Alle har en historie

Kongeborgen af træ er stillet op på et bord. Pædagog Lise Kjær vælger målrettet fire børn, som skal føre de fine plastikdukker, der forestiller en prins, en prinsesse, en konge og en dronning. Nogle af de udvalgte springer op, da deres navn bliver nævnt, mens andre er mere forknytte. Scenen er sat, og stykket kan nu begynde.

Historien er klassisk og handler om en prinsesse og prins, der ikke må få hinanden for forældrene. Stykket ender med, at parret går ud i skoven og henter en trylleplante, som til sidst får dronningen til at sige ja til giftermålet. Stykket er slut, og alle de royale plasticdukker er lykkelige. Under hele stykket har Lise Kjær været fortæller og holdt retningen i stykket på plads. En gang i mellem har hun brudt ind og tilført handlingen en ny retning for at udfordre børnenes fantasi.

I den integrerede institution Stien i Århus er det meget populært blandt børnene at spille teater, at få fortalt personlige eventyr eller tale med pædagogen om deres egen historie fra deres personlige mapper. For Lise Kjær er det bare tre forskellige måder at fortælle historier på sammen med børnene, selvom hun sagtens kunne komme i tanker om endnu flere. At fortælle historier er en aktivitet med børnene, som Lise Kjær dagligt har lavet med børn gennem de i alt 19 år, hun har været ansat i institutionen. Men hun gør det ikke bare fordi, det er sjovt.

»Det handler om at se, hvad der rører sig i børnene, og bruge det som et pædagogisk udgangspunkt,« siger hun.



Alle har en mappe. Alle børnene i Stien har deres egen personlige mappe. I mapperne er der billeder af børnene som spæde og frem til i dag. Der er også billeder af forældre, søskende og andre fra familien. Der er historier om barnet, som enten for-ældre, pædagoger eller de selv har fortalt, og så er der tegninger og feriepostkort. Mappen følger børnene indtil den dag, de stopper i Stien, hvor de så får den som fint indpakket gave.

Mappen tages frem, hvis barnet har lyst til tale om deres egen virkelighed, og pædagogerne bruger det som en slags håndbog om barnet. For pædagogerne er det en måde at lære det enkelte barn og dets historie bedre at kende på.

»Det er utrolig rart for børnene at vide, at vi faktisk kender dem ret godt og ved, hvad de taler om, når de fortæller om familien og oplevelser uden for institutionen. Mapperne er et slags forbindelsesled mellem institution og hjem,« siger Lise Kjær.

Når børnene får fortalt eventyr eller laver teater, handler det til gengæld mere om, at børnene kan lære sig sociale normer og værdier. Det viser sig tydeligt, da Lise Kjær præsenterer den næste aktivitet for de afventende børn, der sidder rundt om på gulvet. Nu skal de lave "Hatteteater".

»Hatteteater, hatteteater,« råber de cirka 15 børn begejstret.



Lærer sociale spilleregler. Hatteteater går ud på, at børnene udvælger sig en hat og spiller en rolle ud fra den. Politikasketten er altid populær blandt drengene, og Frederik er også hurtig til at fange retten til at være politibetjent. Lise Kjær vælger igen målrettet dem, der skal være med. Ikke alle kan være med på en gang, og det viser de mere utålmodige børn, at de andre også gerne vil på scenen.

»Fortælleteater er en enkel måde at socialisere børnene på. Det lærer dem noget om at samarbejde, om at være på - få selvtillid - og især om at give plads for hinanden. Det er en sjov måde for børnene og for os en måde at få læring om sociale

spilleregler ind ad bagdøren,« siger Lise Kjær.

I Stien bruger pædagogerne teatret meget, fordi det viser, hvordan man opfører sig pænt overfor de andre børn uden, at pædagogerne behøver at have løftede pegefingre.

»Nogle skal holdes tilbage, så andre kan komme til. Og andre skal hjælpes lidt på vej for at turde kaste sig ud i teaterkunsten. På den måde lader jeg dem lære, mens vi leger,« siger hun.



