Børnerockfestival - Vilde vulkaner sprudler af musik og leg

Tre piger i regntøj står i en vandpyt uden for legelandet og snakker. Nærmest uundgåeligt begynder deres gummistøvler at glide rundt i mudderet.

»Det er sjovt at stå her, fordi vi hænger fast, og så kan vi grine af det,« forklarer en af pigerne.

Sammen med over 8.000 andre børn og pædagoger fra SFO’er, fritidshjem og fritidsklubber fra København, Sjælland, Lolland-Falster og Fyn er pigerne til børnerockfestivalen Vilde Vulkaner i Vordingborg. Festivalen finder sted i den første uge af skolernes sommerferie – i år for tiende gang under titlen ”10den går”.

Festivalen Vilde Vulkaner varer tre dage, og ligesom sin storebror i Roskilde byder den på andet end regn og vandpytter. Først og fremmest musik i lange baner. Børnene kan også boltre sig på en 350 meter lang junglebane, de kan klatre i et ti meter højt tårn, og takket være deres armbånd kan de køre lige så mange ture i radiobilerne, som de har lyst til.

Men der behøver ikke være fuld knald på hele tiden. I et hjørne af festivalpladsen tager Mads Østberg på ni år sig tid til at få malet et flækket øjenbryn.

»Jeg har aldrig haft ét i virkeligheden, men jeg kan godt lide at få malet det. Det har jeg prøvet mange gange før,« fortæller han.

Sminkeboden styres af hans egen institution, fritidsklubben Spar 2 i Herlev. Pædagog Anne Broberg sørger for, at såret tager form.

»De store piger og drenge i alle aldre synes, det ser sejt ud med et sår i ansigtet. De kan godt lide at forskrække andre, mens de små piger vil være smukke,« fortæller hun.

Spar 2 er til Vilde Vulkaner for fjerde gang. Holdet tæller 20 børn, der begynder i 3. klasse efter sommerferien.

»Det skaber et godt fællesskab, når børnene skal fungere sammen i to døgn. De besøger hinanden i teltene og finder sammen i nye venskaber. De oplever hinanden, når de er trætte og måske lidt triste. Selv om man er 12 år og bredskuldret til hverdag, kan det godt være svært at være hjemmefra,« fortæller Anne Broberg.

Arrangørerne spiser ikke børnene af med pigtrådsorkestre fra tomme garager og mørke kældre, når de samles om den store scene om aftenen.

Vilde Vulkaner præsenterer navne som Nik & Jay, Shout, B-Boys, MGP All Stars og Jay Kid.

Kvaliteten går igen i sandkassen, konstaterer ti-årige Christopher Grice fra SFO Bivognen på Jyderup Kommuneskole.

»Sådan noget fint sand har vi ikke hjemme i Bivognen. Vi har grus, og det er ikke til at bygge af. Her er sandet til at forme,« siger han og slikker på sin bolsjesut.

Sammen med nogle kammerater er Christopher Grice ved at lave en krokodille i naturlig størrelse. Ved siden af ligger en sand-elefant og slapper af. Det er ambitiøse projekter, som børnene får hjælp til af keramiker Nelly Gaskin.

»Jeg opfordrer børnene til at lave store ting. Det er de ikke vant til, men de bliver stolte, når de ser resultatet. Der skal også flere kræfter til at samle sandet sammen, og det er lige noget for drengene,« fortæller hun.

Nelly Gaskin kender idémanden til Vilde Vulkaner. Hun blev så bidt af den gode stemning, da hun besøgte festivalen for nogle år siden, at hun besluttede at yde sit bidrag til den.

»Langelandsfestivalen slår på at være for hele familien, men den kører på de voksnes præmisser med masser af øl. Her kommer børnene sammen med få pædagoger, og alt er lagt tilrette ud fra børnenes behov,« fortæller Nelly Gaskin.



Børn er hovednavne. I dagtimerne går institutionernes børn selv på den store scene som hovednavne. Nogle optræder med et enkelt nummer, andre spiller, synger og danser sig igennem et kvarter.

Fritidsklubben 5´eren fra Hedehusene har tid nok til, at Louise Bak Østerberg på 13 år først kan spille trommer i klubbens band og derefter synge som solist.

»Jeg var bare så nervøs, men det lød perfekt. Jeg havde slet ikke troet, det ville være så godt,« siger hun, da Børn&Unge fanger hende backstage.

