Børneteater. Masser af intense oplevelser

Teater handler om følelser. Mange af årets nye gode teaterforestillinger for børn og unge har fokus på følelser, som hører deres aldersgrupper til. Det er forestillinger, der tør vise, at følelser er vigtige, men at ikke alle følelser er lige nemme at håndtere eller altid fører til noget positivt. Når børn og unge ser godt teater, bliver de klogere på deres egne og andres følelser og på kreative måder at udtrykke sig på. Det mener Børn&Unges børneteateranmelder Randi K. Pedersen, der har fulgt årets festival og her ­anmelder de forestillinger, hun faldt for.

Teater til små børn



En dag ankommer en snavset plet

I ’En lille ny’ fortæller Randers Egnsteater visuelt og verbalt, hvad der kan ske, når plejer ikke gælder længere. Det er en fin historie med sammenhæng og udvikling, hvilket er sjældent i teaterforestillinger for de alleryngste. En hvidklædt dame med ordensvanvid fjoller rundt til gammel popmusik og venter på sin avis. Den er kridhvid ligesom alt andet i hendes trygge tillukkede verden – fra store lagner til blomster og et miniklaver. Men en dag ankommer en stor kasse som en snavset plet i det perfekte hvide, og det bliver værre. Kassen indeholder en skæg, skønt pjusket og på alle måder broget fugl, og fra da af bliver intet mere det samme – hverken for damen eller for de små tilskuere. Først går det ikke. Fuglen passer ikke ind. Farverne, de nye lyde, klimpren på klaveret og ting, der står forkert, det hele forstyrrer damens orden. Den charmerende frækkert må blive natten over, og så er det ud! Men damen bliver glad for fuglen, og den hvide verden har fået en sprække. Nu vover hun at kigge ud og kan lide, hvad hun ser. Især den røde kjole, som fuglen har i sin kuffert, og som passer hende perfekt.

’En lille ny’

Fra 1½ til 4 år

Randers Egnsteater. Tlf. 8710 1900

randersegnsteater.dk



På opdagelse i sansernes univers

Teater Hunds ’Opdag Else’ er ordløs, morsom og fuld af musikalsk og visuel poesi. Else optræder i ternet jakke, plusfour og fornuftige sko. Med rygsæk og spytkrøller ligner hun en opdagelsesrejsende fra fortiden, men hendes ekspedition går ikke til verdens fjerne egne. Else er på opdagelse i sansernes og lydhørhedens fascinerende univers, og det er fuldt af forrygende overraskelser. På en baggrund af skiftende farver troner en stor smuk installation med enorme, hvide vedhæng. De øver en uimodståelig tiltrækning på Else med de gummibløde arme og ben og det gakkede komiske kropssprog. Må hun røre dem, og tør hun? De første yderst forsigtige træk i nogle lange stofrør afslører, at de indeholder musik. Det er der også i de andre ophæng, hvor en hulahopring, en flot knyttet tumblerslange og en pelskugle hver har sin lyd og sit eget magiske udtryk. Legesyge Else opdager, at hun kan forandre lydene og få nye ting til at ske. Betagelsens suk breder sig, da den enorme bløde pelskugle nedkommer med en minikugle. Men det bedste kommer til sidst, når installationen drejer og får farver.

’Opdag Else’

Fra 2 til 5 år

Teater Hund. Tlf. 2616 1410

teaterhund.dk



Med ører så store som rabarberblade

Lille T og de forbudte bamser’ er Batidas ovenud herlige bud på en lærerig, men ikke belærende forestilling om at få plads i fællesskabet. Som et særligt raffinement foregår den forrygende historie om en lille dreng med ører så store som rababerblade og om bamser, der er for lodne, ikke i Danmark. Lille T fødes i en arabisk by med strålende farver og løgkupler. Men det afsløres først til sidst på forsiden af dukketeatret, hvor to gode musikspillende skuespillere vandrer ud og ind. Med velskrevet dialog, iørefaldende sange, komik og eksotisk klædte dukker beretter de om en svær ankomst til verden, fordi Lille T’s ører sidder fast. Søstrene griner og mobber ham, og hans far jamrer af skam og vil klippe ørerne. Drengen er ligeglad. Hans mor passer på ham, og Lille T passer på bedstefar Baba, der viser sig at gemme et par enorme ører under turbanen. Drengens ører hænger fast og kommer i klemme, men de kan høre et jordbær og et stjerneskud, og at hans far savner bamserne. De er bortvist fra byen, fordi de ikke passede ind. Men de dukker hele tiden op igen, og da Lille T komponerer en smuk sang, bliver hans far stolt, og byens mennesker lader bamserne vende hjem.

