Bronzemedalje i børnepasning

Danmark er det land i verden, hvor flest børn under tre år bliver passet uden for hjemmet. Kvaliteten i institutionerne ligger til en bronzemedalje, men ville nå helt til top, hvis uddannelsesniveauet blandt de ansatte var højere, viser en ny Unicef-rapport.

Danmark scorer en bronzemedalje i den internationale konkurrence om, hvem der er bedst til at yde offentlig omsorg for de mindste.

Det viser en ny undersøgelse, som Unicef netop har offentligjort.

Unicef har sammenlignet 25 industrialiserede lande ud fra ti fokuspunkter. På otte ud af ti punkter lever Danmark op til minimumskravene og kommer dermed ind på en delt tredjeplads - kun overgået af Island og topscoreren Sverige, der lever op til samtlige punkter.

For at få OK på Unicefs liste skal flere end 50 procent af de ansatte være uddannede. Det krav lever Danmark op til, men når det kommer til medhjælperne, står det ikke så godt til, og det trækker Danmarks placering ned. I modsætning til lande som for eksempel Mexico, Sydkorea og Ungarn har mere end 20 procent af medarbejderne i danske institutioner ingen uddannelse til jobbet - heller ikke korte kurser.

"Man skulle overveje at uddanne pædagogmedhjælperne bedre. Som introduktion til jobbet skal de have en form for kursus, som giver dem en forståelse for børns udvikling. Det er vigtigt," foreslår Eva Jespersen, der er chef for Unicefs afdeling for forskning i social- og økonomisk politik i Firenze. Hun tilføjer, at danske pædagogers relativt høje uddannelsesniveau kompenserer en smule for medhjælpernes mangler.



Hold fast i normeringen. Når det kommer til normeringer har Danmark let ved at leve op til Unicefs krav om, at der højst må være 15 børn pr. ansat.

"Sammenlignet med andre lande har Danmark en relativ god normering, men vi skal være meget forsigtige med at konkludere, at vi dermed kan forringe normeringen i Danmark, uden der sker noget. Danmark skal holde fast i et system, der bidrager til, at børn når deres fulde potentiale," siger forskningschefen fra Unicef.

Hun opfordrer Danmark til ikke at fokusere på, at vi klarer os bedre end de fleste på børneområdet. Det er forventeligt.

"Det er mest interessant at kigge på, hvorfor vi ligger efter Island og Sverige, og forbedre de to områder, hvor Danmark ligger mindre godt," siger Eva Jespersen.



De ligner os. Rapporten fra Unicef viser samtidig, at flere børn end nogensinde før bliver passet uden for hjemmet. I de industrialiserede lande er der for første gang i historien flere børn under seks år, som går i en form for daginstitution, end børn, der bliver passet hjemme hos familien.

Dermed bevæger de andre industrialiserede lande sig mod den udvikling, vi for længst har set i Danmark og de øvrige nordiske lande, forklarer Eva Jespersen.

"De andre lande bliver som os. I de nordiske lande har kvinderne været på arbejdsmarkedet i mange år, og vi har længe været opmærksomme på, at det er nødvendigt at give børnene et godt pasningstilbud. Det får de andre lande øjnene op for nu, blandt andet fordi EU arbejder for at få flere kvinder på arbejdsmarkedet. Flere og flere børn i hele verden kommer i institution, og det skal vi få det bedste ud af," siger hun.



Offentlig service i den tidlige barndom

Unicief har sammenlignet de offentlige tilbud til børn 0 - 6 år i 25 OECD-lande. Boksen rangerer landene efter, om de lever op til Unicef´s minimunskrav på 10 punkter.









Læs Innocenti Report Card no. 8. The Childcare Transition; a League Table on Early Childhood Education and Care på www.unicef.dk





3 skarpe til BUPL´s formand Henning Pedersen



Unicefs underøgelse viser, at Danmark er bedre end næsten alle andre lande, når det handler om børnepasning. Alligevel hører vi ofte BUPL klage over forholdene. Er danske børn og pædagoger forkælede?



"Det er ikke nyt, at Danmark ligger flot, når det handler om daginstitutioner. Rundt om i Europa taler mange positivt om det, de kalder den skandinaviske model. Det skal vi være stolte over. Når jeg kommer rundt i verden, fremhæver jeg altid, at vi i Danmark har den grundlæggende holdning, at vi tager hånd om børns udvikling ud fra det enkelte barns ressourcer. I et land som Danmark kan vi forvente at ligge i top, men det betyder ikke, at der ikke er problemer. Mange pædagoger bliver syge af deres arbejde. De bliver syge af stress, dårligt indeklima og støj. Det er ikke holdbart." Danmark lever op til otte ud af ti minimumskrav Unicef har opstillet på børneområdet. Er det godt eller dårligt?



"Otte ud af ti er ikke godt nok for et land som Danmark. Vi skal leve op til alle kravene i denne sammenhæng. Det mest interessante er at kigge på de punkter, hvor vi ikke lever op til kravene. Unicef mener, at mere end 80 procent af personalet skal have en form for uddannelse. Det kan vi ikke leve op til. Der er stadig meget at komme efter her i landet."



Er du ikke glad for de otte krav, som vi lever op til?

"Man skal kigge på, hvilke krav Unicef stiller. Hvad angår normeringer er det ikke noget at falde på halen over, at vi har færre end 15 børn pr. voksen. Men det er svært at sammenligne på tværs af landene. I et land som Frankrig går børn på fire år i skole noget af dagen. I en skolesammenhæng er én voksen til 15 børn fint, men det er det ikke i en daginstitution."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.