Aben som pædagogisk vejleder

.Af og til kan en stresset og lettere irritabel pædagog på gennemgang i en af landets børnehaver finde på at mumle: "De er jo som en flok aber i bur."

Mens bemærkningen for de fleste har en lidt negativ klang, så vækker den udsøgt gehør hos den anerkendte danske abeforsker og adfærdspsykolog, ph.d. Jill Byrnit. Hun har i årevis har siddet foran alverdens abebure og studeret vores nærmeste artsfæller, og hun mener, at samtlige af landets pædagoger skulle inviteres på en 14 dages studietur foran abeburet i zoo.

"Sammenligner vi chimpansen og mennesket, så har vi 98,8 procent DNA-materiale tilfælles. Det er mere, end hesten har tilfælles med zebraen. Ja, chimpansen har faktisk mere tilfælles med mennesket, end den har med gorillaen. Derfor er chimpansen også en oplagt kilde til fornyet indsigt i menneskets biologi og psykologi," siger Jill Byrnit og fremhæver aben som pædagogisk rettesnor.



"Studiet af abeflokken kan give os et nyt blik for, hvordan man kan anskue det enkelte barn og institutionskulturen som helhed," uddyber Jill Byrnit.

Og hendes kritik af nutidens institutionskultur er i den sammenhæng ikke til at tage fejl af.



"I mine øjne er der ingen tvivl om, at vi byder børn i daginstitutioner langt dårligere kår, end vi byder aberne i zoo. Hvis du kigger ind i en abegrotte, så er det tydeligt, at aber får tilgodeset deres behov for at være sig selv - at trække sig væk fra bevågenhed og kontrol. Den dimension mangler i allerhøjeste grad i mange af landets daginstitutioner," siger Jill Byrnit, der selv har en fortid som pædagogmedhjælper i et fritidshjem.

Abeforskeren hæfter sig ved, at børn fra naturens side har brug for et frirum, som i ringe grad tilgodeses i institutionskulturen.



"Børn har brug for lommer af tid, hvor ingen holder øje med dem. Det er fuldstændig vanvittigt, at vi samler og organiserer børn på en måde, hvor der altid er nogen, som kigger på dem," siger hun og henviser til studiet af vores artsfæller i grotten.



Naturstridigt. Jill Byrnit, der lige nu er på gennemrejse i Danmark, inden hun skal tilbage til et forskningsprojekt for University of California i USA, er ikke kun optaget af de rent fysiske rammer, som nutidens små menneskedyr færdes under. Lige så iøjnefaldende er nemlig de mentale problemer, som institutionskulturen kaster af sig.



Hele ideen om, at forældre brat overlader deres halve- og helårige unger til en fremmed, falder Jill Byrnit for brystet. Og det, selv om hun anser pædagoger for at være stærke bærere af 'det naturlige omsorgsgen'.

"Tag til sammenligning orangutang-moderen. Hun har sine børn omkring sig, til de er syv år. Når hun øver sig selv og sine unger i adskillelse, så sker det i meget små bidder," siger Jill Byrnit og retter blikket mod menneskedyret:



"Sandheden er, at ethvert barn er skabt til - frem til en vis alder - at være i nærheden af en voksen, for hvem barnet er uerstatteligt. Der findes ikke andre pattedyrsmødre end mennesket, som tillader at placere sin yngel fuldstændig uden for hørevidde. Det er dybt naturstridigt. Både for moderen og for barnet," siger den danske abeforsker og understreger, at end ikke de mest omsorgsfulde pædagoger kan erstatte barnets forældre.

Ifølge Jill Byrnit har pædagoger derfor en vigtig opgave i at støtte forældre og børn, der helt naturligt føler smerte over at adskille sig fra hinanden. Hun er af den opfattelse, at en langt større italesættelse af den naturstridige adskillelsesproces vil være til gavn for både barnet og forældrene.



