Brobygning; Mere pædagogik i skolen

Der kan gøres for meget for at forberede børnene til skolen det sidste år i børnehaven. Det er noget af det, adjunkt i læringsteori Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, DPU, Aarhus Universitet har fundet ud af i forbindelse med sin ph.d.-afhandling ’Børns udvikling af social identitet i overgange’, og som hun forsvarede for nylig.



»Alle opdragelsesmæssige ting bliver sat ind i den ramme, at nu skal barnet forberede sig til skolen. Det bliver næsten brugt som motivation for alt muligt i børnenes sidste år i børnehaven, og det er for meget. En del børn bliver skuffet, fordi de fra begyndelsen alligevel ikke skal lære at læse og skrive, hvilket de havde forventet. Og så bliver de måske demotiveret. En anden del er bange for ikke at kunne leve op til forventningerne, allerede inden de møder op i børnehaveklassen, og det er da meget tidligt at lære at frygte skolen. Der mangler en afstemning af forventninger helt nede på børneniveau,« siger hun.



Antipædagogik i skolen

Forventningerne fra skolen kan i fremtiden meget vel blive nogle andre, end de er i dag, mener Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, for det ligger i tidsånden:



»Det er fint at stille flere faglige krav, hvis det ­gøres på den rigtige måde. Men hvis skolen kryber ned i børnehaven, er jeg ikke så vild med det. Det skal være på børnene præmisser, og det skal det også helst i skolen.«

Det siger Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, fordi hun i forbindelse med sin forskning har set, hvordan definitionen af pædagogik i skolen forhindrer børnene i at lære.



Mens pædagogik i daginstitutionerne og i børnehaveklasserne defineres som det, der forgår i relationen mellem voksen og barn, er den viden gået tabt, når man kommer længere op i skoleforløbet.



»Så bliver der faktisk lavet en antipædagogik, hvor eleverne skal sidde stille og lytte til det, læreren kommer med. Og man kan godt spørge sig selv, hvorfor det sker, for principperne for god pædagogik skulle gælde for alle aldre. Der er nærmest en idé i skolen om, at skal det være fagligt, så skal det også nærmest være antipædagogisk. Det er ret uheldigt, og det går ud over de større elever, som kæmper med skoletræthed og derudover mødes med dårlig pædagogik. Den pædagogik, man anvender i udskolingen, ligner en passiv tankpassermodel, hvor læreren fylder benzin på eleverne uden hensyn til deres motivation, engagement og øvrige forhold. Og sådan ville man jo aldrig praktisere udviklingsarbejde i børnehaven og børnehaveklassen,« siger hun.



Der kan ikke være for meget pædagogik, heller ikke i skolen, mener Ditte Alexandra Winther-Lindqvist. For pædagogik er forudsætningen for, at der over­hovedet kan ske en læring.



»Rundkredspædagogik er meget udskældt i disse år, men hvis alternativet er antipædagogik, er det endnu værre. Så skolen kunne godt lære noget af pædagogerne. Men i forhold til overgangen mellem børnehave og skole, hvilket vi ser rigtig meget samarbejde om, er det desværre ofte lærerfagligheden, der vinder. Der skulle meget hellere være en ligeværdig udveksling af kompetencer, det ville alle parter få rigtig meget ud af,« siger hun.



Læring via relationer

Ditte Alexandra Winther-Lindqvist mener, at lærerne skal rustes

meget bedre pædagogisk, for hvis det sociale i klassen ikke fungerer, så fylder det alt, og der bliver ikke plads til det faglige. Den erkendelse mangler både skolen og politikerne.



»Hvis det sociale og det personlige ikke fungerer, og hvis der ikke er autentisk engagement i pædagogikken, kan man ryge og rejse med sit faglige projekt,« siger hun.



Derfor skal både daginstitution og skole satse på det pædagogiske, på at sætte sig selv i spil i relationen med børnene.



»Man behøver ikke at bruge en masse kræfter på at motivere børn for at læse, for de ved godt, at det er en central kompetence, som de skal have. Men man skal rydde de sten af vejen, der forhindrer dem i at lære det. Det gør man ved at erkende, at læring foregår via positive relationer, også i skolen. Hvis man ikke har lyst til det, skal man hverken være lærer eller pædagog,« siger hun.