Børnelitteratur: Livet, døden og noget af det ind imellem

Marianne Iben Hansen har skrevet og Hanne Bartholin har tegnet Anden Axel, som elsker biler. Andeforældrene synes, at Axel skal svømme... han er jo en and! Hør bare her:



"Du' en and," siger far.

"Du skal svømme," siger mor.

Men alt, hvad Axel ønsker sig på hele denne jord...



... det er brandbiler, kranbiler,

Gamle veteranbiler,

Sølvbiler, blå biler,

Racerbiler, rå biler ..."



Det er sådan set omkvædet i denne versfortælling om Axel, der stikker af hjemmefra for at følge bilens spor. Det rabler af sted med forskellige mundrette rimformer, bogstavrim, enderim, bil og balladerim, tungebrækkere, ord-eskapader og biler i enhver tænkelig og i aldrig før tænkte afskygninger. Hvis I er på jagt efter tekster, der virkelig kan noget med sprogets legende, eksperimenterende og poetiske sider og inspirere til mundballade, så er Marianne Iben Hansens tekster altid værd at kigge efter på biblioteket. I netop denne bog er der, som en bonusgevinst, en klar appel til drengene. På allerførste opslag inden titelblad, ser man tegnerens anarkistiske bilbaner. De er næsten tegnet som spaghetti, og her siger fortællekontrakten, at bilbaner kan man bare ikke få nok af! På allersidste side, så at sige efter bogen er endt, er lignende spaghettibilbaner blevet befolket med både biler i fart og ord i fart. Båndspaghetti med rim og biler.

Hvor Ida Jessen i Orm får en ven er episk helt stram og ikke bruger ét overflødigt ord, er Marianne Iben Hansen lyrisk overvældende, rytmisk opfindsom og ordrig.



Og Anden som hovedperson? Han rapper så det gjalder! Som oplæser er det om at øve sig, for her er rytmiske udfordringer. Billedbogen er i et tilfælde som dette også en musisk og mundtlig genre. Formidlingen af den er især. Nina Christensen skriver i Den danske billedbog, at "... billedbogens tekst møder (således) det barn, der endnu ikke har lært at læse, som mundtlig fortælling: En voksen vil typisk læse højt for barnet, for hvem den skriftlige kode endnu er en gåde. Ud fra en sådan tankegang kan denne "realisering" af billedbogen, højtlæsningen, opfattes som en mundtlig fortælling, der har visse stilistiske træk tilfælles med denne fortælleform". En anden dimension ved billedbogens mundtlighed er den fascinationskraft, der er i det poetiske felt og i den rytmiske leg med ord, som gør, at det mundtlige rykker med ud i børnenes brug af bogen. Det arbejder Line Beck Rasmussen med, og hos hende kan man læse om de mange komplekse relationer, der er imellem sprogets poesi og børns mundtlighed. De mange bilrim kører ikke af sporet, Marianne Iben Hansen følger banen, og det kører derudaf, der er ingen tvivl om, at biler og rim kan køre rigtig længe imellem børnene. Der er brændstof på. Klar børnehavebog!



Marianne Iben Hansen og Hanne Bartholin Axel elsker biler, Gyldendal, 149 kroner.



Faglitteratur

Nina Christensen, 2003 Den danske billedbog, Roskilde

Universitetsforlag.



Line Beck Rasmussen, 2006 Aborren taler aborrarabisk. Om poesi i dansk børnelitteratur. Det første kapitel i bogen Børnelitteratur i tiden. Høst





Det bedste er ikke for godt til mig



Sådan siger den Bamse, vi kender fra tv. Og det er godt sagt, synes jeg. Det, Bamse her giver udtryk for, er en børnekulturel æstetik, det er rigtig vigtigt at holde fast i. De yngste skal have det bedste! De skal møde kulturen og sproget i de ypperste former og i udgaver, der litterært og billedmæssigt henvender sig til dem. Her er et virkelig godt forslag til vuggestuens bibliotek. Historien om Orm, der får en ven, er historien om en af de ting, der bliver større af at blive delt, ja, som faktisk kun findes, når man deler. En fortælling om venskab.



