Begejstring smitter

Valhalla i Ballerup Kommune er fremhævet både af Task Forcen og børneministeren for at være en institution til efterligning.

Valhalla er ét af de 11 dagtilbud, som ’Task Force om Fremtidens Dagtilbud’ har besøgt og fremhævet i dens rapport. Denne 0-6-års-institution i Ballerup Kommune med plads til cirka 114 børn har fået et klap på skulderen af både børneminister Christine Antorini og af Task Forcen. Netop fordi pædagogerne arbejder reflekteret med læring i forhold til deres naturprofil, som er fremtrædende i alt, hvad de gør. Og så er de gode til at planlægge hverdagen, så det er muligt at arbejde i mindre grupper.

Leder Irene Videbæk Bendtsen er da glad for rosen, men hun siger også, at medarbejdere og ledelse ikke mener, at de er fantastiske. De øver sig i at gøre det så godt så muligt med den børnegruppe, de har. »Ud fra de ressourcer vi har, prøver vi at løfte fagligheden og få skabt det nærvær omkring børnene, som er rigtig vigtigt. For at det, vi har sat os for, skal lykkes, er det nødvendigt med engagerede medarbejdere, og det har vi her. Det er nok den vigtigste grund til, at vi kan gøre de ting, vi gør,« siger hun.



Kan kopieres. Valhalla har deltaget i et aktionslæringsprojekt i Ballerup Kommune, og det er ikke mindst de metodiske redskaber, som pædagoger har lært i det forløb, der sættes i spil i hverdagen. »Vi er optagede af, hvordan vi i den måde, vi tilrettelægger på, kan åbne for børnenes læring. Det er jo en aldersgruppe, hvor de er meget optagede af at skulle mærke, føle og se ting, og det er så det, vi tager udgangspunkt i, når vi tilrettelægger aktiviteterne. Vi er heldige, at vi har mulighed for at arbejde med naturen og naturfænomener, for vi ligger i direkte forbindelse med Hareskoven. Det er dejligt konkret at vise, hvordan læring sker i naturen. Så vi får meget foræret på den måde,« siger Irene Videbæk Bendtsen. Hun mener, at andre sagtens kan lære af Valhallas måde at arbejde på, selvom de ikke lige har valgt at arbejde ud fra en naturprofil. I institutionen er der således en anden afdeling, der arbejder på samme måde, bare med kultur og kunst.

»Det handler om at arbejde systematisk med det fokus, som man nu har valgt. Vi kan ikke nå det hele. Der kommer hele tiden forskning, der viser, at vi ikke udvikler motorikken eller sproget godt nok. Det vigtige er så, at illustrere, hvordan motorikken og sproget indgår som en del af arbejdet med naturprofilen eller i kulturprofilen,« siger hun. Styrken i engagerede pædagoger er, at de har noget at tilbyde børnene, mener Irene Videbæk Bendtsen. »Det engagement, som pædagogerne har, fordi de vil det her med natur eller kultur, smitter af på børnene, og når pædagogerne ser, hvordan børnene bliver optaget af det, de sætter i gang, udfordres pædagogen også til kreativt at ville mere. Begejstring smitter,« siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.