Al pædagogisk forskning er politisk

"Pædagoger spiller en stor rolle for børnenes integration i det fælles liv i børnehaven."

"Danske daginstitutioner kan have svært ved at klare det forebyggende arbejde med truede børn og social arv."

"Pædagoger har svært ved at forene teori og pædagogisk praksis. De skriver ét i deres årsplaner, men gør noget andet."

Dette er alt sammen forskningsresultater, der er blevet beskrevet i Børn&Unges spalter. Der har de stået sammen med masser af andre resultater af undersøgelser og forskning. Politikere, journalister, pædagoger og forældre henviser til undersøgelserne - ofte som om de repræsenterer objektive sandheder.

Den indstilling har forskerne dog langt fra selv til deres egen forskning.

"Hvis vi påstår, at pædagogisk forskning er neutral, er det naivt. Vi bliver styret af forskellige interesser. Al forskning, også naturvidenskabelig grundforskning, er præget af forskerens tilgang: Hvilken forforståelse har han, og hvilken position har han - også politisk. Det er alt sammen bestemmende for, hvilke spørgsmål man vælger at stille," siger Jan Kampmann, professor og børne- og ungeforsker på RUC.

Jan Kampmann, der i mange år har markeret sig i den pædagogiske forskningsverden, mener, at det subjektive er endnu mere udtalt i den pædagogiske verden end i mange andre forskningsgrene.

"Når man taler om pædagogisk forskning, der handler om relationer mellem mennesker i en hverdagssammenhæng, bliver det endnu mere tydeligt, at den er subjektiv. Forskerens holdninger afgør, hvad man interesserer sig for og kigger efter, hvilket perspektiv man lægger, og hvordan man analyserer det materiale, man får," siger Jan Kampmann og forklarer, at det er umuligt for forskere at registrere alt, hvad der foregår i en børnehave. Derfor vælger de bestemte områder at fokusere på.

"Hvis jeg har valgt at kigge på et område i skolen ud fra elevernes perspektiv, vil det i sagens natur blive eksponeret, hvad eleverne mener. Det afspejler, at al pædagogisk forskning er politisk. Med de billeder, vi fremstiller, understøtter vi nogens holdninger. Hver gang vi publicerer noget, skriver vi os ind i de politiske kampe, der foregår," siger Jan Kampmann.

Det betyder ikke, at forskningen er useriøs eller uvidenskabelig.

"Som forsker skal man altid gøre rede for, hvilke overvejelser og udvælgelser man har foretaget. Det er et væsentligt element i videnskabelig redelighed at være ekstremt selvkritisk," siger han og skynder sig at tilføje, at han også selv kan glemme det, når han for eksempel taler med journalister.

"Jeg ville ønske, at jeg altid gik tilbage og huskede at sige, hvilket perspektiv jeg havde set tingene ud fra, når jeg udtaler mig om dem. Det prøver jeg at huske, men det smutter ind i mellem," indrømmer Jan Kampmann.



Forskning bedre end holdninger. Lars-Henrik Schmidt, rektor for DPU, er enig med Jan Kampmann i, at forskningen aldrig er objektiv.

"Vi har det ideal at komme så tæt på at være objektiv som muligt. Men inden for vores felt - som jo er et praktisk forskningsfelt - kunne vores viden i realiteten være anderledes. Der findes for eksempel ikke én rigtig måde at lære at læse på. Vi kan ikke sige, at dette er den eneste rigtige måde at lære det på. Til gengæld kan vi sige, at for indeværende er det her den bedste måde, vi kender at lære at læse på. Det giver os nogle gange problemer med at forklare vores forskning, at vi ikke kan være mere firkantede," siger han.

Det er måske en af grundene til, at forskningsresultaterne ikke altid overbeviser den brede befolkning, der blandt andet består af politikere og forældre.

"Jeg ville gerne have, at argumenterne blev vægtet mere sagligt. Er en stor undersøgelse foretaget af forskere her på DPU mere valid end forældres barndomserindringer? Selvfølgelig er den det, men forældres barndomserindringer har stor indflydelse på politikken i Danmark," siger Lars-Henrik Schmidt, der mener, at det samme problem gør sig gældende i daginstitutioner.

"En pædagog kan fortælle forældre, at hun mener sådan og sådan. Og det mener hun på baggrund af nogle bestemte undersøgelser. Men det er ekstremt svært at overbevise forældre om, at det synspunkt, som er baseret på forskning, er bedre end forælderens holdning, som bygger på personlige erfaringer."

Det er et problem, DPU arbejder på at løse, selvom rektoren ikke gør sig illusioner om, at det kan lykkes fuldstændig.

"Vi forsøger at formidle vores forskning på alle mulige måder, men vi er pinligt bevidste om, hvad vi er oppe imod. Folk mener, at de selv bedst ved, hvordan de skal tackle børn. Det gør de blandt andet ud fra en holdning om, at formålet med at være barn er at blive en god voksen. Og eftersom de selv er voksne, så ved de, hvordan de skal gøre det. Men sådan er det ikke længere. Formålet med at være barn er at være barn, og dermed kan voksne ikke bare sige, at de ved bedst," siger rektoren for DPU.

Forskning bruges politisk. Selvom Lars- Henrik Schmidt mener, at den forskningsbaserede viden er bedre, end de holdninger folk danner sig, udtaler forskerne på DPU sig ofte om områder, de ikke direkte har forsket i. Og de gør det med deres rektors velsignelse.

