BUPL mener: En profession med stolthed

Onsdag den 7. november 2007 var en helt almindelig dag. I hvert fald på overfladen, for det lignede en rigtig novemberdag, hvor vejret skiftede fra koldt, blæsende og regnfuldt til gylden efterårssol. Men dagen var ikke helt almindelig, for det var dagen, hvor pædagoger landet over skrev dagbog. Hverdagsskildringer af livet som pædagog. Af livet sammen med børn og unge i institutionerne, men også livet som pædagog uden for institutionernes fællesskab. Ved at fastholde det almindelige blev dagen alligevel til noget særligt.

Hverdagshistorierne er en hæsblæsende tur gennem dagligdagens myriader af små og store begivenheder. Jeg sidder med en stolthed over, at pædagoger kan rumme så mange ting på én gang, og så alligevel have øje for de små betydningsfulde øjeblikke, hvor tiden nærmest står stille som i legen med saltdejen, der blev levende. Jeg tænker, at det er her, pædagogens faglighed folder sig ud: Når der bliver givet tid til at kunne bruge sin professionelle viden, erfaring og fornemmelse for nuets og nærværets betydning for børnelivet i hverdagen. Så træder stoltheden og engagementet frem, og en pædagogstuderende kan sige: "Jeg vil også være med til at forme fremtidens pædagogik."

Men sådan er det ikke altid. En almindelig onsdag er også en dag, hvor man kunne ønske at være klonet med flere arme, og hvor lortebleen må vente. Hvor sygemeldinger er lige ved at vælte læsset, og hvor budgetnedskæringerne beskrives med en tør konstatering: "Frugten bliver det samme som de fleste andre dage efter januar 2007: Rugbrød og frugt".

Dagbøgerne fortæller også historien om, at den hektiske og stressede hverdag har sin omkostninger for pædagoger, som i en tidlig alder må opgive at følge med. Som gerne ville, men som må konstatere, at "angsten breder sig i kroppen".

Dagbøgerne er som et manuskript til en film om pædagogers arbejdsliv. Jeg kunne tænke mig at pakke dagbøgerne ind og sende dem til politikerne på Christiansborg. Mit budskab skulle være, at her er en profession, som arbejder med den mest betydningsfulde opgave i samfundet - at bidrage til børns og unges udvikling, dannelse og læring - men som ikke har de nødvendige betingelser for at kunne bruge sin professionelle viden og kunnen bedst muligt. Her er pædagogers egne levende, engagerede, detaljerede beskrivelser af, hvad pædagoger kan i hverdagen, og en nøgtern, forstemmende, tankevækkende beskrivelse af, at de daglige betingelser ikke er i orden.

Mit budskab skulle være: Glem alt om kvalitetsreform med fine ord og hensigter, drop truslerne om kartoffelkur. Der er brug for konkrete initiativer, som kan sætte pædagogers professionelle faglighed fri. Der er brug for flere pædagoger, bedre fysiske rammer, et bedre arbejdsmiljø, nedbringelse af sygefraværet, anerkendelse og respekt - og ikke mindst en bedre løn.