Børns sexualitet; Accepter uskyldige lege

Det kan være svært for pædagoger at finde ud af, hvad de skal stille op med det faktum, at børn har en seksualitet. De har svært ved at forholde sig til børns seksuelle lege og de spørgsmål, børn stiller om sex, køn, krop og forplantning. Og det er der flere forklaringer på, mener journalist og børnefaglig medarbejder hos Børns Vilkår, Anna Louise Stevnhøj. Enten er pædagogernes viden for dårlig, eller de er bange for, at den viden, de har, ikke gælder i dag.

"De er fanget i et tomrum mellem 80'ernes bollerumstankegang og fri seksualitet, hvor man nærmest skulle instruere børnene i det. Og så en puderumsforeskrækkelse, fordi vi fik de store pædofilianklager og overgrebssager i 90'erne. Bagefter udviklede der sig en udbredt seksuel puritanisme i samfundet i kølvandet af AIDS. Jeg oplever, at de yngre pædagoger slet ikke er blevet undervist i børns seksualitet på seminarierne. De ældre pædagoger har måske nok lært noget i sin tid, men det de ved, kan de ikke bruge, fordi det ikke er tidssvarende," siger hun.

Pædagoger har brug for at få lært eller opfrisket, hvad der er normal seksuel udvikling hos børn, og hvad der ikke er. Men de kan ifølge Anne Louise Stevnhøj selv komme noget ad vejen ved hjælp af deres sunde fornuft og ved at bruge den viden, de har om børns udvikling generelt. Og det er blandt andet, i to-fem års alderen, at nogle børn begynder at lege doktorlege, at undersøge og eksperimentere med hinanden.

"Pædagogerne tvivler på deres egen faglighed, når det gælder børn og seksualitet og tør ikke stå inde for noget over for forældrene, som da også er meget lette at skræmme på det her område. Og så er pædagogerne også i tvivl om, hvor de skal sætte grænsen, og det kan jeg godt forstå. For man har lært i så mange år, at man ikke skal være overgribende over for børns seksualitet af angst for at give dem traumer," siger hun.

Anna Louise Stevnhøj mener, at pædagoger skal tilbyde børnene accept og beskyttelse, når det drejer sig om deres seksualitet.

"Man skal give børn anerkendende accept af, at de har en seksualitet, og at det hører med til deres normale udvikling at udforske den. Men den beskyttelse, som man ikke havde i 80'erne, skal ind over i form af grænser, når børnene ikke selv kan mestre den seksuelle leg. Når pædagogerne kan se, at nogle børn kommer til at gå lidt for vidt, eller de får nogle input udefra, som de slet ikke kan rumme, skal de sige fra. Ikke alle seksuelle lege er sunde og naturlige, og børn får ikke traumer, hvis man stopper dem," siger hun.



Børn må gerne spørge. På de meget besøgte temadage, som Anna Louise Stevnhøj holder om børn og seksualitet i Børns Vilkårs regi, fortæller hun pædagogerne, at de ikke giver børn traumer, med mindre, de skammer dem ud, skælder dem ud eller ydmyger dem.

"Men når en flok børn har leget bollelege hver dag i en hel uge, så må man godt sige til dem: "Nu gider vi altså ikke flere af de der numselege, nu laver I lige noget andet." Det er ikke anderledes end i så mange andre situationer i børnehaven, hvor man sætter grænser for noget," siger hun.

Er pædagoger usikre på deres viden, eller på hvor grænserne er, har de svært ved at argumentere over for forældrene, at børn har ret til at have en seksualitet og at udforske den. Derfor mener Anna Louise Stevnhøj, at pjecen "Børn og seksualitet", som Børns Vilkår har udgivet og de temadage, hun holder, falder på et "tørt sted".

"Pædagogerne skal vide, at det er naturligt, at børnehavebørn smider underbukserne og løber rundt uden tøj på, at de tegner med tusch på hinandens kroppe, kigger på hinanden og leger doktor, og snakker om tissemænd og tissekoner. Men når de kopierer en voksenseksualitet, som de ikke burde have adgang til, så er det, at man skal stoppe dem og finde ud af, hvor det stammer fra," siger hun.

Anna Louise Stevnhøj plejer at opfordre til, at man har nogle gode billedbøger om køn, krop og forplantning stående fremme, så børnene selv finder dem frem engang imellem og vil have dem læst.

"For det giver dem anledning til at stille de spørgsmål, de har. Og den gyldne regel nummer ét er, at man får signaleret til børnene, at det her må de gerne spørge om. For så har man også større sikkerhed for, at roder barnet sig ud i et eller andet eller bliver udsat for noget, så vil det komme og fortælle én, hvad der sker, hvis der er en tilladende atmosfære omkring de ting."

Voksne skal dog huske kun at give de forklaringer, barnet efterspørger, og som er relevant i situationen. Børn behøver ikke at få "hele skabelsesberetningen", som Anna Louise Stevnhøj udtrykker det, hvis de spørger, hvordan de små babyer kommer ind i maven.