Pædagogen erstatter mor. Når mor og far er ude ad døren skal den enkelte pædagog bedst muligt forsøge at udfylde barnets behov for nærhed. Her hedder det omsorg og kærlighed frem for en forkvaklet jagt på professionalisme, betoner abeforskeren.



"Det er dybt betænkeligt, når vi begynder at professionalisere vores følelser. At en pædagog får følelser for det enkelte barn er mere end i orden," siger Jill Byrnit og tager os igen med en tur til abernes verden:

"Sammenligner vi med abeburet, så repræsenterer pædagoger i dag dyrepasseren, men de burde repræsentere abemoderen, for dér ligger følelserne. Børn har brug for kærlighed fra de mennesker, der omgiver dem. Fra naturens hånd er menneskedyret nemlig ikke skabt til at kunne træde ind og ud af 'professionelle' og 'personlige' relationer," forklarer hun.



Nødvendige institutioner. På trods af en ellers nådesløs kritik af institutionskulturen, så er Jill Byrnit ikke tilhænger af, at landets vuggestuer og børnehaver nedlægges. Hun er nemlig af den opfattelse, at de tjener et vigtigt formål i den kultur, som de er en del af. Naturstridigt eller ej.



"Der er jo en klar kulturel og samfundsmæssig grund til, at vi organiserer børn, som vi gør. Kultur og børneopdragelse hænger uløseligt sammen, idet enhver kultur opdrager sine børn på den måde, som tjener kulturen bedst."



"Når vi moser børn sammen i daginstitutioner, skyldes det, at vi lever i en individkultur, hvor vi vil lære børn, at de er individer, som skal kunne tage vare på sig selv. Vi lærer vores børn, at de går rundt i en verden, hvor de skal bære rundt på deres egen selvtillid. Vi siger til barnet: 'Du er dit eget kerne-jeg, og du bevæger dig rundt mellem nogle sfærer, hvor det er op til dig selv at forvalte dit liv mest hensigtsmæssigt.' Den del lærer børn i høj grad i daginstitution, hvor de er overladte meget til sig selv," mener Jill Byrnit.





Pædagogiske abe-råd

Jill Byrnit har en række opfordringer, der kan bringe pædagoger og børn tættere på den naturlige arena. Inspirationen er hentet fra abegrotten:

•

Pædagoger skal give frit løb for omsorgsgenet. Børn skal tages på skødet og nulres.

•

Skru ned for professionalismen (ikke at forveksle med professionen.red). Børn har brug for naturlige og ikke professionelle relationer.

•

Indret institutionen, så den mest muligt fremstår som et erstatningshjem. Abebure ligner også naturen mest muligt.

•

Lad børnene deltage i almindelige hverdagsagtige sysler som madlavning, pasning af dyr, vande planter og så videre.

•

Giv børnene tid og rum til kedsomhed i sofaen og vrede i et hjørne. Børn har, lige så lidt som abeunger, brug for konstant stimulation.

•

Arranger små ture og aktiviteter med få børn. Fordi en mindre gruppe børn med en enkelt voksen ligner en familie.

•

Giv plads til den almindelige og alvorlige samtale.





Om Jill Byrnit

Jill Byrnit er født i 1968 (det engelske navn stammer fra hendes engelske mor). Hun er uddannet ph.d. i antropologisk/evolutionær psykologi (primatologi) og har blandt andet forsket inden for områder som gruppepres, respekt for autoriteter, yngelpleje og pardannelse. Jill Byrnit, der er en hyppig anvendt foredragsholder, blev for alvor et kendt ansigt, da hun medvirkede som adfærdsekspert i TV2's programserie om 'Menneskedyret' (2005). Jill Byrnit er desuden forfatter til bøgerne 'Mennesket - det hypersociale dyr' (2007) og 'Stress - et vilkår i det moderne arbejdsliv' (2006). I øjeblikket er Jill Byrnit på forskningsophold ved University of California i Los Angeles i USA.