"Alle blev røvrendt"

Som den lyshårede Theresa sidder der iklædt en striksweater og nipper til sin te, ligner hun det, hun er, en ung dansk pige med en stabil tilværelse. Hun er i gang med en uddannelse, lever i et fast forhold og bor i trygge omgivelser.

Derimod ligner hun slet ikke det, hun var, nemlig en pusher, der tjente masser af penge på at sælge amfetamin, kokain og ecstasy.

Der er to begivenheder, som Theresa nævner, når hun skal pege på årsager til, at hun begyndte at tage stoffer. Hendes forældre tilhørte en bestemt religiøs bevægelse, og den brød Theresa med, da hun var 16 år. Samtidig flyttede hun hjemmefra. Da hun var 17 år, blev hun udsat for en meget voldsom voldtægt. Hendes kærestes kammerat truede hende til sex med et skarpladt jagtgevær. Den oplevelse sidder dybt i hende og hang i årene efter som en mørk sky over hende. Det gør den for så vidt endnu. Hun går stadig til psykolog for at få bearbejdet efterveerne.

"Da jeg fik min egen lejlighed, begyndte jeg at få nye venner. De var ældre end mig og tog stoffer alle sammen. I starten sagde jeg nej tak, men det holdt ikke så længe. Så begyndte jeg også ... jeg har taget amfetamin, kokain og alle mulige sjove piller. Der var fest hver dag, og vi drønede rundt og lavede alt mulig åndssvagt. Man bliver meget pjattet og kreativ på en skør måde, når man tager stoffer," fortæller Theresa, der i dag er 22 år og venter sit første barn.

Theresa mærkede hurtigt følgevirkningerne af sit misbrug. Kiloene raslede af den i forvejen slanke pige. Hun var ofte svimmel og havde besvimelsesanfald. Det betød, at hun blev nødt til at regulere sit misbrug. Hun kunne simpelthen ikke holde til at tage stoffer hver dag. Hendes forældre havde mistanke om, at der var noget galt. Men der gik meget lang tid, inden de fandt ud af, hvor slemt det stod til.

"Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte at sælge - årstal og tidspunkter er ikke lige det, man har mest styr på, når man tager stoffer - men jeg fik kontakt med en fyr, jeg kendte fra tidligere. Han boede uden for mit område og kunne levere stofferne rimelig billigt. Så jeg begyndte at købe lidt ekstra og sælge videre i det små. Og stille og roligt voksede min kundekreds," fortæller Theresa.

Det rygtedes hurtigt, at hun altid kunne levere varer i god kvalitet, og havde hun ikke stofferne på lager, så skaffede hun dem i løbet af få timer. Det betød, at hun blev populær, og at nogle af de gamle pushere mistede kunder. Det var de selvfølgelig ikke glade for, men det resulterede ikke i trusler eller det, der var værre. Sikkert fordi Theresa havde fundet sammen med de største og stærkeste fyre i den lille by, hvor hun boede.



Alle blev røvrendt. Theresa nød sin rolle som pusher. Der var gode penge at tjene, og så gav det status. En fornemmelse af magt, af at jeg styrer det her. I hele sit misbrugsforløb har Theresa følt sig bedre end de andre misbrugere, hun var sammen med. De var tabere. Det var hun ikke. Og hun var sikker på, at hun aldrig ville komme så langt ud som dem.

Efterhånden udvidede Theresa sin aktionsradius og begyndte at sælge stoffer på et diskotek i en nærliggende by. Salget foregik helt åbenlyst.

"Jeg sad ved et bord midt i lokalet og solgte. Så de, der drev stedet, må have været godt dumme, hvis de ikke vidste, hvad der foregik," siger Theresa og tilføjer, at det var en uforsigtig måde at gribe tingene an på. Men udover det har hun altid været påpasselig. Hun udleverede aldrig sit mobilnummer, fordi samtaler kan spores. Så folk har måttet komme til hende personligt, hvis de ville handle. Hun mener også, at hun - set ud fra et pusher-perspektiv - har været dygtig. Det gælder om at tjene mange penge og tage røven på folk. Og hun har gjort begge dele.

"Jeg solgte stofferne videre med høj fortjeneste og gjorde ingen forskel på nye kunder og gamle venner. Alle blev røvrendt. Jeg er ret sparsommelig, så derfor solgte jeg så meget som muligt videre og tog ikke så meget selv," siger Theresa, som derved undgik den klemme, som nogle gadepushere havner i, nemlig at de fleste stoffer ryger ind gennem deres egen næse i stedet for ud til kunderne. De dårlige betalere havde hun også styr på. Og her nævner hun en detalje, som man ofte overser. Det er velkendt, at misbrugeren er afhængig af sin pusher. Men det omvendte er også tilfældet.

"Mange pushere er selv så afhængige, at de sælger til kunder, der er dårlige betalere. De får på klods gang på gang, men pusherne får aldrig pengene igen lige meget, hvad de gør ved dem. Sådan har jeg aldrig gjort. Hvis folk ikke betalte, så var der lukket, indtil de havde betalt deres gæld," siger Theresa.

