BUPL mener: Nej tak til aktiveringsfabrik

Den 1. august fik kommunerne overdraget ansvaret for de forsikrede ledige. Efter en overgangsperiode får kommunerne dermed det fulde ansvar for beskæftigelsesindsatsen herunder store dele af økonomien omkring aktivering og dagpenge. BUPL og BUPL's A-kasse har fra starten været kritiske over for denne model. Nu, hvor den er blevet en realitet, er udfordringen at sikre, at den ledige pædagog stadig har de samme muligheder som tidligere og samtidig at holde et vågent øje med de økonomiske konsekvenser for kommunerne.

For at modvirke de indbyggede problemer i den enstrengede model har BUPL og BUPL-A valgt en proaktiv strategi. Netop nu arbejdes der hårdt på at opbygge tætte samarbejdsrelationer med samtlige 91 jobcentre. Kommunerne og jobcentrene skal bevæges til at benytte BUPL og BUPL-A's viden om det pædagogiske arbejdsmarked til fordel for vores medlemmer og dermed undgå, at der går kommunalt tunnelsyn og kassetænkning i indsatsen. Ledige pædagoger skal have en god og effektiv service, sygemeldte skal fortsat fastholdes, og der skal også i kommunalt regi være fokus på en aktiv rekrutteringsstrategi til det pædagogiske område.

Og det er nødvendigt at være fremme i skoene. Der er ikke mange ledige pædagoger, men netop den lave ledighedsprocent kan gå hen og blive et problem. Specielt i en tid med økonomisk krise er der stor risiko for, at kommunerne lader de få ledige pædagoger i stikken og i stedet fokuserer energien på gruppen af ufaglærte.

Samtidig tilgodeser de økonomiske incitamentstrukturer i modellen de kommuner, der er gode til at få ledige i aktivering. Men aktivering er langt fra altid svaret på en ledigs problemer. Ofte vil uddannelse på både kort og i særdeleshed på lang sigt være mere hensigtsmæssig for den enkelte. Indførelsen af det enstrengede beskæftigelsessystem må ikke betyde en tilbagevenden til tidligere tiders 'aktiveringsfabrikker', hvor man fokuserede på refusionen for aktivering og mindre på de tiltag, der fik ledige i fast og ustøttet arbejde.

Det enstrengede, kommunale beskæftigelsessystem kan også have økonomiske konsekvenser for de enkelte kommuner. Specielt i randkommuner med mange arbejdsløse kan overdragelsen af det økonomiske ansvar for beskæftigelsesindsatsen være en bombe under budgettet. Det er helt afgørende, at stigende udgifter på beskæftigelsesområdet ikke flyder over og bliver til nedskæringer på eksempelvis daginstitutionsområdet.

Den enstrengede beskæftigelsesmodel er blevet hastet igennem, uden regeringen og kommunerne kender konsekvenserne. Modellen er langt fra udformet, som vi kunne ønske det. Men det er netop grunden til, at vi må arbejde aktivt for, at vores bange anelser ikke bliver til virkelighed. Det er opgaven i den kommende tid.