"Nogle gange er deres bud, det bedste vi har. Da man for eksempel ville indføre læreplaner, var der ikke forsket i, om det var godt eller skidt. Så kunne man enten vente og se, eller man kunne spørge forskere med stor erfaring om, hvad de forventede, der ville ske. Evidensen i denne forbindelse er kun deres erfaring," siger Lars-Henrik Schmidt.

I mange sammenhænge er det godt nok, selvom der ikke er videnskabeligt belæg for udtalelserne.

"Vores eksperter rykker ofte ud, inden den videnskabelige dokumentation foreligger. Og der er overhovedet ikke noget galt i, at pædagogiske forskere gør det på et mindre solidt grundlag. Det gælder også mange andre forskere. Nogle gange er vi nødt til at sætte vores lid til, at vi har vise mænd og kvinder," siger han.

Det gælder også, selvom de udtaler sig om spørgsmål, der ligger ved siden af deres eget forskningsfelt.

"Det kan ikke være sådan, at forskere ikke må udtale sig, hvis de ikke lige præcis selv har forsket inden for et felt. Forskere følger jo med i den forskning, der ligger lidt ved siden af deres eget område. Hvis andre forskere så finder ud af, at noget er galt, eller man ud fra sin erfaring har en klar fornemmelse af, at noget er forkert, skal man da ikke vente med at sige det, til man selv har lavet et forskningsprojekt."

Det gælder også, selvom forskernes udtalelser dumper lige ned i en politisk debat. Forskeren skal bare være forberedt på at få kritik, mener Lars-Henrik Schmidt.

"Når en forsker udtaler sig politisk, skal hans kolleger altid være i haserne på ham og sige, at han gør det på et for løst grundlag. Sådan bør det være, ellers ryger den helt nødvendige selvjustits blandt forskerne." siger rektoren.



Forskere følger pengene. På den måde ender forskningsresultaterne med at have betydning for politikken, mener Jan Kampmann.

"Politikerne bruger jo den forskning, der støtter og legitimerer deres dagsorden," siger Jan Kampmann.

Samtidig er der forskere, som er tilbøjelige til at gå efter de projekter og vinkler, der kan bruges politisk.

"For eksempel er der de forskere, som arbejder på at udvikle de bedste test. De har en tendens til at fremmstille deres viden, som om den er objektiv. De viser ikke, at deres interesse for at stille spørgsmål blandt andet er at levere holdning til politiske sammenhænge og at beskæftige sig med et område, hvor det er muligt at få bevilget nogle penge," siger forskeren fra RUC, der selv forsøger at gå imod strømmen.

"Min primære overvejelse ville være at tænke på, hvor der skabes selvfølgeligheder. Når næsten alle siger: Selvfølgelig skal børn testes. Så er det blevet til en sandhed, som man skal blive ved med at stille spørgsmål til."

Han understreger, at forskere, der vælger at kigge efter, hvilke områder de kan få bevillinger til, ikke nødvendigvis er useriøse. Alle forskere er nødt til at skaffe penge til deres projekter, men de kan ikke få lov til at forske i hvad som helst.



Rektor siger nej tak. Det er blandt andet Lars-Henrik Schmidt, der skal sørge for, at det er de rigtige projekter, forskerne kaster sig ud i.

"Som rektor er det mit ansvar at sige: Ja, DPU vil gerne tjene penge, men projekterne skal være relevante for os. Hver gang forskere på DPU begynder på nye projekter, spørger vi os selv, om de understøtter det, vi er i gang med," siger rektoren.

Han har flere gange afvist forskningsprojekter, fordi de ikke var relevante for DPU. Samtidig er det et krav, at projekterne er i orden rent forskningsmæssigt.

"Hvis Microsoft sagde: DPU får en masse penge for at vise, at det her produkt er et rigtig godt pædagogisk redskab, ville vi sige nej tak. Men hvis de ville give os penge for at undersøge, om det var et godt pædagogisk redskab, ville jeg slå til," siger Lars-Henrik Schmidt, der ikke anser det for et problem for forskningen, at en del projekter finansieres af private fonde med forskellige interesser.

"I forskningsverdenen bliver det ikke anset for lige så fornemt at få penge til et projekt gennem tilfældige fonde som at få det gennnem Forskningrådet. Fondene bevilger jo penge efter deres interesser, mens det offentlige hævder, at det bevilger penge efter et kvalitetsbarometer. Derfor vil forskerne hellere have de offentlige penge," siger han.

"Vi ville gerne give definitive resultater til politikerne, så de kunne føre en evidensbaseret politik. Det kan man bare ikke".



Eksempler på forskning, der er politisk



Al forskning er subjektiv og politisk, men der er eksempler, som er tykkere end andre. Her er to af de mest tydelige ifølge Jan Kampmann.



1. Debatten om indføring af læreplaner i daginstitutioner.



"Hele debatten har været dybt politisk. Der har været masser af forskningsbaserede indlæg, som alle er vævet dybt ind i det politiske. Måden forskere griber vurderingerne an på har meget at gør med, hvilken position man ser tingene fra. Det er langt fra objektivt. Derfor skal man altid spørge sig selv, hvem det er relevant for."





2. Debatten om, hvorvidt ordet "social arv" er dækkende eller bør erstattes af for eksempel "social opdrift".



Nogle eksperter mener, at ordet social arv i sig selv kan være med til at forhindre, at unge bryder mønstret, fordi det retter fokus mod, at problemerne er forældrenes skyld - og dermed ikke noget samfundet kan gøre noget ved.

"Når man vælger at kalde det "social arv" frem for et andet ord som "social opdrift," har man jo valgt ét begrebssæt frem for andre begrebssæt. Dermed har man også valgt en bestemt vinkel at anskue tingene fra."