BUPL mener; Marts, magt og globalisering

" Jeg tror på, at regeringens fattige bud på udvikling vil afsløre sig

Forleden var det kvindernes internationale kampdag, og i sidste uge kom Velfærdskommissionens rapport om globalisering. Op til 8. marts sad vi tre hjemmeboende fyre i min familie og talte om, hvor godt vores kvindelige familiemedlem egentlig har det. Vi er yderst forstående over for kønspolitiske temaer og er i det hele taget vildt empatiske og demokratiske i vores måde at være mænd på.

Henne i solstriben lå vores fede hankat og blinkede bekræftende. Han ville gerne ha' skålen fyldt op med mere mad. Det er mest rationelt, at det er kvinden i familien, der fodrer ham - og os.



Det er selvfølgelig en groft overdrevet historie - om end med et gran af sandhed - men den er et billede på magtens arrogance i det daglige, på selvtilfredses "ret" til at definere demokrati og solidaritet.

På samme måde som når beskæftigelsesministeren i en debat om Velfærdskommisionens rapport om globalisering udtaler, at marginaliserede gruppers vej til fremtidens arbejdsmarked kan gå gennem en lavere løn, end vi kender til i dag. Det viser et tunnelsyn på fremtidens velfærd og er en analyse, som truer måden at tænke velfærdsreformer på.



Magtens mænd - og kvinder - ser åbenbart ikke behovet for gennemgribende nye måder at håndtere den stigende globalisering på, men vil med lapperier cementere ulighederne. I stedet for at tale om investeringer i en bæredygtig offentlig sektor - med f.eks. velfungerende rammer og betingelser for dygtige pædagogers arbejde med børns udvikling - tænker man i metoder som lavere løn til marginaliserede, brugerbetaling på uddannelsessystemet og individualisering og markedsgørelse af vores velfærd.



Det tegner ikke godt for konklusionerne på resten af Velfærdskommissionens arbejde. Der er al mulig grund til lytte opmærksomt i den igangværende banalisering af dansk politik, hvor magtens mænd - og kvinder - forholder sig til reformer i samfundet i punchlines, der højst må fylde en sms-besked. Jeg tror på, at regeringens fattige bud på udvikling vil afsløre sig i det daglige, og jeg tror også på, at vi er mange, der ønsker et Danmark, vi kan være bekendt.

Analyserne maner til besindighed og kalder på visioner, men vi oplever i stedet en tendens til, at uligheden i samfundet vokser i takt med - og til dels forklares med - den stigende globalisering.

Jeg vil bare sige, at i min familie slipper vi drenge ikke helskindet fra kønsdiskrimerende arrogance. Og vi slipper heller ikke godt fra at give vores marginaliserede hankat skylden.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.