’Lille T og de forbudte bamser’

Fra 3 til 8 år

Batida. Tlf. 3810 3609

batida.dk



Teater til mindre børn



Eventyr fortalt af klangfuld stemme

’En kuffert fuld’ foregår i teaterbussen, der nu bruges af Teater Vestvolden. De har stoppet en stor klassisk rejsekuffert med historier, som Søren Hauch-Fausbøll fortæller. Det gør han helt suverænt uden andre hjælpemidler end sin klangfulde stemme og udsøgte lynende præcise kropssprog. Dagens fantastiske fortælling handler om Clara, der flytter ind i det store gule hus på vejen. Hun er ikke bange for noget, og nabodrengen Emil er overvældet og imponeret. For han er bange for det hele. Alligevel følger Emil med Clara op på loftet og ned i kufferten og lige ud i eventyret om den onde Kong John, der plager livet af fattige bønder. De to børn beslutter at opsøge kongen, der kun er ond, fordi han engang har fået en troldsplint i øjet. Det bliver en drabelig og lærerig færd fuld af humor og fantasi. Clara og Emil møder en blå hest med vinger, en grøn ko og en masse andre dyr, som slutter sig til dem mod den onde Kong John. Det ender dog godt, og Søren Hauch-Fausbøll gør hver enkelt figur og dialogen mellem dem så lyslevende, at man næsten rykker sammen i teaterbussen for at give dem plads.

’En kuffert fuld’

Fra 4 til 8 år

Teatret Vestvolden. Tlf. 3677 2300

teatervestvolden.dk



Prøver at befri sin døde bror

Med ’Landet under’ sætter ZeBU fokus på et følsomt emne. Roses bror er blevet dræbt, da de legede på togskinnerne. Nu er hun alene om at lege, men også med sin sorg og skyldfølelse. Broderen er hele tiden synlig på scenen som et konkret billede på hendes tab. Roses far forskanser sig i sit arbejde. Moren forsøger at fortrænge virkeligheden med effektiv oprydning. De skal videre, påstår hun og smider alt, der kan minde hende om sønnen, i sorte sække. Men det er også Roses minder, og hun snupper brorens bamser. De bliver en del af en fantasifuld og lidt vild leg, hvor Rose prøver at befri sin bror fra Mørkets herskerinde, som bor i landet under jorden. Hvis planen lykkes, kan hun gøre sine forældre glade igen. Men det er især Rose selv, som gennem legen og jagten på de mørke kræfter begynder at forstå, at hendes bror er borte for altid. Hun spilles kækt og kærligt, men uden sentimentalitet. For trods det tunge tema er forestillingen livlig og fuld af underholdende indfald frem til den lyse slutning, hvor Rose og hendes forældre indser, at de sammen må leve med deres fælles tab.

’Landet under’

fra 7 år og op

ZeBU. Tlf. 3877 3877

zebu.nu



Morsom mand med mange skygger

Alle har en skygge. Men i den pantomimiske forestilling ’Skyggen’ udstyrer Teater TT en mand med en helt flok skygger. De viser sig på det kæmpestore lærred, som er forestillingens fabelagtigt flotte visuelle omdrejningspunkt i et spil mellem skuespiller og videokunst. Manden har ikke skyggerne fra begyndelsen, hvor han kæmper med at få en pære til at lyse. Det er ikke nemt, han må op på en stige og række og strække sig. Men pæren driller, tændes og slukkes ukontrolleret og gør manden helt konfus. Det er ustyrlig morsomt, meget poetisk og dybt originalt teater med træk fra den klassiske klovns komiske nederlag og sejre. Det er den evigt gyldige historie om at være menneske, der folder sig ud mellem den store skærm og den lille nydelige mand i gråt jakkesæt. Skuespilleren Torkild Lindebjerg er inde i tøjet. Det er hans knivskarpe pantomime, der giver forestillingen udtryk og dybde i omgangen med den ustyrlige og ustyrligt sjove skygge. Den lever sit eget liv og smutter fra manden, hænger på hovedet og slår fra sig, når han vil fange den. Men da den bliver til flere, accepterer han den.

