Børneliv i Nicaragua; 18 år, to børn og tidligere prostitueret

Da bilen kører op til INHIJAMBIA's hus, og pigerne løber os i møde, prøver vi at forestille os dem som limsniffere, kriminelle og ludere. Det er svært. Pigerne er pænt klædte, deres munde smiler, og de ligner enhver anden gruppe af kåde teenagere. Men den barske sandhed ligger under facaden. Og ved nærmere eftersyn smiler øjnene med den tunge makeup knap så meget som mundene. Flere af pigerne kan vise ar frem, og pludselig går det op for os, at de små børn, som løber rundt på gårdspladsen, alle er født af pigerne. Det er børn med børn, og små strømper, som hænger til tørre i vinduets tremmer, vidner om et ansvar, som pigerne først lige er ved at lære at håndtere.

De har fået muligheden for et nyt og bedre liv af organisationen INHIJAMBIA, som arbejder for at hjælpe gadepigerne. De får dem væk fra gaden, og en del af pigerne i projektet bor her i dette hus.

18-årige Jessica Madrigal tager lidt genert imod. Hun inviterer os ind på en af pigernes værelse for at fortælle os sin historie. Det er kun anden gang, hun fortæller den til nogen, så der er stadig ting, som gør for ondt at snakke om, fortæller Mirna Sanchez, der er leder af INHIJAMBIA.

Jessica Madrigal smiler forsigtigt, tager Mirna Sanchez i hånden og begynder at fortælle om sit liv helt fra starten:

"Min mor gav mig væk, da jeg var lille, og jeg voksede op hos nogle andre mennesker, som jeg kaldte for mine bedsteforældre. Min stedsøster slog mig altid, og jeg kom alt for sent i seng, så jeg var dødtræt i skolen dagen efter og ikke kunne koncentrere mig. En mand i familien misbrugte mig seksuelt, fra jeg var seks år gammel. Han satte en kniv for min mave og sagde, at han ville sprætte mig op, hvis jeg gjorde modstand eller sladrede. Da resten af familien fandt ud af det, sagde de, at det var min egen skyld. De slog mig og truede med tæsk, hvis jeg sagde det til nogen."

"Min skolelærer opdagede misbruget, fordi jeg opførte mig "mærkeligt" i skolen. Det var, da jeg var omkring 11 år. Skolen anmeldte overgrebene til familieministeriet, som undersøgte sagen og fjernede mig fra mine bedsteforældre. Herefter flyttede jeg en del rundt mellem forskellige steder. Men alle steder blev jeg mishandlet og misbrugt. Det sidste sted, jeg kom til som 13-årig, flygtede jeg fra. Og så mødte jeg mit første barns far."

Jessica Madrigal fortæller stille og roligt. Hun har små rottehaler, sølvspænder i det korte, mørke hår og en lille hvid blondetrøje med små blomster på. Hun er spinkel, og da hun siger "mit første barns far", glider blikket automatisk ned over den spinkle pigekrop. Det ligner ikke en krop, der har født børn - snarere en 13-årig.



Tvunget i prostitution. "Mit første barns far tvang mig til at gå på gaden og prostituere mig, og han beholdt selv alle pengene. Han var 32 år og gift, og jeg kom hen og bo hos ham og hans kone. Han udnyttede mig groft, og jeg kunne ikke holde til livet på gaden med de mange mænd. Da jeg flygtede fra ham som 13-årig, var jeg gravid.

Da jeg fødte min datter, hjalp min biologiske søster mig, og fra 2000 boede jeg hos hende. Da min baby var tre måneder, smed min søster mig ud. En af naboerne gav mig lov til at bo der. Og så mødte jeg faderen til mit andet barn. Jeg boede ved ham, men han tog rigtigt mange stoffer og slog mig meget."

Hun omtaler hele tiden mændene i hendes liv som "faren til mit barn". Ord som kæreste eller mand eksisterer ikke i hendes ordforråd. Øjnene fortæller en anden historie end den spinkle krop og det søde tøj. De passer ikke til den rolige stemme, som Jessica Madrigal indtil videre har fortalt sin historie med. De er ældre. De er mere bedrøvede end det forsigtige smil. Når man spørger hende, om hun selv tog stoffer eller sniffede lim, griner hun et nervøst grin, men svarer, at det gjorde hun ikke.