Ideen i Orm får en ven er genial: Når en regnorm deler sig, bliver den til to.

Orm føler sig alene og ensom imellem græsstrå og blomster, som har hinanden. Men en dag sker der noget, en lyd nærmer sig. Orm blev kørt over og alt blev sort. Meget dramatisk er hele to opslag sorte, først ét med afrevne blomster og græsstrå, dernæst et helt og aldeles sort. Men Orm er ikke død, den er bare blevet kortere. Vi ser Orm afbildet på en sky af græs. Orm dør ikke, men får sig en ven. Det er ikke så ligetil, at finde ud af, hvem der er Orm, og hvem der er ven. Efter at have skændtes lidt om, hvem der nu er Orm, og hvem der er ven, bliver Orm og ven begge meget hurtigt begge venskabeligt indstillede:



"Jeg kan godt hedde Ven," sagde Orm.

"Det kan jeg også," svarede ormen.

"Jamen så siger vi det. Du hedder Ven og jeg hedder Orm,",

sagde Orm.

"Okay så," sagde ormen.



Det er en genial billedbog. Farverne er holdt i grøn, rød, grå og sort. Særligt er de grønne og de grå i en mængde nuancer. Fuldstændig enkel og overhovedet ikke banal. Kompleks og perspektivrig. Illustrationerne er nærmest fuldkomne. Og teksten helt stram og alligevel fuldt udfoldet. Forsidens enkle appetitvækker med grøn baggrund, sorte ormehuller og en orm, der kigger op ad et hul, er næsten helt klassisk stram. Enkle, klare typer angiver titlen i rødt på grøn baggrund. En billedbog begynder med forsiden. Og det har denne bog taget konsekvensen af, for kolofonen er helt bagi, så det ikke får lov at fylde grafisk og forstyrre de små seere og lytteres oplevelse. Inden titelbladet kommer tekstens begyndelse: "Der var engang en orm, der hed Orm."



Bogen indeholder mindelser til klassikere som for eksempel Mis med de blå øjne, hvor vi også ser et helt sort opslag. Når der står, der bliver sort, så BLIVER der sort!

Den kan læses igen og igen. Fordi den indeholder så store eksistentielle spørgsmål og svar, når det gælder ensomhed og venskab. I gulvhøjde. Eller i ormehøjde. Menneskehøjde. Først og fremmest fordi den er så godt fortalt. Og fordi det er så godt at finde en ven og at være en ven.



Men også fordi den indeholder muligheder for små viderefortællinger om ormene på vores vej med småbørn i græsset og på tur. Noget af det fine ved denne bog er den forbindelse, den har til de fortællinger, der er mellem børn og voksne om mariehøns, regnorme og andet småkravl. At en regnorm er sådan indrettet, at den kan blive til to, er da mærkeligt. Dét er virkelig et reelt undrespørgsmål! Jeg er helt sikker på, det falder godt ind i de undrefortællinger, man arbejder med pædagogisk mange steder, sådan som de for eksempel er beskrevet af Kirsten Thonsgaard og Karin Flensborg i bogen Tid til fortælling.



Orm får en ven er også en god og pædagogisk brugbar bog, fordi farverne indbyder til at arbejde med farver på store flader. Altså zig-zagge imellem oplæsning og leg med farver. I en vuggestue kan man vælge den sorte, den røde eller den grønne ud, direkte inspireret af at læse om Orm og ven. Farverne kan få lov at dække hele fladen, ligesom i bogen om Orm og Ven. At Bartholins grønne har mange nuancer og er så smuk som rugmarkerne i juni eller som det grønne farvespil i Jens Søndergaards billeder af landskabet ved Bovbjerg, er kun en fornøjelse ekstra - det bedste er ikke for godt!



