BUPL mener: Skolestart og politiske profileringer

Det danske system med børnehaveklasse som et tilbud og som en overgang fra børneinstitution til skole er enestående.

Målet for politikerne er dygtige og velfungerende børn. Det er også målet for os som professionelle pædagoger. Men vi er ikke enige om, hvordan vi når målet.

Sådan hedder det blandt andet i en folder, som BUPL i disse dage sender ud til forældre landet over som input til den nødvendige debat om tidspunktet for skolestart og om forholdet mellem skole og fritidsinstitution.

Som pædagoger har børnehaveklasselærerne gennem årene ydet deres store og væsentlige bidrag til, at de små lærer. Det danske system med børnehaveklasse som et tilbud og som en overgang fra børneinstitution til skole er enestående, og den pædagogiske indfaldsvinkel til læring styrker børnenes lystbetonede tilgang til at udforske, opdage og kunne. Børn kan slet ikke lade være med at lære, og de første leveår er dem, hvor vi lærer allermest. Det ved pædagoger, og det tilrettelægges den pædagogiske praksis efter.

Men regeringen vil med anbefaling fra Skolestartsudvalget afskaffe børnehaveklassen, gøre en "Ny 1. klasse" obligatorisk og indføre en daglig dansktime med vægt på læsning - og her bliver børnene mødt af en lærer i stedet for en pædagog. Det ligner til forveksling en tvungen tidligere skolestart, og hvorfor er det lige, det skal være så godt?

For mig - og mange andre - ligner det endnu et udslag af ren PISA-panik. PISA-undersøgelserne er sammenligninger mellem for eksempel læsefærdigheder i forskellige lande på bestemte alderstrin, og når Danmark så ikke har den gule førertrøje på, skal der partout strammes op og rettes ind og laves om. Selv om seriøs forskning understreger betydningen af børns udvikling af selvværd og sociale kompetencer og af, at der er tid og rum for leg, venskaber og fritid, så fortsætter regeringen sin kurs mod flere tests og øget skoleficering. Det er næsten ikke til at bære.

Danmarks Lærerforening har for få dage siden offentliggjort en større undersøgelse af forældretilfredshed med overgangen til skolestart. Et overvældende flertal, nemlig 85 procent af de afspurgte, mener, at deres børn har været godt forberedte på at starte i skolen. Det er den forberedelse, der sker i børnehaveklassen med den pædagogiske opmærksomhed på børnene.

Jeg tror på, at vi skal satse på mere samarbejde og en fortsat og øget debat, for barndommen skal ikke alene rammesættes af PISA-undersøgelser og politikernes profileringer. Derimod skal man lytte til forældre, pædagoger og forskere, og også af den grund har vi sendt folderen ud til landets forældre. De kan være med til at formidle den fælles viden til politikere.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.