’Skyggen’

Fra 5 til 12 år

Teater TT. Tlf. 40596215

teatertt.dk



Teater til store børn



Ind i inklusionsminefeltet

Med ’Diagnose utilpas’ bevæger Teater uden Vægge sig ind i et aktuelt minefelt, inklusion i folkeskolen, men breder det ud til et generelt spørgsmål om ikke at passe ind. Med et sprog og en spillestil i overensstemmelse med aldersgruppen sætter forestillingen fingeren på flere ømme punkter i nutidens børneliv. Forældrene er for fraværende, for ambitiøse eller for begejstrede for deres eget afkom. Det gælder også for Emma, Sofie og Anders. Men selvom de har vidt forskellige forudsætninger, kender de alle tre de rigtige svar og korrekte holdninger. Deres påstand om den gode klasse med det fine kammeratskab holder da også kun, til pigerne ondskabsfuldt mobber lange Anders helt op i det røde felt, så han farer ud af lokalet. Anders er fagligt blank og søger tilflugt i sine computerspils-fantasier. Sofie er flittig, dygtig og usikker, og kvikke ADHD-Emma styrer det hele. Hun tromler omgivelserne med sin hyperenergi og bliver stemplet som den, der ikke passer ind. Det gør skuespillerne til gengæld. De rammer børnenes typer flot og sammen med en medfortællende lydside giver de historien troværdighed.

’Diagnose utilpas’

Fra 9 år og op

Teater Uden Vægge. Tlf. 2970 7160

teateruv.dk



Måske er Gud alligevel ikke død?

’Vorherre på lokum’ er Det Kommende Teaters virkelighedsnære skægge bud på en teenagers forsøg på at finde fodfæste i en verden fuld af fortrædeligheder. Kim er en dreng, der bekymrer sig, og der er nok at tage fat på. Lillesøster stjæler morens penge og vil give Kim skylden. Naboens hund er blevet kørt over og slemt skadet, og bedstemor er alvorligt syg. For ikke at nævne det med Simone, som vil kysse i skolegården. Da Kim ved et uheld låses inde på skolens toilet, vokser hans bekymringer sig så store, at han tyer til Vorherre. For måske er Gud ikke død, men lader som om for at kunne holde fri? Desperationen breder sig ud i de urolige arme og ben. Munden står ikke stille, mens Kim rørende ihærdigt og i et autentisk sprog oplister sine problemer på wc-døren. Det er for meget, det må Gud da kunne ­forstå og gribe ind over for. Bekymringerne slår sig på maven og sender Kim på komisk rutefart til wc’et. Men Vorherre forbliver lige så kold som skoletoilettets gråhvide flisehelvede. Kim prøver med Hamids gud, og det funker slet ikke. Men han finder uden tvivl forståelse hos et jævnaldrende publikum.

’Vorherre på lokum’

Fra 9 til 15 år

Det Kommende Teater. Tlf. 2326 0012

kommendeteater.dk



En fest af humor og danseglæde

’I am’ er dans, når det er dejligt. Med udgangspunkt i den klassiske fortælling om Alice i Eventyrland skaber Uppercut Danseteater en fest af humor, opfindsomme optrin og smittende danseglæde. Men forestillingen er ikke kun munter underholdning, selvom den spinkle pige i den kæmpestore tæppelignende nederdel bæres på hænder og vartes op af tre flotte fyre i høje hatte. Alice falder i søvn i solen og ryger ned i et hul, men lander blødt og kommer ad en rampe ind i eventyrland. Her møder hun de tre herrer, der kører rundt i og med en enorm sort sofa og tager Alice med. Det bliver en tur fuld af tempo, stemning og udtryk. De fire dygtige dansere folder sig ud i lange rækker af enkle, men afvekslende trin til bragende god musik med masser af klaver og slagtøj. Der er hiphop og klesmer, leg og sjove tumlescener. Men der er mændenes stridigheder og kampe, som Alice forstår, at hun må bryde. Hun havner også selv i farlige situationer, men undervejs kommer Alice hele følelsesregistret igennem, og hun får afprøvet køn og identitet.Til

sidst ser hun sig i et spejl og ved, hvem hun selv er.