Ida Jessen og Hanne Bartholin Orm får en ven, Høst og søn, 199 kroner.



Faglitteratur : Karin Flensborg og Kirsten Thonsgaard, 2003

Tid til fortælling, Klim







En tidens dyretegner



Tegneren Hanne Bartholin er illustrator på fire af de her anmeldte bøger. Hun er en tegner, hvis bøger det kan være spændende at læse mange flere af. Hvis I i vuggestuen eller børnehaven vil arbejde med et illustratortema og fordybe jer i den samme tegners bøger, er Bartholin én af dem, der har meget at byde på for alle aldersgrupper.



Hanne Bartholin fortæller om sig selv:



"Jeg har elsket at tegne lige siden, jeg var i stand til at holde på en blyant. Som barn havde jeg altid meget travlt. Jeg legede, at alle de blomster, jeg opfandt, blev til virkelighed på en anden planet ude i rummet. Det var en sjov og inspirerende tanke, og måske er det stadigvæk den, der er drivkraften for min fantasi." Citat fra www.cfb.dk/



Bartholin er håndtegner og bruger mange forskellige teknikker; tusch, pen og pensel, akvarel og gouache, og hun er kendt for sine ordløse billedbøger, eksempelvis bogen Hunden i mit liv, der handler om parforhold, skilsmisse og om at blive klar til kærligheden igen. Debuterede 1993 med billeddigte i bogen I den syvende himmel, skrevet sammen med Charlotte Sejer Pedersen.



Hos Bartholin er der altid et karakteristisk farvevalg, som de dybe grønne og røde eller kombinationen pink og grå i bogen om krokodillen Finn Herman, der er lavet sammen med Mats Letén, og som indbragte Kulturministeriets illustratorpris. Hun er en tegner, der er god til dyr; elefanter, geparder, giraffer, "pletteparder" og mange andre, de fleste omgængelige, med Finn Herman som den glubske, altædende undtagelse. I billedbogen Lille Nø - skabt sammen med Hanne Kvist rejser en elefantunge af sted ud i verden, men kommer til at savne sin flok og følelsen af at høre til. Lille Nø er en bog, der er velegnet for store vuggestuebørn og små børnehavebørn.



Rejsen, fællesskabet, de almene følelser, humor, klare figurer, store flader og en usædvanlig dejlig og dyb farveholdning er denne tegners kendetegn. Hendes farver og figurer inviterer til at arbejde videre med farver selv. En sjov børnelitteraturpædagogisk aktitivitet. Man kan også kopiere elefanten lille Nø og male den op på væggen - er man i tvivl om, hvad tegneren synes om det, kan man jo skrive til hende og bede om lov. Måske prøve at få hende til at komme til et arrangement med børn og forældre.



Inspiration til et sprog- og dramapædagogisk arbejde med Finn Herman kan findes i en artikel af Kirsten Vagn: Mødet med sproget omkring billedbogen. www.dansklf.dk/multimedia





En dag i Vuggestuen Smørklatten



Hvad er en smørklat? Det er en af hverdagens metaforer. Smørklatten betegner et sted, hvor det er dejligt at være. Lige midt i smørhullet, dér er rart. Det er en god ide at kalde en vuggestue sådan; det er der vist også mange, der har gjort. Den vuggestue, bogen her fortæller om, ser også ud til at være rar. Denne billedbog er dels en lille billedordbog, det vil sige, at nogle af de ord og begreber, der er i teksten bliver forklaret med tekst og illustration i spalter på henholdsvis venstre og højre margen. Det er en god ide, fordi det inviterer til gentagelse af visse ord og på den måde kan bogen fungere som en lærebog i de perioder, børnene synes, dette her med gentagelse af ord er sjovt. Dels er det en fortælling om hverdagen. Hvert opslag viser en typisk scene fra en dag i vuggestuen, leg på stuen, et måltid, på tur og så videre. Der er mange små situationer at tage fat i og dvæle lidt ved. På det opslag, der ser ud til at ville beskrive det, der foregår, når bleerne bliver skiftet inden middagsluren, svigter bogens ellers gennemførte sceniske design. På venstre side af opslaget ser vi puslerum og bord, på højre side ses krybber og barnevogne. Måske en fejl i mit eksemplar, at to scener må dele et opslag, men jeg tror det nu ikke. Det er simpelthen sjusket, når der ellers er lagt en linje, der ville være bedst tjent med at blive gennemført. Puslerum og krybberum kunne have haft hver sit opslag.



