Børn er good business

Det er en god forretning,« melder Allan Wendelborn fra den brede lædersofa. Han er den stolte direktør for Kindercare, en kæde af dag-institutioner i New Zealand. Men han er også et succesrigt eksempel på, hvordan en gammel velfærdsstat i dag lader nyliberalismen og de frie markedskræfter udfolde sig frit.

70 procent af den børnepasning, der er officielt registreret, er privat. Den store andel er udtryk for to ting: At privatisering er en af overskrifterne for det eksperiment med at nedskære og "kommercialisere" den offentlige sektor, der indledtes af en socialdemokratisk regering i 1984. Og at der er et voksende marked for privat børnepasning.

Kindercare er ikke blot en privat virksomhed. Kæden er et familieforetagende, ejet af Allan Wendelborn og hans kone Glennie Oborn. Forældrene betaler de takster, der står på Kindercares prisliste. Og de ansatte får den løn, de hver for sig kan opnå hos ejerne. For her findes ingen kære BUPL at støtte sig til, når det gælder aflønning og arbejdsvilkår. Og de lavest lønnede blandt de ansatte går for under 40 kroner i timen - 40 timer pr. uge.



En industri. Det hele begyndte tilbage i 1972, da Glennie Oborn tog børn i dagpleje. Det var der ikke mange penge i. Men det ændrede sig i 80erne, da staten besluttede at give tilskud

- og gerne til private daginstitutioner, fordi hele ideen med eksperimentet var at lade den offentlige og den private sektor konkurrere på lige vilkår i håb om lavere pris og bedre service. Allan Wendelborn har ingen berøringsangst over for ordet industri, når han skal beskrive Kindercare i dag. Han og konen er der ikke bare "for the money" - som visse andre, antyder han. De vil gerne give børnene og deres forældre kvalitet og omsorg. Men de tænker også meget i vækst og strategisk planlægning.

Kæden består i dag af 17 "learning centres", "lærings-centre", de fleste i millionbyen Auckland. De tilbyder, hvad man i New Zealand kalder "daycare", til for tiden over 1.100 børn. "Daycare" dækker, hvad der svarer til dansk vuggestue, børnehave og fritidshjem. Og som navnet antyder, skal de små ikke blot passes, de skal også lære noget, blandt andet forberedes på at gå i skole, fra de fylder fem år.

»Vort mål er, at der åbnes tre eller fire nye centre hvert år,« siger Allan Wendelborn.

»Vi er allerede i dag den største private operatør under et navn på "daycare" området. En privat forretningsmand køber imidlertid lige nu det ene private center efter det andet, udelukkende for at lave penge.«



Eget seminarium. Men Kindercare nøjes ikke med at passe og træne børn. Der er efterhånden kommet en række andre funktioner ind koncern-hatten:

- En udviklingsafdeling arbejder med computer-programmer, der ikke blot er til leg og underholdning, men indlæring. Det system skal, håber man, eksporteres.

- Kindercare har sit eget pædagog-seminarium. Det blev skabt, fordi man ifølge direktøren fandt de statslige seminarier for venstreorienterede. Kun 20 procent af de uddannede har Kindercare selv job til, resten spredes til andre institutioner/firmaer.

- Kindercare har også sin egen efteruddannelse, som delvis foregår over Internettet.

- Forældre kan deltage i aftenhold om børneopdragelse. Det tager tre ansatte sig af under programmet Parents Partners. Det koster to kroner pr. gang.

- Og der er tilbud om gratis par-terapi og individuel familie-rådgivning.



Staten hjælper. Små 60 procent af alle new zealandske børn er under en eller anden pasningsordning. "Daycare" er den almindeligste form med 39,5 procent. "Kindergartens" dækker små 27 procent, mens resten udgøres af blandt andet "playcentres" og "playgroups". I "kindergartens" er der maksimalt to en halv times pasning pr. dag. Og her er der professionelt personale. Men i de forskellige legegrupper er forældrene til stede, måske på skift.

Over halvdelen af "daycare" centrene er private forretninger. Resten kan være ejet af myndighederne, af en kirkelig organisation eller af en forældregruppe som et kooperativ.

Kvinder i New Zealand er slet ikke på arbejdsmarkedet i samme omfang som danske. Derfor er der stadig behov for tidsbe-grænsede pasningstilbud, som har et mere pædagogisk og socialt end et praktisk sigte. Men det er "daycare" formen, som ekspanderer. Og myndighederne får en tæt strøm af ansøgninger fra private, der søger om godkendelse som støtteberettiget institution.

