Anoreksi; Der står død for enden

Gå ind på en folkeskole, ind i en helt almindelig 9. klasse. Sidder der 10 piger i klassen, har tre af dem et syn på sig selv og den mad, de indtager, der kan ende med en livstruende spiseforstyrrelse.

En procent af alle kvinder har anoreksi, fem procent har bulimi, fastslår rapporten "Forebyggelse af spiseforstyrrelser i Danmark". Blandt drengene er det én promille, der bliver ramt.

Så vidt statistikken, men når psykoterapeut R. Theresa Abegg (R står for Rose), der har specialiseret sig i behandling af spiseforstyrrelser, er ude på skoler og gymnasier for at fortælle om spiseforstyrrelser, får hun en lidt anden tilbagemelding.

"Når vi fortæller om tegnene på risikoadfærd, så siger de mest rapkæftede piger: "Det har vi sgu da alle sammen. Har vi så alle sammen spiseforstyrrelser?" Det her er en tendens i ungdommen, det er blevet en livsstil, en skæv livsstil," siger R. Theresa Abegg, der sammen med partneren Karen Bro driver "Abegg & Bro - Center for Spiseforstyrrelser". Den yngste klient, de har haft, har været otte år gammel. Den ældste 61.

"Jeg plejer at tegne det som en rutsjebane. De unge ønsker succes i livet. Så starter de med det, de ser i damebladene og modebranchen: Du skal se godt ud, du skal motionere, du skal spise fedtfattigt. Og det gør de så 100 procent. Efterhånden tilsidesætter de det sociale liv, fordi det også er det, der er det svære. Og så starter succeslinjen (hun tegner en jævnt stigende streg med fingeren i luften). De opdager undervejs bare ikke, at den midtpå knækker, fordi de mister kontrollen med det, de gør, og at de så bevæger sig på en rutsjebane lige ind i spiseforstyrrelsen. Og der står altså død for enden af den rutsjebanetur," siger R. Theresa Abegg.

Rapporten "Forebyggelse af spiseforstyrrelser i Danmark", udgivet af Socialministeriet i 2002, påpeger, at anoreksi og bulimi tilsammen er de psykiske lidelser, der kræver flest dødsofre i landet. En anden rapport fastslår, at i alt 15-18 procent af patienter med anoreksi dør af sygdommen selv eller af selvmord.



Følsom og splittet. R. Theresa Abegg påpeger, at folk, der bliver ramt af spiseforstyrrelser, er meget følsomme mennesker.

"Helt grundlæggende er en spiseforstyrrelse en nervøs tilstand. Når man har en meget stor følelsesmæssig intelligens og et meget nervøst sind og ikke lærer, hvordan man skal leve med det, så bliver man et meget nervøst menneske, der i puberteten kan trigge på de allermindste ting," siger hun.

Pigerne higer efter at få kontrol over livet og de mange følelser.

"De strukturerer et indre kaos med spiseforstyrrelsens regler, og de gør det rigtig "godt". De bliver så "gode" til det, at de bliver syge af det. "Du kan ikke leve af salat. Du kan ikke tåle at motionere tre-fem timer hver evig eneste dag. Det bliver alt for meget af det "gode", og så bliver de syge og mister realitetssansen," siger R. Theresa Abegg, der blev uddannet pædagog for 22 år siden, men for seks år siden forlod pædagogverdenen for at arbejde som psykoterapeut.

"Det kan blive en kropsbesættelse, men det er for at undgå det indre kaos og undgå de problemer, at "jeg bliver mobbet, ikke kan få venner, ikke kan få en kæreste, ikke kan ikke klare mig i familien eller i livet"," tilføjer hun.

"Argumenterne for, at de altid skal være pligtopfyldende og tilsidesætte sig selv, er så mange, at det næsten bliver umuligt for dem at fungere. Det bliver selvbekræftende, at "jeg ikke er god nok, dum, grim og umulig". De har oftest mest lyst til at dø, for det er for svært at leve med det her. Vi kalder det et splittet sind, for der er så meget negativt, og kun en lille smule positivt. Det er det positive, vi skal ind og støtte," siger hun og medgiver, at det kan være meget svært at få tag i det positive.

"Forældre har svært ved at forstå, at det reelle sind kun udgør en lillebitte del af deres barns væremåde, og faktisk er det et forsømt, grædende barn, de skal ind og hjælpe og støtte. De prøver at forstå det, men når de står overfor den anden del, det negative og aggressive, så er det den, de kommer i diskussion med. Men vi skal ind til de bittesmå, positive "pip", som der aldrig rigtig er nogen, der forstår eller ser. Og pigerne skal lære at leve et liv, hvor de selv hører efter de små pip," siger R. Theresa Abegg.



Metodeudvikling. I samarbejde med Psykolog Athina Delskov har Abegg & Bro af Socialministeriet netop fået knap en million kroner til et metodeudviklingsprojekt. I alt skal 32 klienter deltage i projektet, halvdelen begyndte i august på deres forløb, der varer 21 uger, den anden halvdel begynder i januar 2005.

"Vi skal dokumentere, hvad det er, der hjælper. Vi laver en start- og slutprofil på hver enkelt, så vi kan se, hvor de har rykket sig," siger R. Theresa Abegg. Vægten bliver lagt på en intensiv, tværfaglig indsats, og på at pigernes familie også bliver involveret.

"Det er vigtigt at få hele familien med. Kravet herfra er, at de går med til rådgivning. Det er vigtigt at få snakket sammen, og det er vigtigt at få lyttet til hinanden, for at udviklingen kan vendes. Vi skal have hele familien med for at kunne komme ud af en spiseforstyrrelse," siger hun.