»Jeg har prøvet at synge alene en gang før. Det var i 4. klasse. Dengang sang jeg ikke igennem. Det gjorde jeg i dag,« siger hun veltilfreds.

Klubbens musikmedarbejder, Henning ”Honn” Kaad, belønner hende med et klap på skulderen.

»Det er stort for børnene at stå på en stor scene. Vores egen er kun på 25 kvadratmeter, så det kræver overvindelse at gå derop,« siger han anerkendende.

Trods regnen er der hele tiden pænt med publikum foran scenen. Men trængsel er der ikke. Det er der derimod til de store navne om aftenen. Derfor er hegnet neden for scenen forsynet med skumrør, så de forreste børn ikke får ødelagt deres tænder, selv om de får et puf i ryggen.



Baser med voksne. Med 109 børn er Klub Nordvang i Vallensbæk en af de største institutioner på festivalpladsen. Men det er ikke noget problem at være afsted med så mange børn, mener pædagog Lene Thomassen, der er til Vilde Vulkaner for niende gang.

»Det første år lavede vi små skilte til børnene, men de gik i stykker og blev væk. Nu tager vi det mere roligt, fordi vi ved, hvor afslappet det hele foregår. Faktisk griner vi lidt af de institutioner, der er med for første gang. De er nemme at genkende, for børnene får orange veste på og skal gå på række,« siger hun fra sit ly under paraplyen.

Hver dag har Klub Nordvang faste baser med voksne på teltpladsen og foran scenen.

»Vi har ikke 100 procent styr på, hvor børnene er i løbet af dagen, men de kan altid finde os. Hele området er hegnet ind, så det er trygt at have dem med. Men vi kontrollerer ikke, om de får børstet tænder eller spiser ti æbleskiver i stedet for mad. Det sker der ikke noget ved i tre dage. Tværtimod er det fedt for børn at prøve at have mere frihed end derhjemme,« siger Lene Thomassen.

Klubben prioriterer Vilde Vulkaner af den simple grund, at børn skal opleve at være på festival.

»De fleste af vores børn kommer på charterferie, så de ved ikke, hvad det vil sige at campere og bo lidt primitivt. Og forældrene tager dem slet ikke med på festival. Det kan vi så give børnene. En festival er noget helt andet end en koloni. Der er musik, og børnene kan både shoppe i boderne, se gøgl og hoppe på hoppepuder. Mange bliver også overvældede, når de opdager, at de skal bo sammen med 8.000 andre børn,« siger Lene Thomassen.



Startskud på puberteten. På en skråning ude på teltpladsen har pædagog Maria List fra SFO Charlottely på Charlotteskolen i Hedehusene travlt med at tømme telte for vand og sikre dem mod blæsten med ekstra pløkker.

Igennem året får SFO’ens ældste børn lov til at bestemme mere og mere. Det kulminerer med Vilde Vulkaner, som pædagogerne bruger som startskud på børnenes pubertet.

»Her kan børnene gøre, hvad de har lyst til. På den måde forbereder vi dem på livet i en klub. For eksempel råder de selv over deres lommepenge. Jeg tilbyder at være bank for dem, men de afgør selv, om de vil bruge alle 75 kroner den første dag. Som andre bankrådgivere vejleder jeg dem naturligvis, men de bestemmer selv,« siger Maria List, der sammen med en medhjælper har ti børn med på Vilde Vulkaner.

75 kroner lyder ikke af mange penge til en festival over tre dage, men måltiderne er med i de 300 kroner, som institutionerne betaler for at få et barn med på Vilde Vulkaner. Og når det gælder slik, er priserne rettet ind til børn.

»Tre æbleskiver koster kun fem kroner, og der står gratis saftevand rundt omkring, så 75 kroner bør række,« siger Maria List.



Barndommen er for kort til at stå i kø



Et år måtte børnene stå i kø i en time for at få en candyfloss på Vilde Vulkaner. Året efter var det problem løst.

»Det er spild af børneliv at stå i kø, så enten måtte vi sløjfe muligheden for at købe candyfloss, eller også måtte vi have flere maskiner. Vi valgte det sidste,« fortæller Carsten Rasmussen.

Til daglig er han leder af SFO Vilde Vulkaner på Iselingeskolen i Vordingborg, men hver sommer springer han ud som byens svar på navnkundige Leif Skov, der i mange år stod i spidsen for Roskilde Festivalen.

Sammenligningen er ikke tilfældig, for ideen til børnerockfestivalen Vilde Vulkaner udspringer af den berømte storebror.

