Børnefamilier: En tikkende bombe af muligheder

Gabet mellem drøm og realitet er enormt. Antallet af børn stiger proportionalt med indtægten. Det samme gør tiden, vi bruger på arbejde. Vi drømmer om flere penge og mere tid sammen. Men mere tid omsættes til individuel tid. Penge til egocentreret og oplevelsesorienteret forbrug. Vi tænker fællesskab, men sidder i hvert vores rum. I hovedet er vi engagerede. I virkeligheden dukker vi sjældent op til forældremødet. Vi drømmer om den store kærlighed med børn som prikken over i'et. Men skriger skilsmisse, når det gør ondt.

Børnehaven er et ekko af forvirringen. Mere end 90 procent af vores børn går i institution. I storbyområder er der to kvadratmeter pr. barn. De bliver syge af det. Det gør pædagogerne også. Halvdelen forlader jobbet inden for de første ti år.

»Skismaet er stort og bizart. En tikkende bombe, der meget vel kan eksplodere med den nye generation,« siger Liselotte Lyngsø, forskningschef fra Institut for Fremtidsforskning.

Hun har beskæftiget sig indgående med fremtidens familier, deres forventninger og krav til børnehaver og kommuner. Senest i projektet "Fremtidens børn - Gentofte mod år 2010", hvor pædagoger, politikere, embedsmænd, forskere og forældre fokuserede på fremtidens børnehave og vuggestuer.

»Den nye generation har mulighed for at stille helt andre krav. De vil handle om at få konflikten løst. At få familieliv og arbejde til at balancere,« siger Liselotte Lyngsø.



Historisk nyt spillerum. Chancen for en ny dagsorden er opstået, fordi arbejdsgiverne vil kæmpe om de stadig færre unge. Børnefamilierne udgør 60 procent af arbejdsstyrken. Arbejdsgiverne er tvunget til at tænke i nye baner for at tiltrække en generation, der på én gang har høje familieidealer, tror på ægteskabet, forventer "hard fun" på arbejdet - og vil have tid til det hele. Også til de børn, der i stigende grad er planlagt, signalerer tjek på livet og derfor står højt på prioriteringslisten.

»De børn bliver ikke bare smidt i en tilfældig institution,« siger Liselotte Lyngsø.

Børnenes nye status, familieidealerne og generationens nye spillerum kan hurtigt få konsekvenser for hele børnepasningsområdet, mener Lise-lotte Lyngsø.

»Alle kan se, at det ikke går. Mere børneorlov løser ikke noget. Skismaet stikker langt dybere. Desværre er børneområdet druknet i et hav af retorik. Blandt andet fordi, det er politisk selvmord at bestemme, hvad forældre skal gøre,« siger hun.

Hvad ville der for eksempel ske, hvis en politiker rejse sig og sagde: Kære forældre, vi har det sort på hvidt. I gør det elendigt. Afstanden mellem det, I vil, og det I faktisk gør, er for stor. Nu overtager vi ansvaret. Bygger superinstitutioner til fremtidens investering: Jeres børn.

»Er det løsningen? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det klare bud på en løsning af børnefamiliernes dilemmaer bliver langt mere presserende de næste ti år. Om forældre, politikere og pædagoger tør tage den dialog, bliver spændende at se.«

Liselotte Lyngsø har med baggrund i Gentofte-projektet udviklet et par bud på fremtidens børnehaver.

»Modellerne er ikke fri fantasi, men logiske svar på tydelige tendenser,« siger Liselotte Lyngsø.



Femstjernet hotel. Der vil være kommuner, som vælger "den certificerede" institution. Kommunen overtager ansvaret, garanterer kvalitet og kører børnehaverne som virksomheder.

Børnehaven er ikke tilfældig parkering, men en femstjernet superinstitution med universitetsuddannede pædagoger og certificerede standarder på alt fra ekspertkontrolleret mad til garanteret forureningsfri sandkasser og toptunede vagtværn. Kvalitet kan måles og udvikles.

Modellen er skræddersyet til forældre, der prioriterer tid og rammer. Gennem skatten betaler de for et "femstjernet hotel", der ikke bare sikrer kvalitet, men også idealet om, at alle skal med på vognen. For alle børn får ens opdragelse på samme høje niveau.