Hun kunne køre forretningen på den måde, fordi hun havde rimelig styr på sit eget misbrug. Men under underfladen var der ikke tjek på noget som helst. Tværtimod var der nogle uregerlige monstre, der jævnligt stak deres hoveder frem. Opbruddet. Voldtægten. Det liv hun levede. Det hele blandet sammen kunne gøre hendes tanker kulsorte.

"Jeg kunne sidde inde i min lejlighed i dagevis. Holdt mig bare indenfor og sad og gloede ud i luften. Jeg har haft to selvmordsforsøg. Det har ikke været, fordi jeg har haft lyst til at dø. Men mere et råb om hjælp," fortæller Theresa, der undervejs i sit misbrug fik kontakt til en psykiatrisk afdeling på et hospital. Hun begyndte at gå til samtaler hos en socialrådgiver, uden at hun dog følte, at det hjalp hende.



Thi kendes for ret. Theresa havde handlet med stoffer i cirka et år, da tingene trak sammen om hende. Politiet havde fået øje på hende. Havde faktisk holdt øje med hende et stykke tid. Det vidste hun bare ikke.

"Jeg fik et tip fra en fyr, jeg kendte. Politiet havde været hos ham, og han anbefalede mig at holde lav profil. Jeg flyttede derfor mit stoflager op til en veninde," fortæller Theresa.

Men et par dage efter kedede hun og vennerne sig. Så hun hentede lidt forsyninger, så der kunne arrangeres en spontan fest. Dagen efter festen blev Theresa og vennerne i bogstaveligste forstand taget på sengen.

"Vi lå og sov, da politiet bankede på. De gennemsøgte lejligheden og fandt 1,2 gram amfetamin, seks ecstasy-piller og halvandet gram hash. Desuden var der en del våben. De tilhørte en af mine venner, som er temmelig fucked up i hovedet."

Theresa blev taget med og varetægtsfængslet. Hun sad i fire lange uger og anede ikke, hvad der skete omkring hende. Og det psykiske pres var hårdt. Nogle gang fik hun at vide, at hendes forældre kom på besøg, og hun blev ført op i en lille celle ved besøgsrummet. Den blev kaldt kosteskabet. Der sad hun måske et par timer og fik så besked om, at forældrene ikke kom alligevel.

"Afhøringerne var akkurat ligesom på film - der er en god og en ond. Den onde kører hårdt på, mens den gode byder på kaffe og prøver at snakke almindeligt med en. Det er nemt at gennemskue, men alligevel plumper man i. De fortæller en masse ting om, hvad andre har sagt. Så siger man: "Nej, sådan er det ikke." "Jamen, hvordan er det så?" spørger de. Og på den måde begynder man at fortælle," forklarer Theresa, men forsikrer samtidig, at hun ikke plaprede om nogen.

Til gengæld var der flere, der fortalte politiet, at de havde købt stoffer af hende. Det betød, at det endelige anklageskrift både kom til lyde på besiddelse af den narkotika, der blev fundet i hendes lejlighed, og på salg af narkotika efter straffelovens paragraf 191. Her er strafferammen op til 10 års fængsel.

"Jeg erkendte at have solgt 150 ecstasy-piller og 15 gram amfetamin. For det fik jeg fem måneders betinget fængsel. Det var nok billigt sluppet," erkender Theresa.



Vendte misbrugsmiljøet ryggen. Varetægtsfængslingen og dommen fik hende til at tænke over tingene. Det samme gjorde hendes venners reaktion. Eller rettere: hendes såkaldte venner.

"Når man sidder inde, så går ens lille verden i stå. Men verden udenfor går videre. Mine kunder fandt nye leverandører. Mine venner festede videre, for misbrugere er pisse ligeglade med hinanden. Jeg fik heller ikke nogen tak for, at jeg holdt hånden over nogen og tog min straf," siger Theresa, der til gengæld fik god opbakning fra sine forældre. De var selvfølgelig chokerede over, at deres dengang 19-årige datter havde fået en dom. Men de slog ikke hånden af hende, men støttede hende tværtimod i bestræbelserne på at komme på ret køl igen. I øvrigt havde de også på det tidspunkt brudt med den religiøse bevægelse, som tidligere havde været en stor del af familiens sociale og åndelige liv.



Piger er gode sælgere. Theresa er kommet på ret køl igen. Det er hun af flere årsager, men først og fremmest fordi hun har været stålsat i sin vilje til at komme ud af miljøet. Det er nu tre år siden, hun er blevet dømt. Men hun kan iagttage flere unge piger, der er på vej til at gentage hendes karriere.

"Jeg var den eneste pigepusher, da jeg startede. Men nu er der mange. Leverandørerne af stoffer tror, at pigerne er bedre til at holde styr på tingene. De regner også med, at fyrene køber mere, når det er en pige, der sælger, og det har de sikkert ret i. Måske flirter pigerne med kunderne og giver dem indtryk af, at de også kan købe sex. På den måde får de omsætningen til at stige, og det er jo det, det hele går ud på."



Theresa er et opdigtet navn. Det rigtige navn er journalisten bekendt.