"Forældrene skal stå bag barnet og sammen med barnet. Det skal være dem, der støtter. Hvis de er dem, der tager i hånden og hiver, så hiver de det faktisk længere ind i spiseforstyrrelsen. Og det kan være meget svært at holde igen," medgiver R. Theresa Abegg.



Minus-selvværd. Terapien fokuserer især på det jeg-opbyggende.

"Vi arbejder meget med: "Hvem er jeg", med at de får en identitet, for den er gerne nede på nul eller i minus. De ved alt det, de ikke kan og ikke dur til. De har et minus-selvværd, når de først er røget ind i spiseforstyrrelsen."

Et andet hovedtema er den fraværende far.

"De her piger mangler en positiv maskulin energi, for at kunne handle, vælge, beslutte, sige fra og sætte grænser. Det er den maskuline måde, kvinder skal have, men hvis de har en meget fraværende far, psykisk eller fysisk, så mangler de jo modellen for, hvordan man gør," siger R. Theresa Abegg.

Selv om pigerne har enorme problemer, kan det godt lade sig gøre at vende den livstruende udvikling.

"Det tager imellem tre måneder og syv år at vende udviklingen. Det er meget individuelt og afhænger stærkt af motivationen, hos hele familien, til at vende det skæve livsmønster. Pigerne har også en indbygget angst for at slippe det velkendte, som netop er det destruktive," siger R. Theresa Abegg.



Det vigtigste faresignal. Normalt vil omgivelserne være i stand til at opdage risikoadfærden, den voldsomme fokusering på kost og motion, og at pigerne helt håndgribeligt taber sig. Men det vigtigste faresignal er socialt.

"De har svært ved at være sammen med andre mennesker og isolerer sig mere og mere. De deltager mindre i det sociale liv. Så længe de stadig griner og er med, så er det godt nok. Hvis de samtidig får en tilbagetrukkethed, så skal man hen og have en hånd om skulderen og høre, hvad der sker set fra hendes vinkel," lyder R.Theresa Abeggs råd.

Måske skal der være øget opmærksomhed, når pigerne er omkring 10 år gamle.

"10 år er et mærkeligt, magisk tal. Jeg kan næsten altid spørge: "Hvad skete der så, da du var 10 år". På det tidspunkt sker der en vending i deres liv, så de ikke kan bevare glæden. Og der er ikke nogen, der observerer, at glæden forsvinder i deres øjne, for de klarer jo hverdagen. Men de er ikke glade," advarer hun og peger på, at der meget tit er mobning inde billedet.

"Men det starter i det små, fordi de er så følsomme. Så noget, der ikke er møntet på dem, går lige ind, som om det er møntet på dem, og så bliver de mindre og mindre glade," siger Theresa Abegg.



Risikoadfærd

Tallene i parentes angiver hvor mange af punkterne, der skal være opfyldt, for at man kan tale om risikoadfærd.



Kropsopfattelse (2 af 3)

- Overdrevet optaget af kropsvægt - og form

- Utilfreds med kropsvægt - og form

- Frygte at være/blive tyk



Vægtkontrol (3 af 6)

- Føderestriktioner - specielt mht. fedt

- Gentagne slankekure

- Nødvendigt at kontrollere spisning

- Frygte tab af kontrol over spisning

- Motionere overdrevent for vægttab

- Andre ekstreme metoder til vægttab



Spisevaner (3 af 6)

- Trøstespisning

- Ædeflip

- Kronisk restriktivt kalorieindtag

- Svingende spisemønster, vægtsvingninger

- Dårlig samvittighed ved at spise for meget eller slik

- Nyder ikke at spise - heller ikke med andre



Selvværdsfølelse (1 af 2)

- Selvværd afhængigt af kropsvægt - og form, samt bekræftelse fra andre

- Selvværd og selvtillid forsvinder ved pres/kriser. Uhensigtsmæssige mestringsstrategier



Kilde: Risikoadfærd for spiseforstyrrelser blandt danske kviner i alderen 16-59 år. Forfatter: Mette Waaddegaard, Speciallæge i psykiatri, ph.d. Statens Institut for Folkesundhed.



Anorexia nervosa

• Fastholder ekstreme restriktioner

• Taber sig vha. sult og motion

• Fantaserer om mad

• Ekstremt undervægtige

(<= 85% af normalvægt)

• Menses ophørt i mindst 3 mdr.



Bulimia nervosa

• Spiseanfald (mindst 2/uge i 3 mdr.)

• Ekstreme vægtregulationer: opkastninger, faste, afføringsmidler, slankepiller

• Mister kontrol over spisningen (spisetrang, skyld og skamfølelse)

• Vægtsvingninger, oftest normalvægtige

Op mod 40% af personer med anoreksi har også bulimisymptomer med overspisning efterfulgt af ekstreme vægtregulationer som opkastninger og/eller afføringsmidler



Kilde: Risikoadfærd for spiseforstyrrelser blandt danske kviner i alderen 16-59 år. Forfatter: Mette Waaddegaard, Speciallæge i psykiatri, ph.d. Statens Institut for Folkesundhed.





R. Theresa Abegg anbefaler at læse:

Peggy Claude-Pierre: Spiseforstyrrelsernes hemmelige sprog, 279 kroner. Borgens forlag.

Daniel Goleman: Destruktive følelser.

Hvordan kan vi håndtere dem?

En videnskabelig dialog med Dalai Lama,

349 kr. Borgens forlag



Læs mere om Abegg & Bro på:

www.abeggbro.dk

Eller ring til Center for Spiseforstyrrelser

på tlf. 4824 9824



Nyttige links:

Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser, LMS: www.spiseforstyrrelser.dk

PS landsforening, Pårørende til Spiseforstyrrede: www.altomspiseforstyrrelser.dk/