Bedre end fritteren

2.600 børn samles i sommerferien på 223 fodboldbaner for at "lege fodbold". På DBU's fodboldskoler prøver frivillige, ulønnede trænere at gøre fodboldtræning til boldleg. I år er temaet afrikanske og brasilianske rytmer i fodbold

"Skal vi så bare ikke komme i gang og få det skægt?" "Johh", lyder det fra en stor del af de 130 Amager-børn. De er mødt op denne mandag sommermorgen kl. 9.00 på Taarnby Stadion til første dag i Dansk Boldspil Unions (DBU) fodboldskole. Hver dag i en uge skal drengene og de enkelte piger knokle rundt med en bold i seks timer. På børnenes ansigter ser det ud til at være lykken. Og

billetterne til fodboldskolen i Taarnby blev i foråret udsolgt på en halv time.

Fodboldskoleleder Jan Zimling har stillet sig op på en stol i græsset for at indlede ugens strabadser. Han spilder ikke tiden med snak - det drejer sig om leg og fodbold. Hurtigt er ungerne sendt ud i grupper af 16 til hver deres træner.

"Det sociale og boldlegen er det centrale her. Og børnene elsker det - vi ser de samme komme tilbage år efter år," siger Jan Zimling, da boldene kører i underlige systemer på alle otte baner.

"Her er både de gode og de dårlige, og de elsker det lige meget. De kan alle lide at få nye kammerater, og så er træningen anderledes, end de er vant til - det er spændende for dem," siger han.

Der er en bold til alle på fodboldskolen, som kører til kl. 15.00 hver dag. Det koster 433 kr. at være med, men så giver det også en uges intensiv fodboldtræning, en fodbold, en drikkeflaske, en t-shirt og en "overraskelse".

Den første fodboldskole blev afholdt i 1993, og siden er antallet af deltagere næsten fordoblet til de 2.600 i dag.

"Især her i København kunne vi afholde mange flere fodboldskoler. Men det er jo svært at finde så mange frivillige ledere, som vil bruge en uges ferie på at træne i seks timer hver dag," siger Jan Zimling.

Men han gør det selv.

"Det er fordi fodbold har været centralt i hele mit liv. Og så har jeg været ked af at se, hvordan mine egne sønner blev trænet. Derfor dannede jeg mig en holdning til, hvordan jeg selv vil træne, og den fik jeg i sin tid prøvet af som frivillig leder på en fodboldskole. Og så er jeg fortsat som træner lige siden," siger Jan Zimling, der nu er assistenttræner for Brøndbys juniorhold.

Steen Gleie fra DBU's "Børn- og unge-gruppe", der selv har to børn løbende rundt på banerne støder til.

"Ungerne er vilde med det, og vi er stolte i DBU over konceptet," siger Steen Gleie, som selv underviser på trænerkurset, som alle skal igennem før man må træne på fodboldskolen.

Fra DBU's side er ideen, at skaffe flere spillere til klubberne og holde på de børn, der allerede er medlemmer. Og så vil DBU gerne gøre noget sjovt og inspirerende for børnene - og for deres trænere.

"DBU vil gerne vise både børn og trænere, at fodboldtræning ikke drejer sig om lange løb og lange køer. Børnene skal have en bold for foden hele tiden, de skal lege, jonglere og drible, det må gerne være krævende, men det skal være sjovt - på den må bliver de bedre spillere. Og for trænerne er fodboldskolerne og de kurser, som man skal igennem, inspiration til den daglige træning i klubberne," siger Steen Gleie, der straks får lejlighed til at illustrere sin pointe, da en far og mikroputtræner fra Kastrup, Bobby Ahmad, kommer forbi.

Bobby Ahmad fortæller, hvor meget principperne i fodboldskolen har inspireret ham i sin træning.

"Ud over gode boldøvelser har jeg blandt andet lært, at det sociale er basis. Har drengene det sjovt sammen, så bliver alle bedre spillere," siger Bobby Ahmad, der foreløbig kigger på, men overvejer at melde sig som skolefodboldtræner næste år.

Årets tema er "fodboldrytmer". Alle trænere har fået tilsendt filmklip, CD med musik af blandt andet Safri Duo og et temahæfte. Alt sammen for at gøre dem i stand til at træne børnene i afrikanske rytmer, fodboldaerobic, ginga og "footwork". Øvelserne er oftest i takt med klap og råb. "Og det lyder skide godt, når det virker," som en af trænerne siger.

"Rytme og kropsbevidsthed er overset i dansk fodbold, men vi kan se, at de afrikanske og brasilianske spillere kan noget, som vi ikke kan. Mange af børnene her kan jo ikke engang stå op og klappe deres hånd mod foden. De mangler koordination, motorik og kropsbevidsthed, og derfor er det en vigtig opgave at lære børn og trænere at varme op med rytmer og dans. Men ikke i dag - det er første dag, og vi skal lige i gang," siger Jan Zimling.

Og i gang har de været et stykke tid ovre på en af hjørnebanerne, hvor de niårige Victor Rankil og Christopher Møller Petersen kaster sig svedende i græsset efter to timers boldleg. De spiller begge til daglig i Taarnby Boldklub.

"Vi laver sjovere ting her. Og her er mange flere bolde, så der går ikke ret lang tid, hvor man ikke har bolden," siger Victor Rankil, der straks bliver suppleret.

"Jeg synes også, at vi lærer mere her," siger Christopher Møller Petersen.

"Vi skal lave nogle anderledes ting med bolden, så vi får bedre teknik. Og så er det sjovt at møde nogle nye venner - og jeg kender også nogle fra sidste år," siger Christopher Møller Petersen.

De to drenge, som har været på fodboldskole hvert år siden 2001, synes ikke, at en uges fodbold seks timer om dagen er for meget.

"Det er i hvert fald bedre end at komme på "fritteren" i ferien," siger Christopher Møller Petersen.



Faktaboks:

•I 2004 deltog 27.000 børn mellem 8 og 14 år på 212 fodboldskoler af en uges varighed i skolernes sommerferie.

•1296 trænere varetog 1902 grupper. Der var 1050 trænerassistenter.

•Hvis man er over 18 år og god til børn, kan man blive træner på en af landets fodboldskoler. Du får 1.300 kr. for den første uge, 2.400 kr. for flere uger. Pengene udbetales som "omkostningsgodtgørelse", der ikke har indflydelse på SU. Tilmelding på DBU's hjemmeside, www.dbu.dk

•Fodboldskolerne gennemføres i samarbejde med lokale klubber.

•Årets tema 2005 er fodboldrytmer. I 2004 var det 'Pletskud', i 2003

'Fodboldens tricks' og i 2002 'Masser af mål'.

•Prisen for en uges fodboldskole var i 2005 433 kr. Billetterne købes på Billetnet, hvornår offentliggøres på DBU's hjemmeside, www. dbu.dk

•DBU arrangerer også mikrofodboldskoler for børn under 8 år, 'Fodboldcamps' med fire overnatninger for elitespillere og enkelte rene pigefodboldskoler.

•DBU har i foråret 2005 nedsat et udvalg, som skal se på, hvordan fodboldskolen kan fornys fremover.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.