Anerkendende relationer; Børn løser selv deres problemer

Mads tissede i bukserne og nægtede at gå på toilettet, selv om han var seks år. Hans forældre havde prøvet mange ting for at hjælpe ham. Men alt var forgæves på trods af, at Mads led under denne forsinkelse i sin udvikling - og fordi de andre børn undgik ham på grund af det. Om sommeren lige før Mads blev syv år, begyndte han pludselig at gå på toilettet som de andre. Hans mor sagde til ham, at hun var meget glad for, at han nu havde lært at gå på toilettet selv. Hun spurgte ham, om han ikke også var glad. "Jo, jeg er," sagde Mads. "Det tog mig et stykke tid, men til sidst lærte jeg det!"

Historien stammer fra bogen "Børn kan. Jeg kan-metoden til kreativ løsning af børns problemer" og viser den grundlæggende ide bag metoden "Jeg kan" (på engelsk Kids' Skills), som er udviklet af den finske psykiater og familieterapeut Ben Furman. Ideen er, at børn skal lære de færdigheder, de endnu ikke kan, og på den måde overvinder de deres problemer eller vanskeligheder. Metoden, der består af 15 trin (se box), kan bruges til børn med såvel neurologiske som psykologiske problemer eller vanskeligheder. Men også ganske almindelige børn, som spiser grimt, konstant piller næse, tisser i sengen om natten eller andet, der er irriterende, men ikke just kan kaldes et stort problem, har også glæde af metoden. Den kan desuden bruges i grupper med mange drillerier eller konflikter.

Tricket er, at man sammen med barnet finder ud af, hvad barnet skal lære - hvilken færdighed det skal tilegne sig - for at slippe af med sit problem. Og det virker, fordi børn gerne vil lære, mener Ben Furman.

"Hvis børn har dårlige vaner, kan de lære gode vaner. Hvis børn har følelsesmæssige vanskeligheder, kan de lære noget, så de kommer af med vanskelighederne. Menneskesynet bag metoden er meget optimistisk. Vi tror, at alle kan lære noget, så de ikke længere skal slæbe rundt på deres problemer," siger han.



Anerkendende relationer. Ben Furman er leder af Institut for Korttidsterapi i Helsinki, Finland (Brief Therapy er en nyere gren inden for familieterapien). Han har udviklet metoden sammen med to pædagoger fra en førskole for børn med særlige behov. De ville skabe en metode, der var effektiv og brugbar i arbejdet med såvel "lette" som mere komplicerede problemstillinger, og den skulle kunne anvendes af både forældre, børnehavepædagoger, skolelærere, skolepsykologer og folk på diverse specialinstitutioner. Desuden ville ophavsmændene gerne have, at det var en metode, som børn kunne lide.

"Vores udgangspunkt er, at et barn ikke er følelsesmæssigt forstyrret, men har et problem med sine følelser. Når man har det udgangspunkt, er det lettere at tro på, at barnet kan lære noget, der betyder, at dets adfærd ikke mere er så forstyrret," siger han.

Ben Furman mener, at det kan ændre hele synet på et problem, at alle rundt omkring barnet tænker og snakker om dets problemer på en mere positiv måde.

"Man skal tænke på, hvordan man taler, og vide, at den måde, man siger tingene på, har indflydelse på, hvordan andre tænker om problemet, og på hvordan den, der har problemet, selv tænker om det. Vi har oplevet, at hvis man er mere konstruktiv og anerkendende i sin måde at tænke på eller tale om et problem, løser det op for de vanskeligheder, som børn kan have. Ved at fokusere på løsningen i stedet for at vade rundt i, hvem der har skylden, eller hvad der er gået galt forinden, får man et meget mere positivt syn på barnet og dets problem. Og man kan bedre hjælpe barnet med at øve sig i at lære noget nyt, som det virkelig har brug for at lære," siger han.

Ben Furman giver en eksempel, som han ofte bruger, når han holder foredrag om metoden: "Når en pædagog siger til en normal finsk mor, at hendes søn har aggressionsproblemer, vil hun reagere ved at sige, at hans far har endnu større problemer med sit temperament eller sådan noget. Og så forklarer jeg, at får man at vide, at ens barn har problemer, lyder det, som om pædagogerne mener, at man selv har problemer, og at de lægger skylden på forældrene, selv om de ikke gør det. Men engang, da jeg fortalte dette eksempel i Sverige, sagde en af tilhørerne, at sådan ville en typisk svensk mor ikke reagere. Hun ville sige, "at det var da interessant at høre, for barnet havde ikke de problemer i den børnehave, hvor han gik før". Hun ville bebrejde den, der bebrejdede hende. Og så forstår alle, at i det øjeblik, hvor man åbner munden, har man allerede en kultur for, hvordan man snakker sammen, en måde at tale sammen på, som kan gøre samarbejde muligt, eller som kan skabe afstand mellem folk."

