BUPL MENER: Pædagoger kan og vil en anden skole

Debatten om regeringens reform af den danske folkeskole har indtil nu primært handlet om konkrete emner: den længere skoledag, aktivitetstimer og finansieringen – ikke mindst i forhold til lærernes arbejdstid. Vigtige emner, ingen tvivl om det, men burde debatten ikke starte med intentionen og ambitionen med reformen – og at målet er en anden skole, end den vi kender?

Målet er blandt andet, at alle børn skal med, at alle børn skal kunne udleve deres potentialer. Det handler med andre ord om at skabe en skole, hvor der er plads til alle, og hvor alle har mulighed for at lære på deres måde. En skole, som er optaget af børnenes interesser og lyster og bruger dem som indgang til at skabe trivsel, udvikling og læring. En skole, som stimulerer og udvikler den virketrang og den lyst til at opdage verden og eksperimentere med den, som ligger latent i ethvert barn. En skole, som fremmer fællesskaber og lysten til at samarbejde. En skole, som også orienterer sig mod livet uden for skolen – både voksen-, ungdoms- og børnelivet – og inddrager det i skolens dagligdag.

Skal den forandring lykkes, kræver det en lang række indholdsmæssige og strukturelle forudsætninger.

Firkantet sagt skal skolen tilpasse sig børnene og ikke omvendt, som det tit er tilfældet i dag. Indhold og styring skal vendes om, så det ikke handler om mål, evaluering, dokumentation og kontrol for systemets skyld, men for børnenes skyld. Alt må handle om, hvad der fremmer børns trivsel og læring.

I en sådan forandring er det essentielt, at der skabes gode betingelser for de professionelle, som er krumtappen i skolens dagligdag. Derfor skal reformen skabe bedre betingelser for dem og ikke mindst for samarbejdet mellem pædagoger og lærere. Vi ved fra forsøg og forskning, at netop det samarbejde kan bidrage til af indfri de intentioner og ambitioner, som reformen indeholder.

Derfor er en vigtig ambition med folkeskolereformen at få placeret og defineret pædagogers roller og opgaver i skolen. Pædagogers forcer er at have fokus på børnenes trivsel, dannelse og livsduelighed som en del af deres skolegang, og erfaringerne med at inddrage pædagogerne i skolen er positive. Pædagogernes faglighed har vist sig at være et godt supplement til lærerfagligheden. Ikke kun som ’ekstra hænder i klassen’, men i kraft af de særlige kompetencer, pædagoger tilegner sig gennem deres uddannelse. Børnene profiterer af det, når pædagogernes faglighed udnyttes i folkeskolen i samarbejde med lærerne.

Skal alt dette lykkes, kræver det at beslutningstagerne, både de centrale og lokale, tænker sig grundigt om. Hvordan sikrer de, at skolens parter – børn, forældre, pædagoger, lærere og ledere –

motiveres til at samle bolden op og omsætte intentioner og ambitioner til virkelighed på hver eneste skole. I den proces er det brug for mere omtanke og pædagogik, end vi har set indtil nu.

Senest har Herlev kommune lagt gift ud for troen på, at forandringsprocessen kan lykkes. I et forsøg på at tage forskud på reformens glæder har kommunen reduceret processen til en gemen spareøvelse på 5,5 millioner kroner. Uden varsel endte pædagogerne i Herlev med at få regningen i form at et sparekrav på 3,5 millioner kroner. Dermed forsvinder ikke bare en af de bærende ideer i reformen, som er samarbejdet mellem pædagoger og lærere. Hele øvelsen fjerner selvsagt troen på, at det kommunale system kan håndtere processen.

At ansvarlige politikere tør risikere at køre reformen i sænk, inden den er startet, er ubegribeligt.