Grænsernes vogter. Anna Louise Stevnhøj har opdaget, at der er to holdninger omkring børns seksualitet repræsenteret blandt pædagoger: Enten er det, barnet gør, bare sundt, rent og uskyldigt eller også har det nok været udsat for et seksuelt overgreb, siden det kan finde på sådan noget.

"Men der er altså mange skalaer ind imellem. Det kan jo være, at barnet bare har snakket med en lidt ældre fætter, som har givet det nogle vældig saftige ideer. Det kan også være, at barnet har set nogle billeder i en kiosk, som har inspireret en til nogle aktiviteter, som egentlig ikke er alderssvarende. Det vigtige i det her er, at man får spurgt barnet om, hvor det har det her fra. Snak måske også med forældrene uden at lave en masse drama omkring det," siger hun.

Også her kan pædagoger drage fordel af deres sunde fornuft og viden om børns almindelige udvikling.

"Når man arbejder i en af samfundets institutioner, så er man også nødt til at være grænsernes vogter, vi kan ikke bare lade børnene gøre hvad som helst, hvor som helst, når som helst. Så det med at have en fornemmelse af, hvor de forskellige børn er, og hvordan de har det, det skal man også af den grund, at man skal kunne vurdere, hvad en eventuel ikke-normal seksuel adfærd kommer af," siger hun.

Gode tommerfingerregler for, at alt er okay, er: At de børn, der leger seksuelle lege, er lige gamle, ligeværdige og ikke har skæve magtforhold i gruppen. Og at det er børn, der normalt også ville lege andre lege med hinanden.

"Når man ved, at det er de her fire børn, der putter sig sammen i en hule eller et legerum, så kan man godt lade dem gøre det. Men hvis det lige pludselig er den otteårige, der leger numselege sammen med den treårige, så skal man være på vagt," siger hun.



Hvis børn "tager temperatur" på hinanden, når de leger numselege, så er det heller ikke i orden.

"Men det er det kun af den grund, at de kan lave skader på hinanden. Så det er den eneste forklaring børn skal have, når man siger, at de ikke må."



Ubevidst seksualitet. I et samfund, hvor adgangen til billeder af seksuelle handlinger er blevet meget lettere, og hvor det kan være svært for forældre at kontrollere, hvad deres børn ser, kan panikken sagtens forplante sig til børns udforskning af deres seksualitet. Anna Louise Stevnhøj mener, at det er vigtigt at huske, at børns seksualitet til forskel fra voksnes, er ubevidst.

"Derfor har børn heller ikke godt af at se porno, for de forstår slet ikke, hvad der foregår. Det virker skræmmende på dem at se voksne gøre mærkelige ting, mens de siger mærkelige lyde og ser mærkelige ud i hovedet. Og samtidig virker det jo pirrende, for vi har en medfødt seksualitet, der gør, at det kilder altså også i maven. Hvis et barn ser for meget af den slags, går barnet måske ned i børnehaven og laver mærkelige ting over for kammeraterne. For barnet skal jo af med det oplevede, det skal bearbejdes som alle andre indtryk," siger hun.

Det er ikke unaturligt, men noget man bliver nødt til at forholde sig til som pædagog. Og ifølge Anna Louise Stevnhøj kan man ikke forsvare at lade det være, fordi det lynhurtigt kommer til at involvere flere børn, som slet ikke forstår, hvad der foregår.

"Som pædagog kan man jo godt få den trælse opgave, at man må sige til nogle forældre, at deres søn går og snakker en del om sex til de andre børn, og om de ved, hvor han har det fra. Kan det være sådan, at man har blade og videoer liggende fremme derhjemme, som drengen kan se. Og så er man nok nødt til at forklare forældrene, at det ikke er så smart," siger hun.

I den anden grøft er der de forældre, som for eksempel indvandrerforældrene, som synes, at bare den mindste tendens til seksuelle lege er meget, meget farligt.

"Og uanset hvad, så må man argumentere ud fra sin faglighed. At små børn er født med en seksualitet og ikke mindst med en nysgerrighed i forhold til sin egen og andres kroppe. Jeg har hørt fra pædagoger, at det kan hjælpe at tage samtaler med hvert enkelt forældrepar og fortælle dem, hvad der sker og hvorfor. Især indvandrerforældrene kan godt have nogle helt opspændte fantasier om, hvad der foregår. Men når de får realiteterne forklaret, så er det sjældent så galt, som de troede, og de slapper mere af."



Omsorgssvigtede i farezonen. Anna Louise Stevnhøj vil gerne have manet den forestilling i jorden, at det fortrinsvis er pædagoger, lærere og idrætstrænere, der begår seksuelle overgreb på børn.

