BUPL mener: Kursen er sat

Hvis vi lykkes med professionsprojektet, vil det at være pædagog ændre sig fundamentalt.

Mens du læser dette, er BUPL's kongres i fuld gang eller netop afsluttet, og det absolutte omdrejningspunkt for diskussionerne er pædagogprofessionen. Det skyldes ikke mindst, at udfordringerne for professionen nærmest står i kø: Hvad er vores svar på kvalitetsreformen? Hvordan gør vi bedst vores indflydelse gældende i forhold til nedskæringerne på børne- og ungeområdet, og hvordan skaffer vi pædagogerne den løn, de fortjener?



Svaret på de spørgsmål ligger i vores bestræbelser på at gøre pædagogfaget til en pædagogprofession, og netop derfor indtager de 10 målsætninger en så central rolle på kongressen.

De 10 professionsmålsætninger, som igennem den seneste tid er blevet præsenteret her i bladet, er hovedbestyrelsens bud på BUPL's fremtidige indsatsområder. De skal guide os frem, når vi som professionsforening agerer i en stadigt mere kompleks politisk virkelighed.

Men det er ikke alt. Målsætningerne er jo langt fra sat i verden alene for at guide os valgte og BUPL som sådan. Hvis vi lykkes med professionsprojektet, vil det at være pædagog ændre sig fundamentalt.

Et eksempel. En af de 10 målsætninger er, 'at politiske mål for det pædagogiske arbejde skal tage afsæt i pædagog-professionens viden'. Tænk, hvad det vil betyde for institutionerne, klubberne og SFO'erne, hvis det lykkes os at realisere dette mål. Det ville føre til en helt ny måde at tænke børne- og ungevelfærd.



Pædagogiske argumenter ville indtage en central placering på linje med de økonomiske argumenter, og det ville betyde, at politikere og embedsmænd måtte begynde at tænke på børne- og ungeområdet som et sted, hvor man investerer i fremtiden, investerer i de socialt udsatte og investerer i velfærden ved at sikre, at alle har optimale betingelser for at fungere i et komplekst samfund.



Mit håb for kongressen er, at vi ikke blot får diskuteret formuleringerne af de 10 målsætninger, men samtidig får givet nogle bud på, hvordan vi bedst kan realisere dem. For det er først i pædagogernes hverdag, at målsætningerne får mening. Kongressen skal afstikke kursen, så vi kan komme i gang med at argumentere for og kommunikere, hvad det er, pædagoger kan og gør.



Kun derigennem kan vi få politikere og embedsmænd

til at indse, at der er en anden måde at tænke børne- og ungevelfærd. Den gode nyhed for dem er til gengæld, at de allerede nu i pædagogerne har en medarbejdergruppe

med den nødvendige viden til at guide dem i den rigtige retning.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.