For Kindercare gælder, at 35 procent af udgifterne dækkes gennem et statsligt timetilskud på for tiden 20 kroner for børn under to år, for ældre børn det halve.



Chok i Danmark. Tilskuddet forudsætter, at man lever op til visse krav om blandt andet fysiske rammer og normering. Der skal være en pædagog for hver fem børn under to år og en for hver ti børn over to år. I "kindergartens" er normeringskravet 1:15. Der skal laves en årlig beretning til myndighederne. Men ellers blander staten sig normalt ikke.

»Privatiseringen er en meget positiv ting,« mener Allan Wendelborn.

»Min kone og jeg har været i Danmark og Sverige og hørte om, hvad det koster jer at drive offentlige daginstitutioner. Det er jo chokerende dyrt. Her kan vi, i privat regi, gøre det langt billigere. Det skyldes, at vi står stærkere på management-siden og er mere bevidste over for omkostningerne. Og når der er løbende offentlig kontrol med kvaliteten, har vi sikkerhed for, at forældrene får noget godt for deres penge.«

Forældrebetalingen svinger lidt fra center til center. Men en typisk betaling er 195 dollars pr. uge for et barn under tre år fuld tid, 170 dollars for et ældre barn. På månedsbasis svarer det til hhv. 2.925 kroner og 2.550 kroner.



Timeløn: 36 kroner. En pædagogmedhjælper på under 20 år får 9-10 dollars pr. time, en centerleder dobbelt så meget. Det vil sige mellem 36 og 75 kroner. Ansatte har ret til syv sygedage årligt med løn og tre ugers ferie. Overtid betales med 50 procent oven i timelønnen.

Lønnen fastlægges i en kontrakt, hver enkelt ansat har med Kindercare. Den opererer med nogle standard-kategorier, fastsat efter ansvar, arbejdsindsats og uddannelse. Hvert halve år laves der fra ledelsens side en "review", en skriftlig vurdering af hver enkelt medarbejder, som også på et skema vurderer sig selv. Den "review" kan så give anledning til en højere eller lavere løn, måske en bonus for en ekstra flot indsats.

»Hvis en ansøger til et job her ikke bryder sig om vores løntilbud, er vedkommende selvfølgelig velkommen til at finde job et andet sted,« siger chefen.

»Hos os er det take it or leave it.«

Her er der altså ingen plads til fagforening eller overenskomst. Pædagoger kan være organiseret i New Zealand Educational Institute. Men meget få er det efter en lov fra 1991, da landet havde en borgerlig regering, udelukkede faglige organisationer fra at lave kollektive aftaler.

»Jeg har ingen anelse om, hvorvidt der blandt mine over 300 ansatte er nogen, som er organiseret,« siger Allan Wendelborn.

»Jeg tror det ikke, for jeg er aldrig stødt på det. Men hvis der opstår problemer med en medarbejder, som måske ikke passer sit job, og vi tager vedkommende ind til en samtale, er hun da velkommen til at bringe en kollega, en repræsentant for fagforeningen eller sin mand med - jeg er sådan set ligeglad.«

Sådan er den nye virkelighed i et land, der er blevet nyliberalt med - et smilende ansigt.



Lykke på tilbud

Intet andet end det bedste er godt nok, siges det i en farvestrålende brochure om Kindercare, den new zealandske private daginstitutionskæde. Den taler om den "vidunderlige følelse af fællesskab", der findes mellem de ansatte, og om deres "radical devotion", deres uforbeholdne hengivenhed over for jobbet.

Heller ikke i listen over de værdier, Kindercare ifølge det glittede papir bygger på, får den for lidt.

Værdierne er:

- Omsorg... kærlig overvågning

- Sikkerhed... beskyttelse af børnene

- Læring... at øge sin viden

- Fællesskab... fornemmelsen af at høre til

- Selvværd... at føle sig værdsat og værdifuld

- Tillid... at mærke sig tryg

- Lykke... at føle tilfredshed

- Personlig udvikling... at vokse og frisætte sit potentiale



Kiwiernes land

New Zealand er på 268.000 kvadratkilometer - omtrent

otte gange så stort som Danmark. 3,8 millioner indbyggere, heraf 80 procent europæere, 10 procent maorier - de oprindelige bosættere - og fire procent kommer fra øer i Stillehavet, seks procent er asiater. New zealænderne

kalder sig kiwierne efter deres nationalfugl.

New Zealand var i 60erne verdens sjette rigeste land.

I dag er bruttonationalproduktet pr. indbygger 17.272

US-dollars mod 32.179 dollars pr. dansker.