BUPL mener: SFO'erne taber spillet om pengene

Til forskel fra børnehaverne og vuggestuerne, er der ikke nogen øvre grænse for, hvor meget forældrebetalingen kan hæves, ligesom der i princippet heller ikke er nogen nedre grænse for hvor mange pædagoger, der skal være.

Der skal spares i de danske kommuner. En ny undersøgelse foretaget af Synovate for BUPL viser, at de kommunale budgetter for 2009 indeholder store besparelser på børne- og ungeområdet. 29 procent af kommunerne siger således, at de vil skære ned på området til næste år. Og 29 procent skærer direkte på garanterne for kvaliteten, nemlig medarbejderne.

Besparelserne er ulykkelige, uanset hvor på børneområdet, de rammer. Men i SFO'erne udgør det et specielt problem. For når kommunalbestyrelserne rundt omkring i landet kigger på steder, hvor de kan spare eller hente penge, så er det ofte SFO'erne, der ender i søgelyset. Til næste år må forældre i 46 procent af kommunerne eksempelvis gribe dybere i lommerne, hvis deres børn hører til de cirka 200.000, der har deres daglige gang i en af Danmarks SFO'er. Berlingske Tidende har for nylig vist, at forældre i mange tilfælde ville kunne spare penge ved at sætte deres børn i private skoler med privat pasning. Det er et varsel til kommunerne om, at de har strammet skruen for meget.

Ud fra den foreliggende undersøgelse er det ikke muligt at sige, i hvor høj grad, de planlagte nednormeringer kommer til at ramme SFO'erne, men 58 procent af de kommuner, der skærer i normeringerne, sætter samtidig prisen i SFO'erne op. Og vi ved, at der er kommuner, der både skærer i antallet af pædagogerne i SFO'erne samtidig med, at de hæver forældrebetalingen. Til næste år vil flere forældre altså opleve, at de skal betale mere for mindre.

Kommunernes fokus på SFO'erne, når der skal spares, peger på nogle generelle problemer med de regler, der gælder på området. Til forskel fra børnehaverne og vuggestuerne er der ingen øvre grænse for, hvor meget forældrebetalingen kan hæves, ligesom der i princippet heller ikke er nogen nedre grænse for hvor mange pædagoger, der skal være. Der er med andre ord mulighed for at fortynde kvaliteten i det uendelige samtidig med, at man sætter prisen op.

Fordi børnehaver og vuggestuer hører under dagtilbudsloven, mens SFO'erne hører under folkeskoleloven, er der ikke en særskilt forældrebestyrelse i SFO'erne, der kan råbe vagt i gevær, ligesom SFO-lederne heller ikke har plads i skolens ledelse og skolebestyrelse. Det er dette fravær af regler og ambitioner i forhold til SFO'erne, der gør dem til så let et offer, når der skal findes penge i de stramme kommunale budgetter.

BUPL ønsker, at SFO'erne skal have et selvstændigt regelsæt, der baserer sig på dagtilbudsloven. SFO'erne skal have et grundlag, der ligner det, fritidshjemmene har. De fritidshjem, som SFO'erne i så stort tal har erstattet. Det er åbenbart den eneste mulighed for at forhindre, at SFO'erne langsomt bliver udvandet indtil hverken medarbejdere, forældre eller børn kan leve med resultatet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.