlig at give børnene et nærværende, kreativt og udviklende miljø med tæt voksenkontakt. Dokumentation og registrering kommer til at fylde så meget, at formålet overses," siger Verner C. Petersen.

Og taberne er ikke mindst børnene:

"Hvordan skal børn for eksempel demonstrere kreativitet og selvstændighed, når de spejler sig i voksne, der er underlagt et system og agerer herefter? Det skaber ikke selvstændigt tænkende børn med kreative evner," lyder den kritiske røst fra Århus.



Tab af ansvar. Mens der i den offentlige debat primært fokuseres på, at øgede dokumentationskrav betyder mindre pædagogisk tid blandt børnene, så mener den århusianske samfundsforsker, at der er langt mere på spil.

"Det handler om ansvar eller mangel på samme. Når en pædagog opererer ud fra fastlagte standarder og værktøjer, så forsvinder det personlige ansvar og evnen til at tænke selv. Den fastlagte styring bliver udgangspunktet for tanke og handling frem for den ansattes intuitive pædagogiske blik," hævder Verner C. Petersen.

Han mener ganske enkelt, at vi i nutidens styrings- og regelsamfund har givet køb på nogle grundlæggende værdier.

"Det er de tyste eller usagte værdier, som vi giver videre via opdragelse. En tavs viden, du som barn lærer ved at spejle dig i voksne rollemodeller. Det er de værdier, der fortæller dig, hvad der er rigtigt og forkert i en given situation. Men vi er ikke i kontakt med den side af os selv, da der i dag er så entydigt et fokus på at holde sig inden for fastsatte mål og rammer," siger Verner C. Petersen.

Politisk ansvar. Han er ikke i tvivl om, at nutidens politikere bærer en stor del af skylden for det kontrol- og dokumentationshelvede, der præger landets offentlige institutioner.

"Begge fløje i det politiske system har i forslag til kvalitets- og velfærdsreformer haft så travlt med at tildele borgerne rettigheder - for eksempel fire kvadratmeters gulvareal pr. barn fra socialdemokraterne - at vi glemmer fokus på, hvad vi hver især kan gøre. Alle tænker i 'mine rettigheder', og den samfundsholdning sætter sig dybt inde i institutionskulturen. Problemet bliver, at alle kommer og siger, 'det har jeg ret til'. For pædagoger bliver det et spørgsmål om at leve op til den rettighedskultur, som de både møder fra politisk hold og fra forældre i stedet for at holde fast i det grundlæggende formål: at opdrage og udvikle kreativt, selvstændigt tænkende børn," siger han.



Ingen mirakelkur. Mens institutionskulturen ifølge Verner C. Petersen er kørt helt af sporet, så erkender han, at det ikke lader sig gøre med et snuptag at vende udviklingen.

"I dag føler vi desværre tryghed ved, at andre fortæller os, hvad vi skal gøre. Vi er blevet afhængige af regler, dokumentation og krav, fordi vi mærker det som en sikkerhed for, hvad der er rigtigt og forkert," siger samfundsforskeren.

Den eneste farbare vej er, mener Verner C. Petersen, at ledere, der tør gå nye veje og prøve noget, der ligger uden for flertallets rammer, får lov til at skabe ny udvikling. Deres initiativer skal virke som inspiration på andre.

"Her har vi nemlig hele grundpillen i vores samfunds succesfulde udvikling. Et demokrati, hvor et mindretal kan have en mening, der strider mod flertallet. Det er måden, vi altid har fornyet os på. Fra den pædagogiske verden er der brug for nogle, der vil råbe op mod flertallets regel- og dokumentationstyranni," lyder slutsalutten fra Verner C. Petersen.



Styringsredskaber i daginstitutionen



Staten kræver:

• Læreplaner

• APV

• Børnemiljøvurdering

• Sprogscreening



Kommuner og institutioner arbejder med:

• Handlingsplaner

• Værdier, missioner og visioner

• Pædagogiske profiler

• Test af barnets udviklingstrin



Blå bog

Verner C. Petersen er docent, cand.scient. og dr. phil ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. I offentligheden er han kendt som en særdeles kritisk stemme over for det stigende fokus på regler, kontrol og dokumentation. I 1990'erne udviklede han den anerkendte ledelsesform 'Værdibaseret ledelse'. I 2008 udgav han bogen 'Vildveje i velfærdsstaten'. Har også skrevet bogen 'Hinsides regler - selvorganisering og ledelse med ansvar.' Desuden har han forfattet en række artikler om værdibaseret ledelse og kritik af styring og måling.



5 skarpe til BUPL-eksperten

Allan Baumann, medlem af forretningsudvalget i BUPL og ansvarlig for professionsstrategien, forholder sig til Verner C. Petersens kritik.

Er det rigtigt, når samfundsforsker, Verner C. Petersen, hævder, at institutionerne er underlagt et urimeligt styrings- registrerings- og målingsprogram?

"Der er ingen tvivl om, at pædagoger oplever mere styring og flere regler - og at disse intet har med det pædagogiske arbejde at gøre. Mange styringsmekanismer henter deres rationale fra markedsøkonomi og virksomhedsdrift og har i sagens natur ikke fokus på, hvordan man skaber samværsformer mellem børn."

Har samfundsforskeren en pointe i, at vi har så travlt med mål, at vi glemmer selve formålet med at være daginstitution?

"Ja, vi er godt i gang med at skyde os selv i foden. Sprogscreening-testen er et eksempel. Den er indført for at sikre, at hvert enkelt barn får udviklet sit ordforråd. Det ved vi, sker ved, at barnet taler med nogen. Derfor er det langt mere oplagt, at man sætter ind over for det høje støjniveau i institutionerne. Så børn lærer at tale frem for at råbe. Målet sprogscreening-test kommer til at tage fokus og stå i vejen for selve formålet - at skabe et velfungerende samtaleforum, hvor barnet udvikler sit sprog."

Verner C. Petersen hævder også, at pædagoger mister det personlige ansvar, da de udelukkende fokuserer på fastlagte mål. Har han ret?

"Når der hele tiden stilles krav om kontrol og måling, opleves det som manglende tillid til, at arbejdet udføres godt nok. Man kan sige, at instrumenterne overtager styringen. Mange pædagoger føler sig tvunget til at nedskrive og måle frem for at være sammen med børnene. Dermed bliver det personlige ansvar undermineret."

Børnene har brug for kreative og frit tænkende forbilleder, men oplever det modsatte. Hvad siger du til den kritik?

"Vi vil skabe kreative, innovative og demokratiske børn. Men ansporer vi den proces ved hele tiden at tænke i skemaer og søge tal på virkeligheden? Nej, børn har naturligvis brug for at være i miljøer, der fordrer den frie tanke - og ikke en skemalagt virkelighed."

Hvordan ser du den ideelle balance mellem central styring og frihed til at gå egne veje for den enkelte institution?

"Vi har altid benyttet styringsredskaber i institutionerne for at gøre den pædagogiske praksis bedre. Men dokumentation, regler og målinger skal give mening for den enkelte institution og pædagog. Vi skal ikke kontrollere for kontrollens egen skyld. Derfor er det primære, at hver enkelt institution oplever en høj grad af frihed, så de individuelt kan skabe et godt miljø til gavn for børn, forældre og medarbejdere. Jeg hører sjældent om forældre, der ønsker at se store forkromede handlingsplaner. Derimod har de brug for at mærke, at 'her er rart at være for mit barn og mig'.