»Jeg sad en lørdag nat med en klassekammerat fra folkeskolen og snakkede gamle dage over et glas rødvin. Vi kom til at tale om de første festivaler i Roskilde, hvor alt var et stort samværs-sus. Min gamle klassekammerat er leder af en SFO i Korsør, og inden natten var omme, havde jeg lovet at lave en børnefestival i Vordingborg,« fortæller Carsten Rasmussen.

Han troede på sin idé – også i næste dags klare lys. Men han vidste ikke, om andre brød sig om den, så for at lokke kvindelige pædagoger til den første festival i 1995, hyrede han Michael Falch Band som hovednavn. Ikke særlig børnevenligt måske. Men snedigt. For kvinderne bed på og mødte op med 1.100 børn. En tradition var født.

Året efter kom der 4.500 børn.

»Vi troede, vi bare skulle gange antallet af rugbrød og toiletruller med fire. Men vi sled os i stykker. Jeg tror nok, deltagerne havde en fed festival, men flere af os havde symptomer på influenza hele sommeren af bar udmattelse.«

Den dyrekøbte erfaring fik Carsten Rasmussen til at begrænse antallet af deltagere til 3.500 i 1997. Siden er publikumstallet vokset med små skridt til over 8.000 børn fra 220 institutioner i år.

Alligevel holder den oprindelige ide med at give børn og voksne et sus af samvær med musik og kropslige udfoldelser, mener Carsten Rasmussen.

»Mange institutioner kommer igen år efter år. Det samme gør en stor del af vores 450 hjælpere. I de første tre år stod vi selv for festivalen sammen med børnenes forældre. Nu har vi mange af vores gamle forældre og børn med. De kommer, fordi de synes, det er vigtigt at give så mange børn en oplevelse, og fordi de gerne vil være en del af det store fællesskab. Under festivalen er vi hinandens legekammerater.«

Sidste år omsatte børnefestivalen for 2,5 millioner kroner og gav et overskud på 150.000 kroner. Pengene går ind i Vilde Vulkaners Børnefond, der støtter arbejdet med børn og unge i Vordingborg. Fonden er blandt andet med til at finansiere en klub for 10 til 14-årige.

Overskuddet går også til at købe udstyr til festivalen.

Legeområdet er bygget op omkring SFO’ens daglige legeplads, der med årene har fået udvidet sin junglebane, så den nu er på 350 meter.

»Vores egne børn har fået et stort, veludbygget legeområde ud af Vilde Vulkaner, men festivalen påvirker også deres selvbevidsthed, fordi den holdes på deres hjemmebane. Når de bliver større, tænker de forhåbentlig, at når en SFO kan lave en festival med 8.000 børn, så er der ingen grænser for, hvad de selv kan få gang i. Det handler blot om at få engageret tilpas mange mennesker,« siger Carsten Rasmussen.

Det primære på festivalen er og bliver børnene, og de skal omgås med respekt, mener Carsten Rasmussen. Det kommer ikke kun til udtryk gennem antallet af maskiner til candyfloss.

»Der skal være aktiviteter nok til, at børnene synes, det er sjovt at være her. Vi har ikke plads til at udbygge legeområdet yderligere. Derfor har vi suppleret festivalen med et omrejsende tivoli. Ved at sprede børnene undgår vi lange køer ved de enkelte aktiviteter,« siger Carsten Rasmussen.

Det bobler med talent i institutionerne, så det er også vigtigt, at børnene bliver taget alvorligt, når de optræder på den store scene.

»Vores lydfolk skal respektere de numre, børnene kommer med på samme måde, som når Nik & Jay går på scenen. Lydfolkene skal arbejde professionelt, og udstyret skal være i orden,« fastslår Carsten Rasmussen.

Enkelte jyske institutioner har selv fundet til Vordingborg, men selv om Vilde Vulkaner har haft vokseværk gennem årene, holder Carsten Rasmussen fast i kun at invitere SFO’er og fritidshjem fra København, Sjælland, Lolland-Falster og Fyn.

»Jyderne må hellere selv lave en festival end at bruge børnenes tid på at rejse herover. Men det kræver både faciliteter og nogle aktive forældre, som er parate til at bakke deres SFO op i næsten hvad som helst,« siger Carsten Rasmussen.

Selv er han så heldig, at hans SFO er nabo til to idrætshaller, en svømmehal og en kaserne, der stiller sit øvelsesterræn til rådighed som teltplads.