De gode og de onde. På gulvet foran publikum optræder en løve, en tiger, en elefant, Frederik som politibetjent og pædagogmedhjælperen Jesper, som kaster sig ud i rollen som sommerpigen med yndig flethat på hovedet. Lise Kjær spørger løven og tigeren, alias Christian og Caroline, om de er "gode" eller "onde".

»Vi er menneskeædende,« svarer de hurtigt og hvæser, som rigtige tigerdyr gør.

Elefanten, alias Bella, vil helst være en "god" elefant. Nu er rollerne på plads, og teaterstykket kan begynde. Lise Kjær holder sceneriet i gang og spørger til de enkelte medvirkende, hvad der så sker, og hvad de nu gør.

Den gode Bella ramler uheldigvis ind i de menneskeædende tigerdyr. Politibetjenten Frederik redder Bella og når også lige at anholde en bjørn på vejen hjem. Bella har tilføjet en tøjbamse undervejs i stykket som et nyt spændingsmoment. Tilskuerne på gulvet sidder fuldstændig opslugte og kigger med.

»Når vi laver teater med børnene eller fortæller eventyr, handler det jo også om, at de lærer noget om eventyrkoder og arketyper. For eksempel om de magiske tal i eventyr, tre og syv, eller om hvordan et eventyr forløber. Om kampen mellem det gode og det onde. Det gode og det onde er jo noget, vi alle indeholder,« fortæller Lise Kjær.



Bange for tryllerier. For børnene i Stien er det populært at få fortalt eventyr eller spille teater om venskaber og relationer. Når Lise Kjær eller hendes kollegaer fortæller deres nydigtede og spontane eventyr, udvælger de et barn, som historien skal handle om, og som selv får lov at komme med impulser og drejninger af historien undervejs. Forinden spørger de altid, om det skal være eventyr med elementer af barnets virkelighed, eller det skal være ren fiktion. Pædagogerne spørger også, om det skal være et gyser- eller actioneventyr eller måske et hyggeligt eventyr eller noget helt fjerde. De tager udgangspunkt i barnets ønsker. Det er ikke alle børn, der er lige vilde med gys, og det sker da også engang imellem, at børnene bliver bange. De tre til seks-årige bryder sig især ikke om at blive tryllet om til for eksempel frøer eller at "dø", hvis de er hovedperson i et eventyr, som Lise Kjær brygger på.

»Man skal altid være meget opmærksom på sit publikum som fortæller. Det er ikke alle børnene, der kan klare det samme eller er lige gode til at dreje historien i den retning, de vil have. Men for det meste er de gode til at sige fra, hvis jeg træder ind over deres grænser,« fortæller hun.

Historierne har en særlig god effekt på drengenes selvfølelse. De kan være dragedræbere for en dag. Være dagens helt i institutionen.

»De kan få lov at drømme offentligt og være helten i de andre børns øjne, og det er jo en dejlig ting. I den alder (tre til seks år, red.) tror de jo næsten på historien som noget, der er en smule virkeligt. Derfor er det selvfølgelig også en balancegang,« siger Lise Kjær.



Tid til frokost.

Selvom Lise Kjær synes, at fortælleteater, eventyr og egne historier er sjov og ballade og godt samvær, er det vigtigt for hende at pointere, at det er andet end det.

»Det er vigtigt, at man som voksen har nogle kompetencer. At man dygtiggør sig ekstraordinært inden for ét område og giver det videre til børnene. Ens egen interesse i det man lærer er meget vigtig. For det er den eneste måde, man kan øse ud af det til børnene på en fængende og givende måde, så de selv får kompetencer,« siger hun.

Hatteteaterhistorien er slut, og den endte godt. Det gode besejrede det onde, og det er børnene vist rimelig tilfredse med. Men nu er det tid til at spise frokost, så hattene bliver fjernet og madpakkerne hentet frem.

»Man kan se sådan på det, at disse aktiviteter og socialiseringen er med til at opfylde et vigtigt mål for børnene, nemlig forberedelsen til livet. Og det, at vi hjælper dem på vej via fantasien i stedet for virkeligheden, gør det jo bare langt sjovere,« siger Lise Kjær.

Senere i eftermiddag bliver det igen tid til historier og hatteteater. Det er vigtigt for børnene lige at forsikre sig om, inden de sætter sig til bords og går løs på deres frokost.