BUPL mener: Indsatsen for ledige under pres

Det truer fleksibiliteten og mobiliteten på hele arbejdsmarkedet.

Dårligere uddannelse af ledige og et større udgiftspres på kommunerne. Det risikerer at blive resultatet, når kommunerne overtager både ansvaret for og ledelsen af arbejdsmarkedsindsatsen, altså at skaffe den fornødne arbejdskraft.

Kommunerne overtager pr. 1. august dette indsatsområde samt de tilhørende midler og ansatte fra staten. Det er resultatet af en aftale, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen indgik med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i sidste fase af Finanslovsforhandlingerne.

Kommunernes indsats skal fremover styres via en blanding af statslig og regional mål- og regelstyring og incitamentstyring. Imidlertid bliver udgifterne til dagpenge en del af den almindelige kommunale prioritering og kan i princippet risikere at skulle dækkes ved at skære på institutionsområdet. Samtidig bliver det vigtigere for kommunerne at nedbringe udgifterne til ledige end at lave den bedste indsats. Det kan gå udover uddannelsen til ledige og andre af de redskaber, som i dag findes, Jeg vil gå så vidt som til at sige, at det truer fleksibiliteten og mobiliteten på hele arbejdsmarkedet.

Også a-kasserne kommer til at mærke konsekvenserne. Allerede velfærdsforliget gav a-kasserne nye opgaver og endnu mere fokus på jobformidlingen. Nye opgaver, som a-kasserne har taget på sig i en positiv ånd. Så positiv, at man nok kan sige, at a-kassernes indsats har haft sin store indflydelse på den rekordhøje beskæftigelse.

Ledigheden blandt pædagoger er historisk lav. I oktober nåede vi således den laveste ledighed nogensinde: 0,97 procent. Vi har, rundt regnet, halveret arbejdskraftreserven blandt pædagoger, det vil sige andelen af ledige pædagoger, som har været uden beskæftigelse overhovedet i tre måneder eller mere. Samtidig er der færre pædagoger, der går tidligt på efterløn, ligesom den gennemsnitlige ledighedsperiode er faldende.

Det er faktisk svært at finde steder, hvor a-kasserne ikke lever op til de mål, beskæftigelsesministeren har sat. Der er reelt ikke en finger at sætte på indsatsen.

Dermed synes det også klart, at Claus Hjort Frederiksen går mere efter manden end bolden. I sine stædige bestræbelser på at få skovlen under a-kasserne tilsidesætter han alle vidnesbyrd om et velfungerende system. Og han overlader opgaven til de kommunale jobcentre, som ikke til dato har vist, at de kan løfte den.

Ministeren og Folketingets flertal bestemmer, men skal de værste konsekvenser af forandringerne undgås, og skal a-kasserne fortsat spille en rolle, for den enkelte og for arbejdsmarkedet, så skal fagbevægelsen og a-kasserne i nær fremtid sætte sig sammen og finde en fælles strategi for arbejdet op til lovskriveriet og implementeringen.

Opgaven må være at sikre, at indsatsen over for de ledige foregår i et landsdækkende og tværgående perspektiv i stedet for at være styret af økonomien i den enkelte kommune.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.