BUPL mener: Væk med forbud og påbud

Kan man spare eller forbyde sig til et bedre samfund? Skal man tro det regerende politiske flertal, må svaret være ja. Velfærd handler om det gode samfund, om hvordan vi i fællesskab tager hånd om hinanden og sørger for, at der er nogle grundlæggende livsudfoldelsesmuligheder til rådighed for alle. Og ser man på, hvilke initiativer og forslag det regerende politiske flertal præsenterer, er besparelser, forbud og påbud netop den medicin, der foreskrives.

Senest kunne finansministeren stolt meddele, at kommunerne samlet set overholder den økonomiske aftale, som regeringen i sommer indgik med Kommunernes Landsforening. Og stolt skal man selvfølgelig være, når aftaler, budgetter og den slags overholdes.

Til gengæld bør velfærdsministeren og alle vi andre være dybt bekymret for konsekvenserne af de kommunale budgetter al den stund, at kommunerne kun overholder aftalen med regeringen, fordi de har en særdeles kontant trussel hængende over hovedet. Truslen hedder væk med det kommunale selvstyre. Kommunerne overholder aftalen på trods af, at det er dokumenterbart, at den økonomiske ramme betyder nedskæringer, mindre og dårligere velfærd, højere brugerbetaling og så videre.

Men velfærdsministeren er ikke bekymret, for hun ved, hvad der skal til. Hvis kommunerne ikke makker ret, hvad enten det er økonomisk eller i forhold til, hvordan velfærdsopgaverne skal løses, så kommer forbuddene eller påbuddene. På stort set alle velfærdsområder er der centrale diktater - som er mere eller mindre detaljerede - om, hvordan opgaverne skal løses, og der er kontrolmekanismer, så der kan følges op på indsatserne.

Nyeste skud på stammen i denne sammenhæng er fokus på output - vi skal med andre ord måle og dokumentere værditilvæksten af vores indsats, selvom ingen rigtig kan svare på, om og hvordan vi kan måle menneskelig vækst og udvikling.

Men man kan ikke spare eller forbyde sig til et bedre samfund. I stedet bør vi investere i velfærden, både i dens materielle side, bygninger, mad og andre fornødenheder og så videre, men også i dens menneskelige side, i de professionelle, der skal udføre opgaverne.

Når samfundet bruger penge til at uddanne pædagoger med den nyeste viden om teori og metoder, og ikke mindst om praksis, hvorfor så ikke bruge den? Hvorfor ikke lade pædagoger gøre, hvad de er bedst til, nemlig sammen med børnene at iscenesætte en hverdag, som både er tryg, sjov og udfordrende?

Pædagogik udspiller sig i det konkrete møde mellem børn, pædagoger og det omgivende samfund, det hverken kan eller skal styres fra Christiansborg endsige fra det lokale rådhus. Derfor bør vi opgive dette forbuds-/påbudsregime og i stedet satse på at skabe en mangfoldighed af miljøer, strukturer og pædagogiske indsatser, som medvirker til at fremme børns kreativitet, fantasi og gåpåmod.