"Jeg gik til familieministeriet igen og anmeldte ham. Og det viste sig, at jeg var gravid igen. Familieministeriet sendte mig til Casa Alianza (en hjælpeorganisation for unge, prostituerede piger, red.), hvor jeg fødte min anden datter. Min anden datter havde for meget væske i hovedet, og hendes udvikling er derfor meget langsom. Hun er to år, er først lige begyndt at gå og kan overhovedet ikke snakke endnu. Jeg var halvandet år i Casa Alianza, og så kom jeg hen og bo ved min anden datters farmor. I det hjem var der også meget vold, men så lærte jeg en af pigerne her fra INHIJAMBIA at kende. Hun fik mig med hertil, og jeg kom til at snakke med Mirna. Jeg fortalte for første gang hele min historie til nogen. Hun hjalp mig og skaffede mig et værelse her. Efter jeg kom hertil, fik jeg kontakt med min rigtige mor, men jeg kunne ikke lide de ting, hun sagde. Hun sagde, at jeg ikke var hendes barn og ville ikke vide af mig. Hun ville kun vide af sønnerne ud af os seks børn. Min søster lider også, men hende vil min mor heller ikke vide af. Men jeg bærer ikke nag."



Drømme om kærlighed. Da vi spørger hende om, hvordan hendes syn er på mænd efter alt det misbrug og prostitution, ryger facaden for første gang. Hun begynder at grine stille og lægger sig over i Mirna Sanchez skød, hvor grinet går over i en voldsom gråd. Hun er ikke i stand til at svare på spørgsmålet.

Spørgsmålet om, hvilke drømme en pige som hende går og har, kan hun godt svare på:

"Jeg vil gerne læse til sygeplejerske og går i skole igen nu. Jeg er på 5. eller 6. klassetrin. Men mest af alt drømmer jeg om, at mine børn får et godt liv, og at jeg kan give dem den kærlighed, som jeg aldrig selv fik."



Hende, der rækker op mod månen

Navnet INHIJAMBIA er fra før, spanierne kom til Nicaragua, og betyder heltemodig og sejrende kvinde, der kæmper for sine rettigheder og drømme. Hende, der aldrig lader sig besejre og rækker op mod månen for aldrig at slippe den igen.

Og det er et meget godt billede på organisationen INHIJAMBIA's arbejde. De hjælper piger og unge kvinder i risikogruppen, specielt stofmisbrugere, som har været udsat for seksuelt misbrug og/eller har været prostituerede. Mange af pigerne er med i bander og har boet flere år i ruinerne i Managuas centrum eller andre steder på gaden. Organisationen støttes af blandt andet den danske organisation International Børnesolidaritet, der har BUPL, PMF og SL i sin styrelse.

Mirna Sanchez er leder og ildsjæl i organisationen, og hun fortæller, at de arbejder med pigerne i tre faser:

"I det, vi kalder første fase, er pigerne meget langt ude. De har ikke noget rigtigt sted at bo og har som oftest problemer med stoffer og lim, så den første tid går med en direkte afvænning."

Pigerne kommer på en form for rehabiliteringscenter, som skal hjælpe dem til at slippe livsstilen fra livet på gaden. I den første fase er det vigtigt at motivere pigerne til at ændre deres liv. De deltager i aktiviteter som personlig hygiejne og skolegang. I anden fase begynder de seks medarbejdere i INHIJAMBIA at arbejde mere fremadrettet med pigerne. Det sker gennem deltagelse i undervisning, håndværksmæssig uddannelse og forsøg på at styrke kundskaber, som pigerne måske allerede har.

"Tredje fase er et uafhængigt liv. Og det er den sværeste fase. Blandt andet fordi pigerne gerne skal ud og have et arbejde her, men det er næsten umuligt på grund af den store arbejdsløshed, og hvis vi bare slipper dem, er risikoen for, at de ryger direkte tilbage igen, alt for stor," siger Mirna Sanchez.

Derfor har INHIJAMBIA udviklet nogle produktionsenheder, for eksempel et bageri og et vaskeri, som er drevet af pigerne selv, men med støtte og opfølgning fra INHIJAMBIA.

Gadepigernes situation kan virke uoverskuelig. Men i INHIJAMBIA får 20 piger af gangen en ny chance. En ny chance for at række op efter månen. Men de skal virkelig holde godt fast, for den kan nemt glide ud af hænderne igen.



På www.inhijambia.org kan du læse mere om organisationen. Her er det også muligt at støtte INHIJAMBIA økonomisk.