BUPL MENER: Flere krav kræver altså flere ressourcer

Til januar fremlægger regeringen efter planen et stort dagtilbudsudspil. Udspillet er efter sigende omfattende og nok nærmere en decideret dagtilbudsreform, der handler om den måde, vi som pædagoger arbejder på med børnene. Reformen omfatter også en fornyelse af de pædagogiske læreplaner, som har eksisteret de seneste 12 år.

Og det er sådan set rigtigt set af børneminister Ellen Trane Nørby (V). Vi skal nemlig have høje ambitioner for de fællesskaber og det lærings- og udviklingsmiljø, som børnene møder i vuggestuer og børnehaver. Det er i høj grad her, at barndommen udspiller sig, og her vi sikrer fundamentet for barnets tro på og tilgang til verden.

Som pædagoger er vi meget ambitiøse på vores professions vegne. Vi kan nemlig se, hvilken forskel det gør for barnet og børnefællesskabet. Vi kæmper dog med rammerne for vores arbejde, og det giver stress og udbrændte pædagoger, når vi ikke når det enkelte barn – når vi ikke lykkes med vores opgave. Det kan hverken pædagoger, børn eller forældre være tjent med.

Hvis en dagtilbudsreform alene kommer til at handle om flere krav til pædagogerne, uden at der følger flere ressourcer med, så hopper kæden af. Ja, der findes kommuner, som sagtens kan aflive papirtigrene og slække på de mange dokumentationsopgaver. Men omvendt er der også mange kommuner, der er så udfordrede på ressourcer, at hverken bedre organisering eller mindre dokumentation kan skaffe de vilkår, der skal til.

Jeg husker stadig, hvad Kommunernes Landsforenings Michael Ziegler (K) sagde i Debatten på Danmarks Radio:

’Vi er nået til det punkt, hvor der ikke er flere smarte løsninger. Der skal være et vist antal pædagoger pr. barn, og selv Venstres vælgere og Konservatives vælgere har det sådan, at når de afleverer deres barn i en daginstitution, så er de utrolig glade for at kunne få øje på en pædagog’.

Alvoren er altså så småt gået op for politikerne. Regeringen har forsøgt at komme os i møde med en pulje på 580 millioner kroner over fire år. Det er godt, men det er ikke godt nok. For kvalitet koster. Længere er den ikke. Det koster, når normeringerne skal forbedres, når pædagogandelen skal hæves, og når der skal være løbende kompetenceudvikling. Det er den medicin, der skal til, hvis vi reelt skal gøre en forskel.

Vores budskab til ministeren – og hele regeringen – er klart: Vi mener, at ministeren kan tage det første skridt nu og sammen med normeringsforbedringer sikre en pædagogandel på mindst 80 procent i daginstitutionerne frem mod 2025. Vi er realistiske. Men over en periode på otte år bør det kunne lade sig gøre. Flere af partierne bag skolereformen har faktisk allerede varslet, at de gerne vil arbejde for mere faglighed og flere pædagoger i daginstitutionerne.

Børnene fortjener gode normeringer og uddannede pædagoger. Vi vil have alle børn med. Vi vil gerne udvikle vores pædagogiske profession og skabe de bedste udviklings- og læringsmiljøer, men så skal regeringen også være ambitiøs på fagligheden.