8 dumme spørgsmål

Der findes ingen dumme spørgsmål, og slet ikke når det handler om efterløn. Børn&Unge har stillet eksperterne nogle af de mest oplagte, og måske også nogle, du ikke selv har tænkt på at stille.

1.

Kan man miste retten til at få sit efterlønsbidrag udbetalt, hvis man ikke overholder fristerne?

Ja, for at få udbetalt efterlønsbidraget skattefrit, skal man i perioden fra 2. april til 1. oktober 2012 ansøge om at få beløbet udbetalt. Derefter kan man stadig få det indbetalte beløb overført til en godkendt pensionsopsparing, men man kan ikke få det udbetalt.

Kilde: BUPL og BUPL-A



2.

Har det betydning for ens fradrag, hvis man får udbetalt sin efterløn?

Ja, fremadrettet. Udbetalingen af efterlønsbidraget betyder, at man har fravalgt efterlønsordningen for altid. Man kan derfor heller ikke længere trække det månedlige bidrag fra i skat. Omvendt så har man heller ikke længere den månedlige udgift til ordningen.

Kilde: BUPL og BUPL-A



3.

Hvis man dør, inden man får udbetalt sin efterløn, går pengene så i arv?

Indbetalingerne til efterlønsordningen vil i tilfælde af død altid blive sendt til boet.

Kilde: BUPL og BUPL-A



4.

Hvis man bliver arbejdsløs og mister dagpengeretten, kan man så få kontanthjælp, hvis man har sat efterlønspengene ind på en pensionskonto, opsparingskonto eller har investeret dem?

Man kan godt få kontanthjælp, hvis man har sat pengene ind på en bunden pensionsopsparing, hvor man ikke har mulighed for at hæve de indbetalte penge, eller hvis det beløb, man har stående på en privat pensionsopsparing, der kan hæves, ikke overstiger 50.000 kroner. Du kan ikke få kontanthjælp, hvis du har mere end 10.000 kroner på en konto, eller hvis din ægtefælle kan forsørge dig. Hvis du modtager kontanthjælp nu, er det meget vigtigt, at du kontakter din kommune for at høre om konsekvenserne af at hæve dit efterlønsbidrag.

Kilde: BUPL og BUPL-A



5.

Hvem kan få udbetalt den såkaldte ’skattefri præmie ved folkepensionsalderen’ på maksimalt 147.516 kroner (2012-tal)?

Som udgangspunkt kan alle, der har indbetalt til efterlønsordningen, men ikke gør brug af den, og fortsætter med at arbejde indtil folkepensionsalderen, få den skattefri præmie. 481 løntimer i kvartalet udløser en skattefri præmieportion, og du kan få op til 12 portioner i alt. Der er desuden individuelle regler for forskellige aldersgrupper. Kontakt din a-kasse for at få information om, hvad du kan forvente at få udbetalt.

Kilde: BUPL og BUPL-A.



6.

Hvis man hæver sit efterlønsbidrag, kan man så selv investere beløbet og få et højere afkast end ved at blive i ordningen?

»Det kræver en kompleks beregning at svare på, da mange faktorer spiller ind: Hvor længe har du betalt efterlønsbidrag, hvor gammel er du, og hvor stor er din pensionsopsparing? Jo højere løn du får, og jo yngre du er, jo mere realistisk er det. Hvis du for eksempel er 45 år og allerede har 300.000 kroner på din pensionsopsparing, hvor du indbetaler 17 procent af lønnen og tjener 300.000 kroner om året, vil det kunne betale sig at lave din egen pensionsordning, hvis den giver 7,5 procent i afkast. Det er ikke urealistisk, og det vil være mere fleksibelt, fordi du selv administrerer den. Men det er klart, at der er en risiko ved det, da ingen kan garantere dig, at det går, som det skal. Og det kræver, at du sætter dig grundigt ind i tingene.«

Hans Peter Christiansen, økonomisk rådgiver og partner i Uvildige.dk



7.

Hvis man bliver i efterlønsordningen, kan man så risikere at miste alle de penge, man har indbetalt, hvis en ny regering helt afskaffer efterlønnen, eller der kommer en ny finanskrise?

»Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig. Det vil være usædvanligt, at en regering beholder de penge, som borgerne har valgt at indbetale. Det ville for eksempel kunne ske, hvis der kom en ekstrem lavkonjunktur, og staten måtte handle prompte for ikke at gå bankerot. I tilfælde af en ny krise er der større sandsynlighed for, at du taber penge, hvis du tager pengene ud og selv investerer dem, end for at staten pludselig går bankerot.«

Hans Peter Christiansen, økonomisk rådgiver og partner i Uvildige.dk



8.

Hvis man har gæld, kan det så betale sig at få udbetalt sin efterløn for at betale af på gælden?

»Det kommer helt an på, hvilken rente, der er på lånet, din alder og din pensionsopsparing. Hvis du har et dyrt forbrugslån på 20 procent, er der stor sandsynlighed for, at det kan betale sig. Du skal dog huske at sætte de penge til side, som du sparer ved at indfri lånet, så du har dem til alderdommen.«

Hans Peter Christiansen, økonomisk rådgiver og partner i Uvildige.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.