Anbragte børn; De svigtede børns hjem

En to måneder gammel dreng født med abstinenser af en mor, der er stofmisbruger, er lige kommet gennem en nedtrapningsperiode på Rigshospitalet i København. Han bliver pakket ned i liften. Mor siger farvel. Hun skal videre. Hjem til lejligheden på Vesterbro. Bilen sætter i gang og kører af sted med kurs mod nord. Ved siden af barnet i liften sidder den kvinde, der nu skal være hans omsorgsperson den næste lange tid. Endelig stopper bilen et godt stykke oppe af Strandvejen nord for København ved den store gamle villa i nummer 130, der huser Skodsborg Observations- og Behandlingshjem.

En ualmindelig start på et børneliv, men en gennemsnitlig historie for de børn, der bor på Skodsborg. En tredjedel af de anbragte børn på børnehjemmet er børn af stofmisbrugere. Og halvdelen af alle børn kommer direkte fra barselsgangen.

"Vores arbejde er dog begyndt allerede en måned inden, barnet bliver født. Vi mener, det er vigtigt at etablere et godt forhold til moderen, så hun ikke oplever, at vi tager barnet fra hende, men er der for at hjælpe," fortæller Inger Thormann, der som psykolog sammen med stedets forstander - cand.scient.soc. Charlotte Guldberg - i mere end tyve år har tegnet husets pædagogik både indadtil og i de mange formidlingsprojekter, de har deltaget i og selv produceret.

De to kvinder har et nært samarbejde, hvor formålet er at rette op på en skæv start for børn af alkoholikere, stofmisbrugere, krænkere, psykisk syge, dårligt begavede og andre forældre, der af den ene eller anden grund ikke kan leve op til standarden for at tage sig af deres børn. Børnene kan være født med abstinenser, være alkoholskadede og i det hele taget truet i deres udvikling på grund af omsorgssvigt. Nogle få er syge eller skal bortadopteres.



Plads til at være ked af det. Charlotte Guldberg mener, at faglighed er noget af vigtigste, når det gælder behandling af børn med særlige behov. Forestillingen om, at omsorgssvigt kan løses med en masse kærlighed, en ny kjole og en dukke, kan ikke bruges, mener hun.

Skodsborg ånder netop af fred og ro - og har udsigt til Øresunds bølgeskvulp. Bevidst tilstræbte harmoniske rammer, der ifølge stedets pædagogik gerne skulle være med til at hjælpe børnene under deres ophold.

"Vi gør meget ud af at skabe et stille, roligt og forudsigeligt miljø, hvor der er plads til at være tænksomme, til at savne og være kede af det. Det er ikke som en børnehave, hvor der er aktiviteter, gøremål og udflugtsmål," fortsætter Charlotte, der står i spidsen for i alt 40 ansatte - fra personalet i vaskeriet i kælderen, køkkenet, den praktiske handyman, vikarer, aften- og nattevagter til psykolog og socialrådgiver og endelig børnenes omsorgspersoner, som fortrinsvis er pædagoguddannede fordelt på hver "sit" barn.



Et team til hvert barn. Grundstenen i børnehjemmets pædagogiske arbejde er en teammodel med to pædagoger - en primærpædagog og en sekundærpædagog, som skemamæssigt arbejder forskudt af hinanden. De to er så suppleret af enten forstander, socialrådgiver eller psykolog.

"De tre personer udgør behandlingsteamet, som bestemmer alt omkring barnet, men hvor det er primærpædagogen, der har den intime kontakt til barnet," fortæller psykolog Inger Thormann, hvis opgave det er at lave psykologiske observationer på børnene og hjælpe dem med terapi. En af måderne er ved at fortælle dem deres livshistorie - lige meget hvor små, de er. Det kan for eksempel være barnet, der vægrer sig mod kontakt med sin primærpædagog. Inger Thormann kommer med et eksempel fra det virkelige liv.

"I det her tilfælde var det en lille pige, der skulle bortadopteres. Det, jeg så gjorde, var at fortælle pigen, at hendes mor havde taget den beslutning, at hun ikke skulle vokse op hos hende, men at der ville blive udpeget nogle forældre, som hun skulle bo hos. Indtil de var fundet, ville vi så passe på hende her på Skodsborg," fortæller Inger Thormann, der herefter overlod det til primærpædagogen, som også deltog i terapien, at fortælle den samme historie til den lille pige igen og igen.

Og ifølge psykologen har det betydet, at hun i dag er i stand til at være på arm og have øjenkontakt.

"Vi ved godt, at kognitivt kan helt små børn ikke forstå det, vi siger, men vi ser, at barnet modtager den samlede formidling af ord, stemmeføring, gestus og mimik. For det væsentligste ved spædbarneterapi er, at barnet oplever sig "set og mødt" med sin smerte. Det skaber lindring, og barnet får det bedre," mener Inger Thormann.