Et af børnene har selvfølgelig en bog at sove med! God detalje, en anden har en 'sovebil'. Det er også en god detalje. En dreng har tabt en sut. Det er faktisk Emil, som er en slags hovedperson. Det er ham, teksten fortæller om. Bogens handling begynder med, at Emil ankommer om morgenen, og den slutter med, at han hentes af sin mor om aftenen. På billedsiden er det ikke klart, hvem det er, der er i fokus, måske bortset fra det lille drama med den tabte sut.



Tegneren har lavet lidt product placement, og tegnet en Willi-bog som illustration af, hvad en bog er. Det er da en meget sjov detalje; Inger Tobiasen tegner Willi-bøgerne. Alle billeder er tegnet med det samme perspektiv, og sproget er også jævnt og stilfærdigt. Hvis man gerne vil have en billedordbog til at støtte arbejdet med at gentage nogle af hverdagens almindelige ord og begreber, er denne bog måske et nogenlunde godt bud. En sted siger teksten gulerod, og tegningen viser et skilt med en gulerod, sådan et skilt, der af og til er i garderoben. Det er der en vis udfordring i. Det kræver selvfølgelig et fokus på at gentage ord og begreber fra bogen i mange forskellige sammenhænge, men det er ikke givet, der er så megen pointe i at trække enkelte genstande ud og fremhæve dem grafisk uden for billedets visuelle scene. En sjov ting ved denne bog er, at børnenes ansigter har en ekspressiv mimik med meget få virkemidler. De voksne derimod er ret anonyme og udtryksløse. Det er nok en pointe. Men hvis smørklatten er et billede på dét, der er fedt, så kunne en hverdagsfortælling fra en vuggestue godt være en lille smule federe, synes jeg. Et eksempel på en nogenlunde brugbar børnebog, der ikke er børnelitteratur.

Louise Langhoff Koch og Inger Tobiasen

En dag i vuggestuen Smørklatten, Gyldendal, 99 kroner.





Med far på færde



I to helt nye bøger om en dreng og hans far; er Poul med sin far, som titlerne siger, ude at spise og i sandkassen. Stiliserede figurer med en karakteristisk streg. Enkle fortællinger som med pointe og humor viser en ganske bestemt type relation imellem Poul og far. Når far leger noget sjovt i sandkassen, overtager Poul den sjove skovl og så videre. Får far noget godt at spise, får Poul den lækre mad. Og far må bære en meget mæt dreng af sted fra restauranten. I sandkassen ser far ser ud til at være oprigtigt træt af at skulle afstå det sjove legetøj til sønnike. Pointen gentages - hvilket nok skal fryde i samværet om disse bøger. Charmerende bøger for de yngste, med andre ord en god vuggestuesatsning. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor drengen skal hedde Poul... Men det hedder han altså.



Andreas Bræstrup Kirstein og flot illustreret af Rasmus Bregnhøi

Poul og far på restaurant

Poul og far i sandkassen,

Politikens forlag, 69 kroner stykket.







At finde og blive sig selv



"I flimrende hede, mod syd på savannen,

Lå mor og gepardsøn og så på hinanden.

Hun slikked' ham kærligt og kaldte ham Geo.

Og knægten var smuk som sin mor, der hed Cleo.

En sort, hvid og gul, plettet, pragtfuld gepard,

Der, som vi skal høre, kom dårligt fra start."

