BUPL mener: Konkurrence på helbred

I arbejdsmiljøloven står, at arbejdsgiver har ansvaret, men vi bidrager gerne med løsningsforslag. Dem kommer vi med ved forhandlingsbordet.

Virksomheden Post Danmark introducerer et helt nyt spil, nemlig spillet om helbred. Medarbejdere, der slet ikke har haft sygefravær på et år, deltager i lodtrækning om 100.000 kroner. Der er også en runde med "andenpræmier," nemlig 25.000 kroner, og her kan medarbejdere med maksimalt to dages sygefravær deltage.

Faktuelt er det sådan, at der kun udtrækkes otte "hoved-gevinster", at der er 25.000 medarbejdere, og at det gennemsnitlige sygefravær er 18 dage årligt.

Når det er sagt, kan det forekomme en smule urealistisk, at folk går på arbejde med en influenza med det ene formål at kvalificere sig til lodtrækningen, men lad så det ligge. Jeg skal ikke kloge mig på personalepolitikken i Post Danmark. Jeg vil bare gerne have post til tiden.

Men både personligt og i endnu højere grad fagligt føler jeg mig alligevel provokeret af udspillet. Det kan uden større besvær tolkes i retning af, at arbejdsgiver ikke stoler på, at sygefraværet er reelt, altså at medarbejdere uretmæssigt melder sig syge. Det minder om den tankegang, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen for tiden lufter i forhold til deltids-arbejde og supplerende dagpenge, nemlig en grundlæggende mistillid og en opfattelse af, at folk snyder.

Det er ingen hemmelighed, at sygefravær på det offentlige arbejdsmarked er højt, og for pædagoger er det sådan, at vi har flere sygdomsafskedigelser end andre faggrupper. Her arbejder vi i BUPL med at sikre medlemmerne de bedst mulige vilkår, når de bliver slidt ned af arbejdet, og vi peger på muligheder som omrokeringer, fleksjobs og så videre.

Derfor vægter vi også i OK-08 en lang række arbejdsmiljømæssige faktorer. Det helt afgørende er naturligvis, at vi sigter efter en bedre løn, for løn er anerkendelse, og anerkendelse af pædagogprofessionens samfundsmæssige værdi må indebære flere penge i lønningsposen. Samtidig må vores arbejdsvilkår forbedres, og både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø er i fokus.

Ved delforliget i sidste uge opnåede KTO således blandt andet ret til 2-4 årlige seniorfridage med fuld løn. For pædagogers vedkommende starter disse fridage ved 58 år, og det er et skridt i den rigtige retning. Vi har også et OK-krav, der går på forebyggende tiltag omkring stress/psykisk arbejdsmiljø og sygefravær.

Arbejdsmiljø, sygefravær og nedslidning hører virkelig

ikke hjemme i en lodtrækning. I arbejdsmiljøloven står, at arbejdsgiver har ansvaret, men vi bidrager gerne med løsningsforslag. Dem kommer vi med ved forhandlingsbordet. Og vores forhandlere er i gang.

Støt op om BUPL's OK-kampagne. Den er også i fuld gang

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.