"Fra pressen har man jo fået det indtryk, at enten er det én, der springer frem fra en busk, eller også er det en pædagog. Men virkeligheden er bare en helt anden. Det er for det første sjældent børnehavebørn, der er ofre for overgreb. Det er et faktum, at 85 procent af alle de børn, der bliver udsat for overgreb, er over 10 år gamle, og de fleste af dem er piger. Og de er udsat for overgreb fra ældre kammerater, nogle i familien eller tvangsmæssige pædofile, der samler dem op. For det meste er ofrene omsorgssvigtede børn, som er sultne efter kontakt," siger hun.

Ifølge Anna Louise Stevnhøj er det en udfordring for pædagogerne at holde balancen mellem at give børnene frihed til at være prøvende og eksperimenterende og lege numselege og samtidig holde øje med, om der er et barn, der går for vidt.

"Kig altid på den enkelte situation, på barnet og barnets omgivelser. En seksualiseret adfærd kan være et flag, der viser, at barnet ikke har det godt. De kan være, at der er alvorlige problemer derhjemme, som barnet ikke kan tackle, og som giver sig udslag på den her måde. Men det kan også være, at barnet bare har set eller været udsat for noget, som det nu bearbejder," siger hun.





I Pjecen "Børn og seksualitet" har Anne Louise Stevnhøj lavet en tjekliste over, hvad der kan betragtes som normal og unormal seksuel udvikling og adfærd.



2-5 år - almindelig seksuel adfærd:



• at være nysgerrig i forhold til, og eventuelt røre ved, familiemedlemmers køn og bryster.

• at tage tøjet helt eller delvist af

• at udforske hinanden og hinandens kønsdele ved at se på og ved at pille.

• at "bolle" (lege samleje) med tøj på.

• af vise numser og kønsorganer frem.

• at prøve at putte ting ind i hinanden (fingre, tusser, glaskugler, bær . . . ) Men børnene skal taktfuldt standses og have forklaret, at de ikke må, da det kan give rifter og infektioner.

• at være interesseret i og at udforske forskellene på kønnene.

• at børnegruppen sammen elsker "frække ord".

• at have erektion.

• at spørge om køn og sex.



Og ting der falder uden for "normalområdet":



• at have erektion næsten konstant.

• at lege med afføring i børnehavealderen.

• at slikke/sutte på andre børns kønsorganer eller at opfordre andre børn til at gøre det på sig.

• at tage på pædagogernes bryster/køns-organer - eller at prøve at få andre børn eller voksne til at berøre egne kønsorganer.

• at putte ting ind i egen eller andres tissekone/numse, selv om det gør ondt, eller selv om voksne har sagt fra.

• at tale/tegne om seksualitet konstant - som en rille i en grammfonplade.

• at tvinge/presse andre til seksuelle lege eller til at tage tøjet af.

• at vide for meget om sex. Det er for eksempel ikke alderssvarende viden for et barnehavebarn, hvad oralsex er, hvordan sæd ser ud etc.

• at være seksuelt indladende/opfordrende over for voksne.



6-10 år - almindelig seksuel adfærd:



• at være levende interesseret i sex, forplantning etc.

• at elske frække ord - især drenge.

• at lege kysse-pille-lege med begge køn.

• at "blotte sig" i leg for at "vise sig/være sej".

• at onanere - men i enrum - måske to børn sammen.

• at klæde sig ud som det modsatte køn.

• at blive meget blufærdig i forhold til for eksempel toiletbesøg eller badning.



Og ting der falder uden for "normalområdet":



• at onanere offentligt.

• at gnide kønnet mod møbler, andre menne-sker og lignende, og at pille offentligt ved sit køn i en grad så andre børn tager afstand.

• at lege seksuelle lege med yngre børn eller med meget ældre børn.

• at tale og spørge konstant om sex.

• at have en ikke alderssvarende viden om sex som for eksempel detaljeret kendskab til samlejeteknikker mv.

• at tvinge/presse andre til seksuelle lege eller til at tage tøjet af.

• at være seksuelt indladende/opfordrende over for voksne.





Det er aldrig normalt, hvis et barn - uanset alder:



•får andre til at deltage i seksuelle aktiviteter ved at bruge fysisk tvang eller ved at true med det.

• udøver seksuelle handlinger, der gør ondt på andre.

• finder nemme ofre (andre børn der er svage på grund af alder, psyke eller lignende) og lokker, truer, presser eller tvinger dem til seksuelle aktiviteter.

• hvis den seksuelle adfærd virker tvangsmæssig eller aggressiv.

• hvis barnet reagerer på krise (vold i hjemmet, skilsmisse, konflikter med andre børn) ved at foretage seksuelle handlinger over for andre børn, der ikke deltager frivilligt eller på eget initiativ.

• at barnet virker ligeglad, selv om dets seksuelle handlinger skader el

er gør ondt på et andet barn, eller selv om det andet barn er tydeligt ulykkeligt.



Pjecen "Børn og seksualitet" koster 75 kroner

og købes nemmest og billigst på

www.bornsvilkar.dk eller på tlf: 3555 5559.