Ben Furman mener, at man skal forsøge at finde en måde at tale på, som inviterer folk til at samarbejde om en løsning af problemet.

"Og vi ved med sikkerhed, at et af de vigtigste elementer i denne måde er anerkendende relationer, ikke kun til børnene, men i høj grad også til forældrene. For er man kun anerkendende over for barnet og ikke over for forældre, kolleger, politikere og andre, så får man problemer på et eller andet tidspunkt, når man gerne vil løse et problem for barnet," siger han.



Alle omkring barnet skal deltage. Metoden går altså ud på at fokusere på barnet. Først ser man på, hvilket problem barnet viser. Dernæst skal man stille sig spørgsmålet: Hvad skal barnet lære, så det ikke mere har det problem? Ben Furman fortæller, at det somme tider er meget svært at besvare det spørgsmål, men at alle omkring barnet må hjælpe med at finde den bedste og rigtigste færdighed. Og når man har den, så arbejder man med barnet for at motivere det til at lære færdigheden.

"Tricket er at få hele det sociale netværk omkring barnet til at deltage. For selv om det ser ud, som om man kun er fokuseret på barnet, får man ændret hele miljøet omkring barnet ved at opfordre forældre, venner, bedsteforældre og lærere til at være støttende. Selv om det kan være omgivelserne, der giver barnet problemer, kan de også være med til at løse dem," siger han.

Et eksempel på det er den kontaktbog, som mange skoler bruger som kommunikationsmiddel mellem lærere og forældre. Her skrives om alt det problematiske ved barnet og dets opførsel. Når sådan en besked kommer hjem i familien, får barnet skældud, og forældrene skændes måske om, hvis skyld det er, at barnet ikke kan opføre sig ordentligt. De relationer, der er mellem skole og hjem, handler udelukkende om problemer. Ben Furman mener, at ændrer man praksis, så man fokuserer på, at barnet skal lære en færdighed, så kan man i stedet skrive hjem om de fremskridt, barnet gør i sin læreproces.

"Det vil have en helt anden virkning på familien, moren bliver glad, barnet bliver glad, fordi moren er glad, faren hører nu kun de gode nyheder, og han bliver glad for sit barn og sin familie. De positive beskeder vil ikke kun have en god effekt på barnet, men på hele miljøet omkring det. Og hvis pædagogen i børnehaven dagligt kan give den mor, der ellers ikke har hørt om andet end problemer med sit barn, gode beskeder om, at hendes barn gør fremskridt og måske rose moren, fordi hun samarbejder, får moren også anerkendelse," siger han.

Ben Furman har erfaringer med, at det kan være svært at få forældre til at reagere positivt på de anerkendende beskeder. Hvis en pædagog siger, at det går så godt i børnehaven, barnet gør fremskridt, kan nogle reagere negativt ved for eksempel at sige til barnet: "Hvorfor kan du ikke også være så dygtig derhjemme".

"Her handler det om, at man øver med forældrene, så de lærer at sige de magiske ord: Jeg er stolt af dig. På den måde får man folk, der ellers ikke er gode til at rose, til at blive bedre til det, fordi de får en forståelse af, at det er godt for barnet, og at det også er godt for dem selv. Så selv om det kan føles svært i begyndelsen, kan alle lære det her, hvis de øver sig," siger han.



At finde en færdighed. Børn er faktisk selv gode til at vælge de færdigheder, de gerne vil lære, og det er sjældent svært at motivere et barn til at øve sig på færdigheden, fortæller Ben Furman. Han mener ikke, at barnet kommer ikke til at "eje" problemet helt alene, tværtimod kan man se, at børnene bliver stolte over, at de kan klare at lære noget, som de troede, de ikke kunne.

"Hvis de mente, at de ejede problemet, ville de ikke være så stolte, tror jeg. Men når de viser deres plakater med deres navne og den færdighed, de er ved at lære, så skinner deres øjne, og de er tydeligt stolte over, at de er i gang med at lære noget," siger han.

Ben Furman mener kun, at der er to ting, som kan være svært i "Jeg kan"-metoden". Den ene er at lave et problem om til en færdighed, og det andet er, hvordan barnet kan øve sig i færdigheden.

