Bamsefar på hospital

En astma-plaget giraf, en bamse med øjenbetændelse og Byggemand Bob med såret tommelfinger. De var blandt de patienter, som en gruppe lægestuderende tog hånd om, da de inviterede børnehavebørn til at tage yndlingsbamsen under armen og besøge Bamsehospitalet.

Han ser alvorlig ud, Andreas på fire år, da han overdrager sin giraf til bamselægen Mikkel for nærmere undersøgelse.

"Jeg tror, den har astma," forkynder drengen.

"Okay," lyder det fra bamselægen, mens han finder stetoskopet frem og lytter på giraffens hjerte og lunger.

"Hvis giraffen har astma, skal den have medicin. Det er i en lille pumpe, der puster medicinen ned i lungerne. Og det smager godt. Jeg er nu ikke helt sikker på, om den har astma. Den kan jo også bare have ondt i halsen, og fordi en giraf har en meget lang hals, kan det godt gøre ondt," forklarer Mikkel Juul Jensen, mens han undersøger giraffen.

Men den er god nok. Giraffen har astma, og lægen udfærdiger en journal og giver den til Andreas.

I konsultationen ved siden af er patienten en bamse ejet af lille Christina.

"Han har brækket en pote," forklarer pigen.

Bamse får taget et røntgenbillede og ja, Christina har ret.

"Nu får han gips på, og det skal han have de næste tre uger. Du skal holde ham i ro, og han må helst ikke spille for meget fodbold. Jeg giver ham også lige en bandage på, for det er bedst at holde armen vandret, når den er brækket," forklarer bamselæge Maria Fournais Langschwager til den bekymrede "mor".

Vi er på besøg hos Foreningen af Danske Lægestuderende, FADL, i Århus, hvis lokaler er omdannet til små konsultationer indrettet med sygesenge, blodtryksmålere, stetoskoper og diverse andet lægegrej. Der er også indrettet et venteværelse, hvor bamserne bliver indskrevet, målt og vejet, inden de bliver undersøgt.

En række lægestuderende har inviteret udvalgte børnehaver til et besøg på Bamsehospitalet - et arrangement, der fandt sted første gang sidste år, men som forhåbentlig kan blive en tradition fremover, oplyser Anne Kjeldsen, lægestuderende og en af arrangørerne.

For Bamsehospitalet har en god effekt - både hos børnene og de studerende.

"Vi lærer først om børn ret sent i studiet, og derfor er det her en god mulighed for, at vi kan øve os i at tale med børn. Mange børn er bange for at komme til læge, og vi kan måske fjerne lidt af skrækken ved at lave det her arrangement. Både for os og for børnene er kommunikationen god. Og vi tager bamsernes sygdom alvorligt. Hvis der er tale om en brækket arm, jamen så tager vi et røntgenbillede. Selvom det selvfølgelig er en leg," siger Anne Kjeldsen, der selv har stillet to diagnoser denne formiddag: En bamse med ondt i knæet og en sæl, der har brækket luffen.



Kræft og blodpropper. Andreas - ejeren af den astma-ramte giraf - går til daglig i Børnehaven Havmågen i Mejlgade i Århus. Sammen med 14 legekammerater har han forberedt sig godt til dagens besøg, fortæller souschef Vibeke Nors Hansen, der er med på Bamsehospitalet.

"Vi har leget læge, inden vi skulle her hen, og det er børnene vældig optaget af. De har indrettet et lægeværelse, har skiftets til at være lægen og glædet sig til at komme her. Og det er en god ide med bamsehospitalet. Børnene oplever, at det måske ikke er så farligt at være på sygehus. Mange er usikre og ved ikke rigtig, hvad læger og sygehuse er for noget. Her oplever de, at folk i hvide kitler er til at snakke med. Det er fint at gøre det gennem bamserne, selvom nogle af børnene er bekymrede for deres sovedyr," siger Vibeke Nors Hansen og nikker hen mod en af småpigerne, der ikke er meget for at hive sin bamse op af rygsækken.

Men de fleste af de medbragte sovedyr kommer under kyndig behandling.

Peter Plys bliver behandlet for hovedpine, efter at hovedet sad fast i en honning-krukke. Tigerdyret har hoppet for meget rundt og har fået ondt i det ene ben. Byggemand Bob har været så uheldig at få skåret det yderste af sin tommelfinger af, da han faldt ned fra en stige, og blev ramt af en hammer i faldet.

Det er børnene selv, der har besluttet, hvad deres bamser fejler. I år er det relativt harmløse lidelser, men sidste år stødte bamselægerne på flere alvorlige sygdomme som kræft og blodpropper hos bamserne.





Bamsehospitaletfinder sted én gang om året i København, Odense og Århus. Konceptet er hentet fra udlandet, og det har været en stor succes i blandt andet Tyskland og Finland

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.