»Nogle kommuner vil være tiltrukket af modellen, fordi den lægger op til central styring med kvalitetsudvikling som nøgleord. Men der vil være ansatte og forældre, som foretrækker en langt mere decentral løsning. De vil se superinstitutionen som en børnefabrik,« siger Liselotte Lyngsø.

For dem tæller værdier som fleksibilitet og indflydelse. De vil være godt hjulpet af en IT-teknologi, der tillader dem at arbejde hjemmefra eller fra kontorfællesskaber i nærområdet. De befinder sig næsten altid i lokalområdet. De dyrker lokale initiativer og aktiviteter og har behov for konkrete personlige relationer. Der er ikke den store forskel på arbejde og familieliv.

For dem kan løsningen være helt at fjerne dagens institutioner.



Pædagogen som familievejleder. I stedet opbygges nabobestemte netværk på 8-10 stykker, som selv sørger for at finde passende steder til børnene. Eventuelt på skift hos forældrene selv.

Kommunen sørger for, at loven opretholdes og formidler dispensationer. Men ikke ret meget mere. Børnepasning køres af forældre og pædagoger i samarbejde. Pengene følger selvfølgelig barnet, og pædagogen hyres som en slags engageret familievejleder, der også er i stand til at overskue hele forløbet fra børnehave til skole.

»Forældrene ønsker indflydelse og fleksibilitet. Her får de den. Og børnene er pludselig dér, hvor de bor. Det er de jo ikke i dag, hvilket gør idéen om det frie valg til en illusion. Konsekvensen af modellen er ghettoer. Forældrene vil bo, hvor de finder ligesindede,« siger Liselotte Lyngsø.

Modellen passer ikke alle. Nogle for-ældre vil synes, at netværks-modellen er kedelig. Der går alt for meget tid med at planlægge og arrangere, finde huse og snakke med pædagoger.

Modellen rammer ikke deres behov for kvalitetstid og idealer om familie-idyl. De definerer ikke kvalitet som indflydelse og fleksibilitet, men som oplevelser. Trangen til oplevelser og eventyr giver grobund for en helt anden type børnehaver.



Det' Leth - hele året. Børnehaver skal være sjove. Livet er et eksperiment skabt i glæde og intimitet. Derfor skal børn føle, at de er med i et eventyr. Institutionerne er store, fordi der skal være plads til at forfølge oplevelser af fysisk og mental art.

Hvert rum har sit tilbud. Et Disney-rum søger for det sidste nye i legetøj, rutschebaner, tallerkener, plakater, bøger og film. Alt sammen med Disney-motiver. En andet rum er fyldt af computere, netadgang og det sidste nye inden for computerspil. I et tredje rum fortæller medarbejderne historier eller planlægger en af de mange oplevelsesture og rejser. Sørger vi bare for, at børnene har det godt, så skal de nok blive gode voksne. Det er idealet.

Institutionerne er privatiserede og konkurrerer på et marked af oplevelser og aktiviteter. Er forældrene ikke tilfredse med institutionen, vil de hurtigt skifte den ud. Maden er sjov og spændende med rig mulighed for variation. Kommunen blander sig ikke. Den er blot én blandt mange udbydere af varen underholdning. Den afgørende kvalitet ved personalet er ikke uddannelse, men evnen til at levere oplevelser. Derfor er de ansatte ikke nødvendigvis pædagoger, men brandmænd, Det' Leth typer eller bedstemødre, der kan få børnene til at grine.

»Man kunne kalde det iscenesat familieidyl, produktion af curling-børn, eller et relevant svar på behovet for selvrealisering, at give børn det bedste af alt,« siger Liselotte Lyngsø.

»Modellerne er mange. Der er fordele og ulemper ved dem alle. Valget - ja, det er op til dig.«



Blå Bog

Liselotte Lyngsø, 31 år. Uddannet på Oxford Universitet i England med en Master of Philosophy i europæisk politik, økonomi og samfund.

Ansat 1996 i Institut for Fremtidsforskning med opgaver som konsulent, foredragsholder, iværksætter, underviser og projektleder inden for emner som kønsroller, familiepolitik, sundhedsvæsenet og velfærdsstaten.

Leder og udvikler af dialogbaserede scenarieprocesser for virksomheder

og organisationer i de nordiske lande.

Foråret 2001 leder af projektet "Fremtidens Børn - Gentofte mod år 2010".