Atter strid om løn i Sct. Georg

Som lyn fra en sommer-blå himmel modtog et ukendt antal pædagoger under Sct. Georgs Fonden i sidste uge opkrævninger for for meget udbetalt løn. Fondens advokat truer med retslig inkasso bedst som de ansatte troede, at der var ryddet op i flere års løn-rod.

Et ukendt antal ansatte i de omkring 50 institutioner under Sct. Georgs Gården risikerer at få et chok, når kommer tilbage fra ferie. I postkassen kan der ligge en opkrævning fra deres arbejdsgiver på titusinder af kroner. Det drejer sig om penge, som Sct. Georgs Fonden mener, de har fået udbetalt for meget i løn sidste år, da der var rod i fondens lønsystem.

Bliver pengene ikke betalt tilbage inden 31. juli, vil sagen uden yderligere varsel blive overgivet til retslig inkasso eller indleveret til retten, fremgår det af brevet fra det ferielukkede advokatkontor Drachman.

Opkrævningerne er sendt til både medlemmer af BUPL og PMF. Blandt andet til fire pædagoger ved Sct. Georgs Gården i Roskilde. Her har formanden for institutionens bestyrelse, Poul-Jørgen Petersen, svært ved at tro, at fondens beregninger er korrekte.

Institutionen har nemlig ansat en regnskabskyndig på deltid til blandt andet at kontrollere lønudbetalingerne fra Sct. Georgs Fondens administration. Og nederst på bogholderens regneark står helt andre beløb end de, der fremgår af opkrævningerne, oplyser bestyrelsesformanden.

"Jeg tror mest på vores bogholder. Alle ved, at fondens administrationssystem er gået agurk," siger han.



Uanstændigt. Sagerne fra Sct. Georgs Gården og andre lignende sager har fået BUPL i Roskilde Amt til at skrive til fonden og betegne fremgangsmåden som "uanstændig og uacceptabel".

I brevet påpeger BUPL Roskilde Amt, at fonden med opkrævningen bryder tidligere aftaler om, at der ikke kommer yderligere krav efter, at fonden i slutningen af 2002 udskrev en ekstra lønseddel til de ansatte. Med den såkaldte 13. lønkørsel ville fondens ledelse rydde op i det løn-kaos, der havde givet problemer i løbet af året.

I den forbindelse fik både ledere, souschefer og medarbejdere besked om, at den ekstra 13. lønseddel viste "de totale reguleringer, der retter de tidligere beregnede og udbetalte lønninger". De fik også at vide, at "der ikke senere vil blive fremsat yderligere krav om tilbagebetaling af løn".

På den baggrund betegner forbundssekretær Finn Grønmar, PMF, tonen i opkrævningerne som "ualmindelig flabet."

"Fonden har genoptaget sager, som vi troede var afsluttet. Blandt andet har et af vores medlemmer, som ventede på at få et tilgodehavende fra fonden, nu i stedet fået en opkrævning," forklarer han.



Formand beklager. Bestyrelsesformand i Sct. Georgs Fonden, Ib Ladefoged, beklager fremgangsmåden.

"Jeg er meget ked af, at det er gået, som det er. Og jeg kan godt forså, at nogen kan føle sig stødt over sprogbrugen i brevene," siger Ib Ladefoged.

Han erkender, at han i sidste ende har ansvaret for, hvad der bliver sendt ud til de ansatte, og at han også læste opkrævnings-skrivelserne igennem, inden de blev sendt ud.

"Jeg kan da godt se, at sprogbrugen er uheldig, men det er jo typisk advokatsprog. Man kan selvfølgelig sige, at vi burde have holdt bedre snor i advokatfirmaet," medgiver han.

Ib Ladefoged oplyser, at flere ansatte og ledere, der har modtaget opkrævninger, har kontaktet ham.

"Jeg har sagt til dem alle sammen, at vi må se på deres sager hurtigst muligt sammen med vores revisor og advokat. De, der mener, vi har regnet forkert, har fået at vide, at de kan se bort fra tidsfristen," forklarer han.

Ib Ladefoged har ikke noget overblik over, hvor mange der har fået brev fra fonden. Det har BUPL og PMF heller ikke. Men begge forbund opfordrer alle, der mener at have fået opkrævninger på forkerte beløb, til at henvende sig. De, som mener, at opkrævningerne er korrekte, bør betale beløbet tilbage hurtigst muligt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.