Observations- og behandlingshjemmet er ikke bare en mellemstation for børn, der skal videre i systemet. Børnene får et ophold fra et til fem års varighed, hvor de får den kontinuitet og omsorg, der gerne skulle få betydning videre frem i deres livsforløb.



"Mit håb er, at børnene oplever sig taget alvorligt. At Skodsborg er et trygt sted at være med et godt børneliv i et fællesskab med andre. Bare det at sove sammen med andre børn og vide, at rammerne er de samme, når man slår øjnene op om morgenen, er en værdi i sig selv. For selvom det er et sted, hvor vi behandler og observerer børnene, er det først og fremmest deres hjem," mener Skodsborgs forstander. o



Anbragte børn i tal: I 2002 var i alt 362 børn i aldersgruppen

0-6 år anbragt på danske døgninstitutioner. 1422 børn fra 0-6 år var i samme periode anbragt i familiepleje.

Tal fra Danmarks Statistik.



Niklas

Pædagog Mariannes Sloths barn hedder Niklas. I hvert fald i 37 timer om ugen. Hårdt arbejde for dem begge to - især når man som Niklas er et meget uroligt og grædende barn, der kan være svær at trøste og meget forslugen, når han skal spise. Alt i alt en lille dreng med en ujævn døgnrytme og et dårligt system - som man blandt andet kan se på hans hud, der er hårdt angrebet af svamp.

Et øjebliksbillede fra en lille drengs virkelighed, dengang han to måneder gammel ankom til Skodsborg og blev Marianne Stolts primærbarn.

"I de første mange måneder bestod min opgave i at skabe en døgnrytme for ham, som blev fulgt meget slavisk. Det vil sige, at han ikke skulle nå at mærke sult og begynde at græde, og vi først derpå begyndte at opfylde hans behov. I stedet var jeg, og de andre som passede ham, hele tiden et skridt foran ham, hvor han fik mad, lige inden han var sulten, og blev puttet, inden han blev rigtig træt," fortæller Marianne Stolt om behandlingen af Niklas, som i dag er blevet 1 1/2 år.

Siden han kom til Skodsborg som et spædt abstinentbarn - det vil sige et barn, der er født med abstinenser, fordi moderen har været stofmisbruger under graviditeten - har han boet på Mariehønen, en børnegruppe på fem børn mellem 0-2 år.

Her har børnene to store stuer med en stor hyggebriks, skifteborde, babystole, legetøj, vugger og tremmesenge holdt i rolige og afstemte farver, hvor de i dagtimerne på skift bliver passet af seks faste og en studerende.

Der værnes om børnenes ro, og derfor er det kun undtagelsesvis, at besøg tillades.

"Vi siger nej til at tage alle mulige ind - det er børnenes hjem, så det værner vi om. Og man må jo huske på, at det er behandlingskrævende børn, som kan have det rigtig skidt i perioder," siger Marianne Sloth og går forbi køkkenet, hvor en voksen og et af de større børn har en mindre uenighed over samarbejdet med at dække frokostbakken.

"Konflikterne er jo forskellige. De store børn kan være udreagerende, hvor de små græder og kan være svære at trøste. Og det kan selvfølgelig være hårdt at gå rundt med et barn, der bare ikke vil stoppe med at græde, og hvor man kan blive i tvivl, om man nu gør det rigtige. Men der har vi så behandlingsteamet og de andre kollegaer, som kan støtte en i, at man er på rette vej med barnet."

For Marianne Stolt har arbejdet med hendes primærbarn også handlet om at skærme ham fra for mange stimuli - for eksempel ved at svøbe ham i dynen, reducere udvalget af legetøj, tale med ham og ellers langsomt introducere ham til resten af livet på børnehjemmet.

"Det er en lang proces, men det er lykkedes! I dag ser jeg en mild og glad dreng, der nok er et skrøbeligt barn, men som har indhentet sin udvikling. Og det er nok kicket ved at være her - at man kan se, at vores arbejde med børnene er det rigtige," fortæller Marianne Sloth.

Hun skal også afse tid til at skrive i "Kardex", der er husets interne meddelelsesbøger om hvert enkelt barn, og løbende opdatere "Livsbogen" - børnenes egen bog, som i ord og billeder viser deres liv på børnehjemmet og holde kontakt til forældrene.

"Det er et meget professionelt arbejde, hvor vi virkelig får lov til at fordybe os. Samtidig med at vi ved, at barnet har nogle forældre, som skal have plads til at være forældre, når de er her. Men selvfølgelig, en gang i mellem kan jeg da godt få lyst til at putte ham i lommen og tage ham med hjem - det sker dog sjældent, da jeg ved, at han altid er i gode hænder," siger Marianne Sloth.

"Niklas" er et opdigtet navn, som er brugt for at værne om barnets anonymitet.