"Det er en færdighed, man skal lære, at kunne lave et problem om til en færdighed. Nogle problemer er nemme at finde færdigheder til. Hvis et barns problem er, at det hele tiden piller næse, så skal det lære at bruge et lommetørklæde eller at pudse næse regelmæssigt. Men hvis et barns problem er, at det er aggressivt, så er man måske nødt til at analysere lidt mere på. Hvornår sker det, sammen med hvem, og hvordan viser han sin vrede, før man kan finde frem til færdigheden. Måske må man dele problemet op, så man begynder med en færdighed, der skal læres i forhold til en del af problemet og så arbejde sig videre, indtil hele problemet er løst," fortæller han.

Det kan også være mere overordnede problemstillinger som lavt selvværd, og hvilke færdigheder har man så brug for. Barnet skal måske øve sig i at være stolt over det, han gør, eller han skal øve sig i at udtrykke sine ideer. Man skal passe på ikke at blive for striks i sine opfattelser af, hvad børn skal lære, mener Ben Furman.

"Et barn, der lyver, skal vel ikke lære at tale sandt hele tiden, men lære at skelne mellem løgn og fantasi og lære at sige til sine omgivelser, hvornår det, han fortæller, ikke er helt sandt, men fri fantasi," siger han.



Ikke tid til mobning. Det andet, der er svært i metoden, er at finde ud af, hvordan barnet skal øve sig i sin færdighed. Men det er Ben Furmans erfaring, at børn heldigvis selv er gode til at finde på brugbare måder.

"Heldigvis er børn interesseret i spil og i konkurrence og i at efterligne. Så man kan snakke med barnet om en dreng i gruppen, som måske er god til det, barnet skal lære. Og så snakke om, hvordan den dreng gør, så han ikke har problemer," siger han.

Det er finske pædagogers oplevelse, at metoden har behagelige sideeffekter, børnene bliver sødere ved hinanden, fordi de hjælper hinanden med at lære færdighederne. Hvis man optager børns tid med at de skal hjælpe, støtte og give positiv feedback til hinanden, så har de ikke tid til at give negativ feedback, drille, slås eller skælde ud, mener Ben Furman.

Et af trinene i metoden er, at barnet skal foreslå, hvem der skal hjælpe ham med at lære færdigheden. Børn vælger oftest mor og far og eventuelt søskende og desuden en pædagog eller en lærer og nogle af kammeraterne. Det er barnet selv, der spørger, om hans hjælpere vil støtte ham.

"Børn skammer sig ikke over at bede deres venner om hjælp, for de skammer sig ikke over færdigheder, der skal læres, de skammer sig over problemerne. Og derfor er det vigtigt, at vi hjælper børn med at komme af med dem," siger han.



Bogen "Børn kan. Jeg kan-metoden til kreativ løsning af børns problemer", af Ben Furman er udgivet på Hans Reitzels Forlag, er på 192 sider og koster kr. 225.





15 trin løser problemer

Trin 1. Omdan problemer til færdigheder. Find ud af, hvilke færdigheder barnet har behov for at lære for at overvinde problemet.

Trin 2. Bliv enige om den færdighed, der skal læres. Tal med barnet om sagen og bliv enige om, hvilken færdighed det skal begynde at lære.

Trin 3. Tal om fordele ved færdigheden. Hjælp barnet med at blive opmærksom på fordelene ved at have færdigheden.

Trin 4. Find på et navn til færdigheden. Lad barnet give færdigheden et navn.

Trin 5. Vælg en superhjælper. Lad barnet vælge et dyr eller et anden væsen til at hjælpe det med at lære færdigheden.

Trin 6. Få fat i personer, der kan hjælpe og støtte barnet. Lad barnet bede en række personer om at støtte det.

Trin 7. Styrk barnets selvtillid. Hjælp barnet med at tro på, at det kan lære færdigheden.

Trin 8. Planlæg en fest. Planlæg i god tid sammen med barnet, hvordan tilegnelsen af den nye færdighed skal fejres.

Trin 9. Vis færdigheden. Bed barnet om at fortælle og vise, hvordan det vil opføre sig, når det har lært færdigheden.

Trin 10. Fortæl det til andre. Informer andre om, hvilken færdighed barnet er i gang med at lære.

Trin 11. Træn færdigheden. Aftal med barnet, hvordan det kan øve sig på færdigheden.

Trin 12. Husk færdigheden. Lad barnet fortælle, hvordan det vil have, at andre reagerer, hvis det glemmer sin færdighed.

Trin 13. Fejr succesen. Når barnet har tilegnet sig færdigheden, er det tid til at fejre det og give barnet mulighed for at takke alle dem, der har hjulpet til.

Trin 14. Giv færdigheden videre. Tilskynd barnet til at lære et andet barn den nye færdighed.

Trin 15. Videre til den næste færdighed. Find sammen med barnet ud af, hvilken færdighed der skal læres næste gang.