’I am’

Fra 9 år og op

Uppercut Danseteater. Tlf. 8220 5727

uppercutdance.dk



Teater for unge



En grum tur i skyttegraven

André Andersen SOLO er teatret og personen bag ’Den store krig og skuddene i Sarajevo’. Ene mand påtager han sig at fortælle, kommentere og spille hele første verdenskrig, så man sidder på kanten af stolen. På et stort mørkt gulvtæppe tegnes grænser op, der straks bliver overtrådt og ændret som i den gamle leg ’Jeg melder krig mod ...’. Det begynder med de to skud i Sarajevo, der dræbte det østrig-ungarske kronprinspar og ændrede Europas historie. Attentatet er spændende som en kriminalgåde. Samtidig er man nervøs for at være den næste, der bliver ramt, når den store mand i army­lignende tøj snurrer rundt og med en stiv finger pegende på en tilskuer brøler BANG! Et kamouflagenet og et par stole er nok til at sende publikum med ned i første verdenskrigs 43.000 km skyttegrave. Med afsæt i en fremragende tekst leverer André Andersen historiefortælling af fineste slags. I lyntempo veksler han mellem nøgtern beskrivelse af brutale fakta, politisk kynisme og dramatiske og nu og da komiske udtryk for de menneskelige omkostninger ved krigens uhyrligheder, også nutidens.

’Den store krig og skuddene i Sarajevo’

Fra 10 år og op

André Andersen SOLO. Tlf. 4030 9594

andreandersen.dk



Bliv sat i muntre svingninger

’iPlayuPlaywePlay’ er en titel, hvis swingende rytme på forhånd afslører, at i Boing Productions forestilling drejer alt sig om musik. Måske, fordi der er musik i alt, i hvert fald i alt, hvad Thomas Sandberg rører ved, puster i eller slår på. Er der undtagelsesvis noget uden musik – publikum for eksempel – er han manden, der kan sætte ting og mennesker i muntre, men ikke fjollede svingninger. Med ustyrlige lydtekniske finesser, et farveorgie af en bagskærm med tilsvarende mikrofoner og en enkelt fjernbetjening skaber han en stram og flot ramme om sine sanselige udfoldelser. Thomas Sandberg er utrolig opfindsom og sjov som musikalsk multikunstner og legebarn. Han har en enestående evne til at skabe lyde fra blid nynnen til vildt slagtøj med sine lår som trommer. I en forestilling uden ord og handlingsgang evner han at fortælle med toner, klange og lyde, der får krop, så de nærmest antager skikkelse af levende væsener, der skøjter rundt i rummet. Men han er også skarp og præcis i sin situationskomik og sine kropslige klovnerier, så man ikke nødvendigvis skal være vild med musik for at nyde showet.

‘iPlayuPlaywePlay’

Fra 10 til 18 år

Boing Productions. Tlf. 2612 2548

boingproductions.dk



En historie om gruppepres og løgne

Med ’Intet’ har Teater Nordkraft og Teater V sammen skabt en forestilling, der bider sig fast. Det er oprindelig en roman, men forestillingen er vital og fuld af drama. Det begynder tilforladeligt og underholdende. En teenagedreng kravler op i et træ og bliver der, fordi intet i verden betyder noget. Hans klassekammerater mener, at han har uret. For at overbevise ham beslutter de at lave en bunke af betydning. Men det, der er tænkt som omsorg og et ønske om at få en ven tilbage i flokken, viser sig umuligt at styre. I en scenografi af store ens kasser udkæmper to brandgode skuespillere en hel folkeskoleklasses kampe om, hvad der har mest betydning, og hvem der vil ofre mest. Indsatsen vokser, det betydningsfulde bliver et trofæ, og med det følger gruppepres og løgne. Små modsætninger udvikler sig til et vildtvoksende had mellem gode venner, når menneskelige værdier skal måles og vejes op mod hinanden. Et seksuelt overgreb får pludselig positiv værdi som betydningsfuldt, og det gør religiøs hån og vandalisme også. Først da det koster liv, stopper festen, der ikke er så dyster, som det lyder.

’Intet’

Fra 13 år og op

Teater Nordkraft og Teater V. Tlf. 9811 1666

teaternordkraft.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.