Alle farverne hører til en ægte gepards pragt, hører vi højt og tydeligt her! Men Geo tilpasser sig sine omgivelser, så han helt mister sine egne farver, og at gemme sig, dét lærer han lige fra begyndelsen: "for kom der et rovdyr, så var han på spanden". Mor må nemlig væk og passe sin gerning med at jage. Bogen om Geo er en versfortælling om at være sig og være sig selv bekendt - og om at finde kærlighed. Det er også en lille dyrefabel om en stresset enlig gepard-mor, der helt uventet for sin søn kan sige:



"Vær stille! Migræne! Mit hoved' gør ondt,

Du tramper så hensynsløst støjende rundt!"

Og Geo må jo gøre sig usynlig og smide sine pletter, det er da klart! Geo gør alt, han kan for at tilpasse sig andre, please sin mor og blive en god gepard. Men det kan jo ikke nytte noget. Han må hjemmefra og klare sig selv. Da han møder en skøn hungepard, som forstår ham og forstår at lade ham være ... sig selv, indser han, at geparden har farver, og alle skal med. Bartholins billeder er dejlige dyreportrætter på store, dybe farveflader. Rød og savannegul. Selv den sorte har nuancer.



Ellen Holmboe og Hanne Bartholin Geparden Geo, forlaget alma, 229 kroner





Opslag og nedslag



Hvad er lykken, hvordan virker verden, livet og vi? Hvad tror vi på og hvad er videnskab? Hvorfor dør man? Hvad sker der når man dør?



Lykkepose

"Jeg fik engang en lykkepose af min onkel. Men jeg turde ikke åbne den, fordi jeg troede, den var fuld af lykke. I mange år stod den på en hylde, og jeg passede rigtig godt på den. Og nogle gange gjorde jeg ting, jeg vidste, var ekstra forkerte, fordi jeg vidste, jeg havde en pose lykke derhjemme til at klare ærterne, hvis der skete noget slemt.

Jeg fortalte det aldrig til nogen, men jeg følte mig utrolig heldig, fordi jeg vidste, at der ikke var nogen, der kunne tage min lykke fra mig.

Det var derfor noget af et chok, da jeg åbnede posen, da jeg blev 14 og var forelsket i en, der hed Pia, og virkelig havde brug for lykke, fordi hun ikke var forelsket i mig. Men i stedet for lykke fandt jeg bare en gul plastiktraktor og 6 lakridser og en gammel indtørret slikkepind.

Jeg blev så skuffet, at jeg krøllede lykkeposen sammen og bed i den."



Sådan er Jens Blendstrups tekst om lykken i en pose i Børnenes Ænsyklopædi.

Børnenes Ænsyklopædi er sådan en slags grønspættebog, en bog om alting. Redaktørerne har samlet en række forfattere og tegnere. Idegrundlaget er børns samlermanier. Ligesom børn ofte elsker at samle på ølkapsler og andre ting, de finder, eller på unyttig og nyttig viden imellem hinanden, har redaktørerne her samlet på skønlitterære forklaringer på alt muligt. Jens Blendstrup har skrevet mange af bidragene og formen passer også vældig fint til hans løbske logik. Man kan finde forklaringer på døden, på "Ting", og slår man op på "vinterbader", krydshenvises selvfølgelig til "Jammerbugten". "Kolofon", "ænsyklopædi", "forord" og andre bog-udtryk forklares også. Alle tekster er skønlitterære, og bogen minder lidt om Brøndums Encyklopædi, som er en slags digternes basar for voksne, udformet som opslagsbog. Et sjovt påfund som er meget æstetisk vellykket med en bred billedside med god luft. Der er en lille hage; det er som om, der er en implicit voksenfortæller, der siger: "Jeg ved godt, at børn synes, voksne der véd noget og gerne vil formidle det, er irriterende." Den fortællerholdning bider sig selv i halen og kan mildest talt skabe en tvetydig forventningshorisont. Det kan man for eksempel læse om i opslaget om, hvad en Ænsyklopædi er. Her tegnes et billede af en far, der fordyber sig i noget så latterligt som en bog. Voksne må da gerne formidle, det behøver man ikke ironisere over i det halvskjulte. Hvis børn synes, det er irriterende, så lad dem om det. Man kan tage højde for det pædagogisk, det er man ligesom nødt til. Men at bygge det ind i tekster forekommer forældet.



Er man med på bogens vifte af sjove og skæve påfund og tekster, er det en god bog for de seks til niårige. Hvis man bruger oplæsning i korte pauser, kan man bruge denne bogs skæve tekster som "dagens tekst". Og samle videre på egne definitioner og forklaringer. SFO'ens egen encyklopædi kunne være et projekt. At børn bruger bøger både for sjov og som kilde til viden, er et faktum, vi ikke skal se bort fra. Og her er Ænsyklopædien er fin form for edutainment. Om viden er nyttig eller unyttig er ikke så vigtigt i det lange løb. At indsamle viden, spørgsmål og svar er sjovt.



Tor Nørretranders har på sin måde taget hul på et kvalitativt bud på børns hunger efter viden og nødvendigheden af, at voksne kan gå i videnskabende dialog med nysgerrige børn. Han skaber nemlig med sin bog Børnespørgehjørne en nysgerrighedsspiral. Også han vil gerne fortælle, at mange voksne tror, de er så kloge. Men hos Nørretranders er der et formål med dette billede af voksne, og det er at vise, at det handler om at spørge dumt i stedet for at spille klog. God formidling, ikke noget fyld her. Her er nogle af videnskabens store spørgsmål linet op på kortform som spørgsmål og svar. Bogen er delt i tre afsnit: Hvordan virker verden? Hvordan virker livet? Hvordan virker vi? Der er virkelig store spørgsmål i sving, livsanskuelser, religion og naturvidenskab.



Ib Spang Olsen, Anja Vang Kragh og Lars H.U.G. illustrerer meget forskelligt.

Forklaringen på døden er næsten ens i denne bog og i Ænsyklopædien. Mon de har hentet den det samme sted?



Thea Bendix, Hanne Kvist og Elin Ahlgren-Petersen (red.) Børnenes Ænsyklopædi, Gyldendal, 229 kroner



Tor Nørretranders Børnespørgehjørne, Thanning og Appel, 249 kroner









Motivlæsning



Hvis man vil forfølge et spor med forskellige historier om at være sig selv bekendt, synlig og være tilstede i livet med alle sine nuancer og hele sit spekter, kan jeg foreslå at låne følgende ikke helt nye, men vildt gode bøger - næste gang, I skal en tur på biblioteket.



Tove Jansson Historien om det usynlige barn (Som ikke er en billedbog, derimod en novelle)



Hanna Lützen og Tine Modeweg Hansen Pigen der var bange for sin skygge



Morten Ramsland og Lise Arildskov Rasmussen Da Børge B blev gennemsigtig



Kim Fupz Aakeson og Cato Thau-Jensen Pigen der krøb.





And, døden og tulipanen



Wolf Erlbruch er kendt for sin bog om Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved, som han har lavet sammen med Werner Holzwarth. Det er jo ved at være en gammel sag og må derfor uden at ryste på hånden kunne kaldes en klassiker. And, Døden og tulipanen er lavet af Erlbruch selv, og det er en smuk billedbog, som med enkle virkemidler fortæller om venskab, varme og døden. And møder Døden, og de følges lidt ad i Ands sidste levetid. Det er døden, det her handler om, det er den, der er uomgængelig. Den er egnet til børn fra fire år, og det er et af de bedste bud på at fortælle om det uforklarlige, om døden som et grundvilkår.

Nænsomt og udramatisk. På alle billeder

bærer Døden en sort tulipan. Da And er død, lægger Døden den sorte

tulipan ved Ands side.



Wolf Erlbruch And, Døden og tulipanen, Høst og Søn, 199 kroner